Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger







Dumhed, vi selv bragte blishønseudbyttet frem

Wild-Life-Image.dk

 

Kristian Raunkjær erkender, Jæger begik fejl i omtale af blishønsejagt i Roskilde Fjord.

 

 

Af Henning Kørvel 02.03.2005
Journalist
hk@netnatur.dk

 

- Det var en stor dumhed, at vi selv bragte tallet til torvs.

 

Kristian Raunkjær, formand for Danmarks Jægerforbund, erkender, at redaktionen af organisationens tidsskrift “Jæger” begik en kæmpebrøler, da man på lokalsiderne i februarudgaven bragte en omtale af, at der på Skibby-Gershøj Strandjagtforenings årlige blishønsejagt i Ølvig og ved Kattinge Strand i november blev nedlagt 931 blishøns af 27 jægere i manuelt drevne skydepramme.

 

Publiceringen, kædet sammen med, at Roskilde Fjord er EF-Fuglebeskyttelsesområde, fik DOF – Dansk Ornitologisk Forening – til at fare i flint. Og der blev sædvanen tro ikke sparet på krudtet. Christian Hjorth, DOF’s formand, betegnede således ikke overraskende den konkrete jagt som en skamplet på dansk jagt. Foreningen fik desuden endnu engang redet en af sine kæpheste, og slog således på, at den udbytterige jagt ikke harmonerer med, at Roskilde Fjord er EF-Fuglebeskyttelsesområde.

 

Raunkjær svarede offentligt på DOF’s kritik uden at rådføre sig med eller informere Skibby-Gershøj Strandjagtforening, der er oprørt, og føler, de er blevet faldet i ryggen af ham.

 

- Det er fint nok. Men for mig var det afgørende, at vi fik sat en prop i ganske omgående. Der er ikke foregået noget ulovligt på Skibby-Gershøj Strandjagtforenings blishønsejagt, men vi skal passe på ikke at provokere, og puste nyt liv i debatten om jagt i EF-Fuglebeskyttelsesområderne. Ved at kommentere på sagen straks var der skabt ro, og nu er det os, der på dette område har teten, siger Kristian Raunkjær, og understreger, at det for enhver jagtform – også fællesjagt på blishøns – gælder om at finde balancepunktet. Han mener dog, at det er overskredet i det konkrete tilfælde, selv om et udbytte på 931 blishøns ud af flok, der skønnedes til i omegnen af 20.000, er udtryk for bæredygtig jagt.

 

Raunkjær mener, at trenden er mindre udbytter end på den omhandlende blishønsejagt, og fremtidige vildtparader skal nok ikke være større end cirka 350 stykker vildt, svarende til det antal, nogle godser og Jægerforbundet har aftalt som maksimum for en jagtdag på fasaner og ænder. Der er dog kun tale om en hensigtserklæring, fordi der på mange fasan- og andejagter bliver skudt betydeligt over 350 stykker vildt. I hovedstadsregionen kendes også udbytter af ringduer på 400-600 stk. på én dag.

 

Wild-Life-Image.dk

 

Men Raunkjær mener, at vi meget vel læner os op af nye regler på området. I juli skal et udvalg under Vildtforvaltningsrådet aflevere sin betænkning vedrørende udsætning af fasaner. Ifølge Raunkjær er det ikke utænkeligt, at reglerne kædes sammen med et loft over paradestørrelsen. Og hvis der kommer et sådant for fasanjagt, så må det ventes, at det bliver retningsgivende for den øvrige jagtudøvelse, herunder blishønsejagt, med høje udbyttetal.

 

Med afsæt i det fokus, omtalen af Skibby-Gershøj Strandjagtforenings blishønsejagt har medført på blishønsejagt, er Jægerforbundets strand- og havjagtsudvalg blevet bedt om at se på sagen. Udvalget skal herunder undersøge, hvor mange steder der i dag afvikles fællesjagt på blishøns. Udvalget skal desuden anvise løsningsmodeller.

På det kommende møde i Vildtforvaltningsrådet i maj vil Raunkjær redegøre for sagen og Jægerforbundets holdning til den.

 

- Når jeg selv tager sagen op, skal det ses som et forsøg på at afværge, at andre gør det. Jeg håber og tror, at sagen slutter her, og Vildtforvaltningsrådet overlader det til os at løse problemet internt. Blishønsejagt skal naturligvis ikke forbydes, men vi skal have fundet balancepunktet, kombineret med, at høje udbyttetal i fremtiden ikke skal publiceres i “Jæger” og andre medier, siger Kristian Raunkjær, og ser frem til, at problemerne bliver løst, og bæredygtig blishønsejagt kan bestå i fremtiden.

 

Leif Engsbye, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund, valgt i Roskilde Amt, vil ikke blive det mindste overrasket, hvis Skibby-Gershøj Strandjagtforenings udbytterige blishønsejagt bliver luftet, når brugergruppen for reservatet i Roskilde Fjord på hans initiativ samles 8. marts. For der kommer man givet til at vende jagtetik og jagtmoral i luften, og da DOF er medlem af brugergruppen, venter Engsbye, at de vil rejse sagen. Hvis DOF derimod ikke gør det, så vil han ikke åbne ballet.

 

- Blishønsejagten i Roskilde Fjord skal naturligvis fortsætte. Det har ingen betydning for bestanden, at der i Roskilde Fjord, hvor der om efteråret ligger 40.000-50.000 blishøns, holdes nogle fællesjagter inden for rammerne af bæredygtighed. Der har heller aldrig tidligere lydt kritik af blishønsejagt i Roskilde Fjord, men udbytterne skal ligge på et niveau, der er spiseligt for omgivelserne, mener Leif Engsbye. Og her er der givetvis behov for en holdningsbearbejdning frem mod at få jægerne til at indse, at hvis jagt i Danmark skal kunne overleve, så er det nødvendigt, at udbyttet finder et leje, der på en og samme tid matcher de jagtetiske regler, og er i pagt med den tid, vi lever i.




Nuværende situation
13 Okt 2008


Mest skyet
15°C
Solopgang 7:36 am
Solnedgang 6:14 pm