|
Rævespor i sneen
Foto: Gert Sørensen
Det var den sidste fredag i februar, og klokken var 17:00, da jeg parkerede min vogn ved ”Skidtgraven”. 14 dage tidligere havde vi haft et massivt snefald, og pga. de efterfølgende dages frostvejr lå det meste af sneen her endnu.
Af Gert Sørensen 15.04.2005
De mange rævespor i sneen vidnede om, at området omkring ”Skidtgraven” hvor der i år var en udsætningsvoliere, var af stor interesse for rævene. Jeg havde tidligere på sæsonen skudt 5 ræve her, hvoraf de fire havde haft skab.
Jeg skrævede over vildthegnet, og fulgte kanten af fasanvolieren, om til den modsatte side af Skidtgraven. Skidtgraven havde fået sit navn fordi man tidligere havde læsset affald fra gården af i den gamle grusgrav. Jeg satte mig tilrette på min jagtstol i ly af et par nordmannsgraner, som havde fået lov til at stå tilbage fra den forrige juletræskultur.
Sidste år blev området foran mig ryddet, og der blev plantet nye træer, som nu kun var ca. 30 cm høje. Dette gav mig en fantastisk udsigt over slugten. Skråningen som jeg sad på, var omkring 100 m bred, og parallelt over for mig var der en noget stejlere skråning, bevokset med Gyvel og Brombærkrat. Jeg kunne fra min placering overskue hele ”Gyvelbakken”, inklusiv indgangen til Rævegravskomplekset øverst oppe.
Vinden var i vest, således at den kom fra min venstre side. Temperaturen var minus 6 grader, så jeg trak mig ind imellem granerne, for at komme lidt i læ for vinden, som var bidende kold. Jeg havde stillet riffelkikkerten på 20 gange forstørrelse, idet jeg havde forestillet mig at hvis der kom en ræv, ville det være på skråningen overfor mig, altså et skud på ca. 175 m.
Jeg havde ikke siddet i mere end 15 min. før jeg pludselig så en ræv komme luntende ind skråt forbi mig, i en afstand på omkring 50 m.. Hvor den pludselig var kommet fra fandt jeg aldrig ud af, men nu skulle der reageres hurtigt. Jeg havde ikke tid til at skrue ned for forstørrelsen, og jeg turde ikke råbe ræven an, da den var så tæt på. På 50 meters af stand fyldte den det meste af synsfeltet i kikkerten, men jeg havde et stabilt sigte, da jeg endelig lod kuglen gå. Den lille 3,2 grams ”Varmintkugle” fra min .220 Swift riffel dræbte ræven øjeblikkeligt.
Endnu en ræv
Klokken var nu kun 17:15, og der var endnu en halv time til lukketid, så jeg blev siddende. Jeg havde tidligere erfaret, at det var i tidsrummet lige omkring solnedgang, rævene plejede at dukke op.
Der gik endnu en halv time, og jeg var så småt ved at gøre mig klar til at rejse mig, da jeg pludselig så noget bevæge sig ovre i Gyvelbakkerne. Jeg lagde riflen op i skydestokken. En ræv var netop kommet til syne over bakkekammen, og var nu på vej skråt ned over skråningen. Jeg ventede til den gjorde et ophold, fastholdt sigtet på bladet, og øgede trykket på aftrækkeren.
Idet skuddet gik af, bemærkede jeg at ræven tegnede for en kugle lidt for langt tilbage, i maveregionen. Den tumlede ned af skråningen imens jeg repeterer. Da den endelig stoppede var jeg klar, og den fik en kugle til, hvorefter den lå stille.
Jeg repeterede og begav mig over til rævene. Den første jeg skød var en tæve-ræv. Kuglen sad hvor den skulle på bladet. Da jeg kom over til ræv nummer to, var den forendt. Det var en lille han-ræv. Det første skud sad ganske rigtigt for langt tilbage, men det havde brækket ryggen på ræven, så den havde formegentlig været død inden den havde fået det andet skud. Jeg kunne glæde mig over at ingen af rævene havde skab. Denne korte, men yderst givende eftermiddag blev afslutningen på min jagtsæson.
|
