|
Øjenkontakt med troldfuglen
Wildlife Image: Jan Skriver
I en vestjysk grøftekant tillod en skovsneppe en ti minutter lang audiens, der føltes som sekunder af koncentreret magi
Af Jan Skriver netnatur@netnatur.dk 11.04.2001
I daggryet havde jeg set dem. Eller rettere fornemmet dem. Som tykmavede flagermus fløj tre fugle ud af nattens baglokale. Mørket var sat på udsalg.
Jeg så snepperne tegne bløde buer i en flugt uden panik over en vestjysk filial af den syvende himmel. Fuglene var lettet fra det tætte pilekrat i kanten af rørskoven, da jeg trådte dem for nær. Snepper kan man aldrig snyde. De er så årvågne, at man fornemmer, de registrerer én, allerede når vækkeuret ringer, før man sætter kursen mod deres terræn.
Boglært, som jeg er, var jeg helt på det rene med, at sneppesæsonen 2000-2001 hører til de ypperligste i mands og kvindes minde. Så jeg havde skovsnepper i baghovedet eller deromkring, da jeg senere på dagen i bil kørte nordpå efter den tidlige morgens møde med halvmørkets troldfugle.
Landskabet var i vinterens vold efter en række minusdage. Denne eftermiddag forsøgte solen et kup mod kulden.
Pludselig, da jeg med godt og vel 80 kilometer i timen transporterede mig nordpå med Golf-strømmen, som jeg kalder mit godt brugte tyske automobile, så jeg ud af øjenkrogen en buttet, brun fugl sidde på en solbeskinnet lav skrænt ned til en vejgrøft.
Wildlife Image: Jan Skriver
- Stop alle mine heste, nåede jeg at tænke.
- Det var ved Gud, Allah eller Darwin, jeg er sådan set ligeglad, en skovsneppe.
Vejen var smal, trafikken var tæt, og jeg var tændt. Jeg VILLE i audiens hos den skovsneppe. Den sad bare tre-fire meter fra kanten af vejens asfalt.
Jeg vendte bilen, kørte over i den såkaldt forkerte kørebane, der pludselig føltes helt rigtig. Så aktiverede jeg katastrofe-blinket, og stillede min personlighed på ”cool”.
Skovsneppen kiggede skævt til mig, da jeg trillede ind på klos hold. Ved et mirakel blev jeg accepteret. Jeg er faktisk også en ganske flink fyr, der næsten altid betaler mine regninger til tiden.
Wildlife Image: Jan Skriver
Vi så hinanden dybt i øjnene, sneppen og jeg. Jeg rystede en lille smule på hånden. Sneppefeber rammer akut, skulle jeg hilse og sige.
Så begyndte fuglen at æde. Selv en troldfugl kan ikke leve af magi alene. Som om jeg slet ikke eksisterede på denne jord - i nogle sekunder kom jeg selv i tvivl - gik den og borede sit næb ned i den bløde skrænt i et ellers hårdt Jylland. Og den spadserede en runde ned i bunden af grøften, hvor lyset var så ringe, at jeg ikke kunne nå den med mit kamera.
Wildlife Image: Jan Skriver
Audiensen varede i knap ti minutter. Bilister i snesevis susede tæt forbi min blinkende bil og tænkte sikkert, at jeg havde fået et anfald af venstreorientering, en rigtig slem sygdom i disse moderne tider.
Næppe nogle registrerede, at jeg var på tomandshånd med nattens troldfugl. Og ved højlys dag måske var i færd med at bruge et helt naturlivs sneppe-kvote i ét berusende forløb.
Pludselig blev skovsneppen urolig. Jeg så i mit bakspejl, at et ældre ægtepar nærmede sig. Af alle steder skulle parret søndagsspadsere i rabatten langs denne trafikerede vej.
Wildlife Image: Jan Skriver
Da de to var 20-30 meter fra sneppen, begyndte den at gå ned i knæ og flyde ud i det visne græs. Camouflagens mester trådte i karakter.
Fuglen fløj, da ægteparret var bare otte-ti meter fra den. I en bue var den pist væk bag det tætte læbælte, som grænsede op til grøften.
Manden og konen opdagede intet. Hun skulede ondt til mig og så ud til at tænke:
- Sådan en original. Han er vist ikke her fra egnen.
Det var jeg heller ikke. Jeg sad i en helt anden og bedre verden.
|
