Blishønsejagt i Roskilde Fjord på ny til 13-tal
Skibby-Gershøj Strandjagtforening mestrer afviklingen af kvalitetsjagt på saltvandets “fasaner”.
En usikkerhedsfaktor vil altid være involveret, når jagtdatoer fastlægges lang tid forud for jagtens afvikling. Vejret kan nemlig blive så dårligt på jagtdagen, at jagten ikke gennemføres. Og præcis sådan gik det for Skibby-Gershøj Strandjagtforenings første blishønsejagt ud af i alt to i indeværende jagtsæson, programsat til søndag 12. november. Stærk blæst udelukkede den dag jagten fra manuelt fremdrevne skydepramme.
Håbet samlede sig derfor efterfølgende om, at vejret ville arte sig til den anden og sidste blishønsejagt, datobestemt til søndag 10. december. Og om ikke det gik i opfyldelse? I tiden forud for den programsatte jagtdag skortede det ellers ikke på daglig blæst. Men i løbet af natten til decembers 10. dag dør vinden ud, og med udsigt til, at jagten bliver gennemført, er havnen i Gershøj derfor præget af hektisk aktivitet tidligt om morgenen. Skydepramme bliver søsat, bådmotorer startet, og udstyr – med haglbøsser og patroner som det vigtigste – bragt ombord. Imens laves kaffe i klubhuset. Og cirka 8.30 er samtlige deltagere – 13 i tallet – bænket til mokka, et stykke franskbrød, en “lille til halsen” og ikke at forglemme: Sweepstake, der topper med et bud på 750 nedlagte blishøns. Med skydepramme på slæb efter motorbåde af forskellig art lægger vi ved godt 9-tiden Gershøj Havn bag os. Kurs: Ølvig, der skærer sig dybt ind i halvøen Bognæs. Men de sorte høns ligger ikke der, viser det sig. Kursen sættes derfor mod Kattinge Vig, der hurtigt afslører at være et bedre valg, fordi her ligger en sværm af blishøns fra Ringøen og videre ind mod bunden af vigen.
Da motorbådene har lettet dem et par gange med det resultat, at de hver gang søger længere og længere ind i Vigen, og strategien således lykkes, stoppes motorerne. Motorbådene ankres op, og da alle mand er ombord i prammene, skodder vi på linje ind mod blishønseflokken, der stadig agerer til vores fordel: Søger længere ind i bunden af vigen, men nogle blishøns følger ikke flokinstinktet og går tilbage i såten, hvilket giver mulighed for afgivelse af skud, primært i skyttekædens midte. Her, hvor jeg skodder fremad som den anden yderste deltager mod vest med Nils (Mopa-Nils) som fløjpost, sker foreløbig intet. Overblikket er til gengæld stort, og vuet til Bognæs unikt. De krogede, kystnære egetræer giver associationer til stenalderen. Og jeg forestiller mig, at her har mennesker for indtil for et par tusinde år siden fisket og jaget fra en udhulet træstamme.
Om blishøns stod på stenaldermenneskets menukort, er uvist. Derimod er det en kendsgerning, at i takt med, at de sorte høns føler sig mere og mere presset af skyttekæden, går de på vingerne i kaskader og kommer i spredt fægtning for haglbøssen hos samtlige 13 skytter. Heller ikke på højre fløj mangler skudchancer, og med jævne mellemrum mærker venstre hånd varmen fra de opvarmede løb. Herlig følelse. Et jagtselskab inde på Bognæs vil også være med i løjerne. Skytter tager opstilling inde på kysten og får serveret godt med skudchancer. De mangler heller ikke i vores søværts skyttekæde. Og en overgang passerer de sorte høns hen over den i byger, så man ikke kan nå at lade og kunne ønske sig at have haft yderligere et par haglbøsser til rådighed og et par ladere til at lade dem.
Blishøns, der er anskudte, bliver fanget af straks, men mange af de forendte får lov til at ligge på overfladen med henblik på opsamling på tilbagevejen. Jo mere afstanden til bunden af Kattinge Vig mindskes, desto mere skrumper blishønseflokken ind, og da afstanden mellem skyttekæden og land kun er godt 100 meter, lyder råbet: Vi stopper! På tilbagevejen holdes linjen ikke stringent. Det er heller ikke vigtigt. Vigtigere er det, vi får fanget anskudte blishøns af og samlet alle de forendte op. Inde fra land apporterer jagtselskabet udover blishøns, de selv har skudt, også de af vores anskudte, der søger i land. Perfekt samarbejde. Under vores opsamling samles også “tabte” patronhylstre op. Jagtforeningens regel er ganske vist, at hylstre ikke må kastes i vandet, men skal opsamles og tages med i land for at blive lagt i skraldespanden. Alligevel ligger her en del. Røde er de. Og vi er flere, der samler dem op. Ikke blot, fordi de er en dårlig reklame for danske jægere og dansk jagt, men også for ved afslutningen inde i havnen at få sporet synderen.
Da opsamlingen er omme, sættes kursen efter en sodavands og øls tid mod Gershøj Havn. Og da Nils og jeg anløber med 72 blishøns på fordækket, er vildtparaden foran klubhuset ved at tage form. Flere jagtdeltagere fokuserer på de patronhylstre, flere har samlet op. Men snart får vi forklaringen: De er smidt ud fra en pumpgun, tilhørende en jæger fra Roskilde Strandjagtforening, der jagede hvinænder i Kattinge Vig og spurgte, om han måtte deltage i blishønsejagten, fordi denne klart var til hinder for hvinandejagt. Svaret var ja, uagtet der på Skibby-Gershøj Strandjagtforenings jagt på saltvandets fasaner gælder et forbud mod anvendelse af pumpguns og halvautomatiske haglbøsser, fordi de begge kaster hylstrene ud over rælingen, og man ikke kan tage dem, sådan som det er nemt fra både over/under og side by side haglbøsser. Omsider er de sidste nedlagte blishøns lagt på vildtparaden, der i eftermiddagssolens gyldne skær tager sig smuk ud og vidner om en ny blishønsejagt til et stort 13-tal. Hvis ingen vidste det før, så hør her: I Skibby-Gershøj Strandjagtforening kan de bare det der. Men sandt at sige har de også øvet sig i mange år, da blishønsejagten her går tilbage til den tid, hvor motorbådsjagt i Roskilde Fjord endnu var tilladt.
Læseren venter utvivlsomt utålmodigt på at få oplyst antallet af hoveder på vildtparaden. Men beklager: Det får du ikke. Hvorfor? Fordi arrangøren har taget ved lære af, at Danmarks Jægerforbunds tidsskrift “Jæger” først i 2005 offentliggjorde udbyttet af blishønsejagten i november 2004. Dansk Ornitologisk Forening gik totalt i selvsving, og bedre blev det ikke, da Jægerforbundets detroniserede formand, Kristian Raunkjær, offentligt tog afstand fra en jagt, han ikke har nogen forstand på, og hos arrangøren ikke havde indhentet oplysning om, før han gik i æteren med et misforstået moralsk opstød. Ornitologerne rejste sagen i Vildtforvaltningsrådet, men enden blev, at den landede på begge ben, og for Skibby-Gershøj Strandjagtforening blev læren derfor: “Vi vil gerne informere offentligheden om, at vi driver bæredygtig jagt på blishøns, men da oplysning om udbyttet kan ophidse sarte sjæle og/eller bruges som løftestang til fremme af en af ornitologernes mærkesager, så offentliggøres det ikke længere”.
Jeg vil strække mig til at oplyse: Hvis det havde været langhalede mongoler – fasaner – skudt på en kommerciel dagjagt, der lå på vildtparaden 10. december foran strandjagtforeningens klubhus i Gershøj Havn, så skulle vi have rystet op med en net sum penge. Da jeg havde 32 blishøns i 68 skud, inklusiv til affangning på samvittigheden, så ved jeg præcist, hvor stor min andel i givet fald skulle have været. Jeg ville også gerne have betalt prisen, hvis jeg havde skullet. Men omvendt set har jeg det udmærket med, at jeg “by no payment” kan være med til at høste af det overskud, blishøns i Guds frie natur producerer.
Hvis du forstår?
|