|
Opret dig som bruger 
|
Jagtveninde/kørelejlighed søges
Privatfoto
Nedstående skrev jeg på min bærbare computer i byen Shahr-e Rey, som ligger få km. Sydøst fra hovedstaden Teheran. Jeg gemte det på en diskette, og tog den med til en Pc-café for at lægge annoncen på et par hjemmesider. Det gjorde jeg lørdag den 3. april 2004, og allerede dagen efter så jeg svar - fra rigtig mange.
Læsernes egen: AF Johanna Anina Kristina Malianguaq Inunnguaq Larsen Sivertsen Sabbaghioun Brüel 28.01.2005
Da jeg planlægger at tage på min første hjortejagt i Røgegård Naturreservat (www.jagtfarm.dk) fra den 3. til den 5. december i år, og hverken har kørekort eller kørelejlighed, søger jeg hermed en kvinde - evt. en jagtveninde, der har mulighed for at hjælpe mig med transporten (København - Fjerritslev t/r)! Der må meget gerne være rigeligt med plads i bilen, da min mand højst sandsynligt tager med som tilskuer, og da jeg selv planlægger (om Gud vil) at tage 1 - 2 stykker hjortevildt med mig hjem! Som tak for ulejligheden/venligheden er jeg villig til at betale Dem kr. 2.000,- hvis De vælger bare at være chauffør, og kr. 3.000,- oveni (kontant) hvis De vælger at gå på jagt sammen med mig! Hvem ved... - Måske får vi det så hyggeligt, at vi vil gøre det til en tradition hvert år fremover?
Nu lidt om mig selv: Jeg er 27-årig kvinde, der har haft jagttegn siden jeg var 18. ´Har aldrig rigtig været på andet jagt end rævejagt, samt regulering af krager/skader - bortset fra en hjortejagt i Sverige for mere end 10 år siden, som tilskuer. Jeg er ½ dansker og ½ grønlænder - og muslim! Det er derfor vigtigt at det er en kvinde som (forhåbentlig) vil hjælpe mig, da min tro forbyder mig at rejse sammen med en mand udenfor familien!
Interesserede kan henvende sig til min e-mail adresse, som er Nooc_Eniam@Yahoo.Dk (bemærk venligst, at det er Yahoo.Dk - ikke Yahoo.Com)! Det er "først til mølle" princippet der gælder! Alle seriøse henvendelser besvares, men da jeg lige nu er ude på en længere pilgrimsrejse i Iran, og ikke har adgang til Internettet hele tiden, kan der godt gå lidt tid! Undskyld ulejligheden, og tak for at De gav Dem tid til at læse min annonce!
Knæk og bræk, fra Johanna Anina Kristina Malianguaq Inunnguaq Larsen Sivertsen Sabbaghioun Brüel!
Privatfoto
Det første seriøse svar kom fra en kvinde ved navn Sonja, som gerne ville køre mig til jagtfarmen, og også gerne ville tage med mig ud på jagt. Vi skrev lidt sammen, og blev enige om at mødes når jeg kom hjem fra Iran, for at lære hinanden bedre at kende. Vi mødtes nogle gange, både i byen og privat (bl.a. deltog hun også til min 28-års fødselsdag), indtil vi efter planen tog af sted til Fjerritslev. Min mand kom desværre - af visse omstændigheder - ikke med, så det skulle blive en ren pigetur, hvilket også skulle blive hyggeligt.
Vel ankommet til Røgegård blev vi budt velkomne af stedets ejer, Lasse, som var så venlig at tage os med på en rundvisning i hans museum, som faktisk var hans private samling af våben med tilbehør helt tilbage fra stenalderen, og op til i dag. Det var delt op i forskellige udstillingsvinduer fra hvilken tidsalder våbenet kom fra, og det var både imponerende og spændende at høre ham fortælle om alt det han vidste - fra hvert enkelt våben, til hvad det havde været brugt til. Alt i hans udstilling er originalt. Derefter blev vi vist til vores jagthytte af Lasses skytte, Ulrik, som også skulle vise sig at være ham, der skulle være vores jagtfører. På vejen derover så vi en dåhjort - en flot spids - og vores optimisme blev tændt.
Efter at Sonja og jeg havde valgt os et værelse hver, fået pakket ud, og siddet foran pejsen og snakket lidt over en kop kaffe og lidt chokolade gik jeg tidligt i seng. Jeg var dødtræt, efter ikke at have kunnet sove af bar spænding natten før. Og efter en lang køretur på omkring seks timer, fik vi begge en god nats søvn.
Vi stod tidligt op for at gøre os klar til dagen. Da vi spiste morgenmad så jeg, at der lige udenfor jagthytten gik en lille rudel af kronhjorte. Et smukt syn! Sonja og jeg hentede begge vores digitale kameraer, og begyndte at skyde hjortene med dem. De vidste at vi var der, men det rørte dem åbenbart ikke, for de stod bare og så på os uden at flygte. Jeg syntes at mine billeder var blevet for mørke, og slettede dem med det samme, men Sonja beholdt sine.
Vejret så ud til at være med os, da vi kørte af sted for at mødes med Lasse, hans kone, og Ulrik kl. 09:00 til kaffe og morgenbrød. Men vi kunne ikke spise så meget morgenmad, da vi jo allerede havde spist tidligere. Da vi sad inde i Lasses jagtstue og drak kaffe, og talte om hvordan dagen skulle forløbe sig, kiggede jeg i deres jagtalbum, hvor jeg så mange glade ansigter med deres flotte trofæer. Lasse var for nogen tid siden begyndt at samle billeder fra de jægere der ville have det, og sætte dem i album, for at kommende jægere kunne se på dem og deres jagtbytte. Jeg håbede på at Sonja og jeg senere den dag ville få taget billeder af os med vores hjorte, så folk fremover kunne se at vi havde været der - som et par "fingeraftryk".
Jeg ønskede at starte min jagt med at indskyde min 6,5 X 55-riffel for en sikkerheds skyld, for ikke at gå og være usikker på om min kikkert evt. kunnet have rykket sig under transporten. Det viste sig at være et meget klogt valg da mine skud sad ca. 10 cm. for højt, så efter fem skud på ca. 100 meters afstand kunne jeg tage forsvarligt af sted på min første "rigtige" hjortejagt.
Privatfoto
Vi pürschede i det store indhegnede område, bestående af skove, heder, moser og søer, og der var mange bakker man kunne gemme sig bag, når man skulle snige sig tættere på vildtet. Og vildt var der nok af. Vi så både vildsvin, mufflonfår, kron- då- og sikavildt. Og de var langtfra tamme, bare fordi de er indhegnede. Derfor gik vi også i lang tid, frem og tilbage, mens vi forsøgte at komme tæt på nogle rudler dåvildt, men uden held. På et tidspunkt kom vi til at overraske en lille rudel krondyr, mens de lå mellem nogle træer og nød livet. Vi kom op over en bakke, og der lå de så lige pludseligt forneden, måske 20 - 30 m. væk. Men de fik lov at løbe, da det jo var dåvildt vi gik efter.
Pludselig stod vi igen overfor en lille rudel på tre - fire stykker unge hjorte, denne gang af rigtig race, og besluttede os at kigge nærmere på dem. Og efter en meget kort pürsch, så vi en af dåhjortene - en stor spids - stå for sig selv i en lille lysning med front imod os og esse, ca. 80 m. væk. De andre dyr stod inde i skyggen mellem nogle træer, hvis blade bar præg af årstidens kulde. De havde ikke opdaget os. Jeg spurgte Ulrik om jeg måtte skyde den spidshjort der stod foran os, hvilket han svarede "hvis du vil" til. Vi lå oppe på en bakke, og den stod længere nede, så evt. kuglefang var der intet problem med. Så lige så snart den blottede sit højre blad en anelse til, men stadig vendte fronten mod os, slap jeg kuglen. Datoen var lørdag den 4. december 2004, og kl. var ca. 12:20. Hjorten farede af sted, løb om bag en anden bakke - og væk var den! Hvad jeg ikke havde set var, at den ikke støttede på sit højre forben, men det havde Ulrik, og han sagde at det så fint ud. De andre dyr flygtede forbi os, og der var mindst én spidshjort til, som jeg havde håbet på at Sonja måske ville skyde efter, men de standsede op inde mellem nogle træer, så det var umuligt for hende at komme til at kunne ramme dem forsvarligt.
Vi lå på bakketoppen, hvorfra jeg havde afgivet mit skud til dyret, i ca. fem minutter, for at give dyret tid til at forende i fred. Mange tanker fór igennem mit hoved, mens vi ventede. Jeg begyndte pludseligt at ryste over det hele, nervøs for om jeg var kommet til at skyde forbi - eller værre - om dyret var anskudt. Derefter gik vi ned for at finde tegn på hvordan dyret var ramt ved at kigge efter blodspor, men der var intet - hvilket gjorde min bekymring endnu større. Men hvorfor egentlig? For da jeg stod oppe på den lille høj hjorten forsvandt bag, kunne jeg se at den lå med ryggen til mig nedenfor - forendt, for en perfekt bladkugle. Jeg blev ellevild, begyndte at grine og hoppe rundt som en sindssyg. Sonja og Ulrik var efterhånden også henne ved mig, og jeg hoppede hen til Sonja, som fik det største knus jeg længe havde givet! Jeg rystede stadig over hele kroppen af begejstring, mens der blev taget billeder af hjorten, Ulrik og mig. Ulrik fandt ud af, at der intet udgangshul var, hvilket så betød at kuglen stadig ville sidde i kroppen på min hjort. Jeg var så stolt. Min første hjort! En spidshjort der garanteret vil betyde langt mere for mig, end alle de større hjorte jeg håber på at komme til at nedlægge i de kommende mange år!
Privatfoto
Mens Ulrik hentede bilen, vi skulle køre dyret tilbage til slagtehuset på, stod Sonja og jeg og talte om jagten hidtil. Vi havde fra starten aftalt at jeg skulle have lov at skyde først, da det jo var min første hjortejagt, så nu var det Sonjas tur. Men først skulle dyret til slagtehuset og brækkes op. Ulrik kom tilbage med ladvognen, hoppede ud og spurgte om han måtte tage et billede af hjorten og mig til "familiealbummet" - Lasses føromtalte fotoalbum. Selvfølgelig måtte han det, så han tog billedet. På vej tilbage til slagtehuset sad jeg på ladet sammen med min hjort, da bilen pludselig standsede op. Foran bilen stod nogle mufflonfår, samt en stor vædder, der blødte kraftigt fra dets højre øjenbryn. Den havde været oppe og slås med en anden vædder, og var kommet til skade. Vi havde godt hørt de høje knald der kommer, når disse smukke bjergfår støder hovederne sammen. Jeg tog nogle gode billeder fra ladet, først af en keiler der fulgte efter bilen, og derefter af vædderen med det flækkede øjenbryn. Min hjort kom heller ikke forbi min kameralinse, uden at blive "skudt" igen.
Inde i slagtehuset var Ulrik så venlig at hjælpe mig med opbrækningen, og derefter tog vi hurtigt af sted igen. Nu var det Sonjas tur, så jeg efterlod trygt min riffel og ammunition i hendes bil, så jeg ikke behøvede at slæbe den med. Området er jo indhegnet, og der er kontrol over hvem der kommer, så der var ingen fare for at nogle kunne løbe usete af sted med våbnet/ammunitionen.
Jagten var hverken blevet nemmere eller sværere for os, da vi tog af sted igen. Inde imellem nogle træer stod der nogle hundrede dyr, både kron- og dåvildt, og vi begyndte at gå direkte hen imod dem uden at skjule os, da vi ville have at dyrene skulle løbe ud på det åbne land, og måske skille sig ud i flere små grupper. Og det lykkedes en overgang. Vi pürschede et par mindre rudler der havde skilt sig ud, men de blev ved med at opdage os og flygte, indtil de igen fandt sammen med den kæmpe flok de i starten havde skilt sig ud fra. Nu var vi sikre på at det skulle blive svært. Hvordan skulle vi nu komme tæt på, med alle de årvågne øjne og ører der spejdede og lyttede opmærksomt efter farer? Solen var ved at gå ned, så vi vidste at det snart måtte være sidste chance. Sonja så den kæmpe rudel med både kron- og dåvildt blandet sammen bag nogle træer, så nu gjaldt det. Vi pürschede en sidste gang, og kom frem til en bakketop hvor vi lagde os ned og så dem alle stå mellem buske og træer - på nær én. En dåhjort stod, præcis som min, for sig selv i en lysning, og præcis som min, var den også en spidshjort. Den stod med sin højre side til, og blev stående sådan i de ca. tre - fem min. vi talte om, om det nu også skulle være den.
Privatfoto
Kl. ca. 14:30 gjaldede det igen igennem hele området, og Sonjas spidshjort faldt lige til jorden, rullede rundt et par gange ned af en bakke, og lå stendød for foden af den - også for en perfekt bladkugle. De andre hjorte blev stående, og kiggede til alle sider. De kunne ikke lokalisere skudstedet, og turde derfor ikke at løbe. Først da vi viste os for at gå hen til den døde hjort, flygtede de alle sammen på én gang, med kronhjortene i spidsen. - Måske over 100 dyr. Ulrik hentede atter bilen, og efter at vi også havde taget billeder af Sonja og hendes hjort, både de private og til Lasses album, kørte vi tilbage til slagtehuset, hvor hendes dåhjort kom op at hænge ved siden af min, og fik samme tur, som min tidligere havde fået.
I de par timer vi stod i slagtehuset fandt vi mange spændende ting. Bl. a. havde begge vores hjorte en grandel hver, hvilket er sjældent hos dåvildt, men ret almindeligt hos krondyr. Vi fandt i min hjort kuglen jeg havde affyret. Den skal så gemmes sammen med grandelen, så de kan komme op og hænge sammen med min skuldermonterede hjort - når vi engang når så langt.
Sonja fik afkogt sit trofæ, så hun kan hænge den hjemme, og altid minde hende om vores fælles tur. Jeg fik flået skindet af min hjort til skuldermonteringen, så jeg ligeledes altid vil kunne huske tilbage på samme tur. Dagen efter afregnede vi med Lasse, og han har nu lovet at sende mit hjorteskind + hovedet til en konservator i denne uge. Mon det bliver i dag? Det er i dag den 7. december 2004, så det er nu to dage siden vi tog hjem igen. På vejen hjem talte Sonja og jeg om vores gode tur til Røgegård Naturreservat i Fjerritslev, og om hvor hjælpsomme og høflige alle der er der var. Mon ikke vi tager derhen igen hvert år fremover? - Det taler vi da om...
|
INDHOLD
|
|
