Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Udsigt til kronvildt
og Cervus d. dama
i Vesthimmerland



wli.dk


På et møde i det nye år skal det afklares, om der er stemning for de to hjortearter i Vesthimmerland.

 

Af Henning Kørvel 06.12.2006
Journalist
hk(@)netnatur.dk

 

Stemningen var både for og imod, da Kronvildtgruppe Himmerland mandag 4. december satte fokus på muligheden for at få både kronvildt og dåvildt i bæredygtige bestande i Vesthimmerland. En afstemning blev ikke gennemført. Men jorden er gødet. Og på et nyt møde i Års i januar eller februar vil Kronvildtgruppe Himmerland igen sætte fokus på etablering af bestande af kronvildt og dåvildt i regionens vestlige del.

 

Det opfølgende møde er udtryk for ønsket om at nå ud til den bredest mulige kreds af lodsejere og jægere, og med bistand fra eksperter er det i Kronvildtgruppe Himmerland intentionen at få markskadeproblemer i forhold til kronvildt belyst. Herudover tager mødet sigte på at få en afklaring af stemningen for kronvildt i Vesthimmerland. I samme åndedrag skal temperaturen tages på stemningen for etablering af bestande af dåvildt. Men da hverken kronvildt eller dåvildt kan vinde større udbredelse uden særfredning, så skal holdningen til denne også afklares ved det kommende møde i Års.

 

Vildtkonsulent Ivar Høst vurderer, at med en samlet volumen på i omegnen af 1.500 hektar vil Gatten, Rønhøj og Oudrup plantager blive kerneområde for den eventuelle kommende bestand af kronvildt. De tre nævnte plantager udgør Vesthimmerlands største samlede plantageareal, uagtet volumen er mindre end i Vestjylland. Dåvildt stiller ikke tilnærmelsesvis så store krav til et større sammenhængende skovareal som kronvildt. Og da Cervus d. dama kan tilpasse sig mindre bevoksede arealer i kombination med adgangen til det åbne land, så vurderes det, at Vesthimmerland kan huse en ret stor bestand af dåvildt.

 

Mens tankerne om at få efterkommere af landets urgamle kronvildtbestand til at brede udbredelsen ud til Vesthimmerland i kombination med forslaget til særfredning, indtil kronvildtet har fået fodfæste, er en gammel sag, der på ny er taget op af skuffen, så er ejeren af Hovheden Skov siden 2004, Ove Andersen, idemanden til planen om etablering af en dåvildtbestand i Vesthimmerland. En plan, der udspringer af hans interesse for hjortevildt, som bl.a. kommer til udtryk i, at han har fået råvildtbestanden op at stå i sin 87 hektar store Hovheden Skov, efter denne var skudt ned af grådige jagtlejere, og der ved hans overtagelse af skoven kun stod tre stykker råvildt her. Han startede med at fodre, og ved at gøre skoven mere vildtvenlig, er råvildtet vendt tilbage, så der nu står en solid bestand i Hovheden Skov.

 

Sammen med ejeren af Linalyst Plantage, Poul Møller Jensen, tilbyder Ove Andersen at sætte dåvildt ud under forudsætning af, at det bliver særfredet, indtil det har fået fodfæste. Ideen er købt af Veggerby Jagtforening, der er positiv, og ideen blev luftet på et møde i september i år. Ove Andersen skønner, at dåvildtudsætningen beløber sig til cirka 75.000 kroner. Realiseringen er så fremskreden, at Skov- og Naturstyrelsen p.t. behandler en ansøgning til udsætningen, som det oprindelig var planen, skulle effektueres i forsommeren 2008. Men da projektet skal igennem endnu en høring først i 2007, så kan udsætningen, der forudsætter den før omtalte særfredning, først ske samtidig med den næste jagttidsbekendtgørelse i 2010.

 

- Jeg er optimistisk og tror derfor også på, at der bakkes op om ønsket om særfredning. Uden en særfredning kommer hverken dåvildtbestanden eller kronvildtbestanden op at stå, fastslår Ove Andersen, for hvem det også er kardinalt, at et hjortelaug tager hånd om forvaltningen af dåvildtet og kronvildtet, når det ikke længere beskyttes af særfredning. Et udvalg i Veggerby Jagtforening, der beskæftiger sig med hjorteprojektet, forestiller sig, at når der til sin tid åbnes op for jagt på henholdsvis dåvildt og kronvildt i Vesthimmerland, så skal denne efter model, fastlagt af Skov- og Naturstyrelsen, være kvotebaseret og tidsbegrænset. Ellers får ingen af de to hjortevildtbestande fodfæste i Himmerlands vestlige del, lyder vurderingen.

 




Nuværende situation
30 Aug 2008


Godt
12°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm