En fugl i hånden …
… er ifølge et gammelt ordspil bedre end 10 på taget, men det kan også forholde sig omvendt.
Den landede uden varsel få centimeter fra hans knæ. Den var træt og orkede ikke at tage flugten, da min eks-jagtkammerat, bagermester Preben Jørgensen, Gedser, som siden hen er draget til “de evige jagtmarker” i 2000, lukkede sin store hånd blidt om den.
Dato: 22. oktober 1979.
Med stolthed, som var den et fint jagtbytte, fortalte han, at her skuede vi en kvækerfinke, der var på vej mod lunere himmelstrøg, da den ude over Østersøen slog sig ned på sandrevet Rødsand, hvor vi var på andejagt og sad og skuede ud over lokkerne. Ingen af os var i tvivl om, at den lille flotte klat dun fra Nordskandinaviens skove landede på det berømte sandrev for at samle kræfter til det videre træk ud over Østersøen med Tyskland som næste landkending.
I sine velmagtsdage var Preben ikke blot en blændende skytte, hvad enten han kastede sin russiske over/under – fuldt trangboret, forstås – eller sin AYA Ambassador til skulderen. Han var også helt suveræn fuglekender. Den eneste jæger, jeg nogen sinde har kendt, der ornitologisk set kommer på højde med ham, var min afdøde ven og kollega, Muus P. Han kunne alle småfuglene fra A til Z.
Fornøjeligt var det, når Preben, Nils og jeg var på Rødsand. Da vi altid var der i oktober, der falder sammen med, at mange fugle trækker sydover, mens andre ankommer hertil, skuede vi i varierende antal altid træk ud over Østersøen: Traner, rovfugle, småfugle og hulduer. For blot at nævne enkelte af de arter, der gik ind på nethinden.
Mange år senere, Nils og jeg en dag var på sandet alene, blev Rødsand gæstet af et betydeligt antal gærdesmutter og fuglekonger, som ligeledes gjorde sandrevet på trækket ud over Østersøen. Og det er stadig en oplevelse, som vi ofte mindes, når dagbogsblade fra mange års Rødsandjagt vendes.
Jeg er også nødt til at vende det sidste dagbogsblad fra 22. oktober 1979. Som den optimist Preben var, havde han håbet, at han efter nogen tid kunne åbne sin hånd og se kvækerfinken trække videre ud over Østersøen. Men trækket fra Nordskandinavien til Rødsand havde været så strabadserende, at livet havde forladt den. Preben lagde den lille fugl på sandet, i det han samtidig konstaterede, at det ikke er altid, en fugl i hånden er bedre end 10 på taget.
Hvilket var så rigtigt som udtrykt.
|
