|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Gigantiske flokke af gyvfugle – sortænder – gav øjenfryd på sæsonens sidste havjagtstur.
Vi hørte dem, straks vi ude på revet stoppede motoren et øjeblik for at lytte til, hvad der rørte sig ude i disen.
Gyv-gyv – gyv-gyv. Lydene kom fra hundredvis af gyvfugle, som sortænder ikke overraskende kaldes, grundet deres monotone stemme, som kan høres i fx det nordlige Storebælt. Men vi kunne af indlysende grunde ikke spotte dem, fordi disen sidst på formiddagen endnu kun gav Nils og jeg et udsyn på 300-400 meter. Inde i Reersø Havn, som vi stod ud fra 20 minutter forinden, var suppen endnu tættere, men med GPS er der ingen problemer i at orientere sig. Alligevel håbede vi, at meteorologernes lovning på opklaring og måske lidt sol kom til at holde stik.
Opklaringen kom hurtigere end ventet. Da vi lagde kursen sydover mod Musholm, fik vi et udsyn på 700-800 meter og havde ikke sejlet ret længe, før gyvfugle i store flokke gik ind på nethinden. Men de var “lette bagi”. Det samme gjaldt for edderfugle, men snart skød vi den første andrik, en udfarvet fugl, der havde forædt sig, og havde svært ved at få luft nok under vingerne til at ledsage sine artsfæller.
Kompasset rundt sås nu fugle, flest gyvfugle, efterfulgt af edderfugle. Blishøns sås også. Man må dog erkende, at dette er lidt usædvanligt på en havjagtstur, men det er da også evident, at de sorte høns kun sås til havs, fordi deres vante søer, fjorde, bugter og vige, var dækket af is.
Flokkene af gyvfugle var mikset med få spejlvinger, som fløjlsænder kaldes på grund af det hvide vingespejl. Men det var ligeså omsonst at prøve at sejle til dem som gyvfuglene. Men med ét blev normen brudt. Foran os lå en enlig gyvfugl, som i medvind svømmede af sted i bådens sejlretning. Vi fulgte efter med lav fart, og da den strakte vingerne ud, forendte den i knaldet. Skudafstand: 30 meter.
På kloshold af Musholm fulgte vi øens vestside mod syd. Fra det lave vand inde under kysten gik først fire gråænder, så to og endelig igen fire styks på vingerne, mens dyttelytter i form af rødben landede på en sten. Da vi rundede sydvesthjørnet af Musholm, blev udbyttet på agterdækket øget med endnu en udfarvet edderfugleandrik. Også den var fyldt til “bristepunktet” med muslinger og små krabber.
Inde på kysten kom nu to springfyre til syne: Vildkaniner. Jo, du læste rigtigt. Mens Nils varmede den suppe, vi skulle have til frokost, strakte jeg ben og fik herunder øjenfryd til enten de to samme kaniner, vi allerede havde spottet, eller også to andre. Desuden spottede jeg adskillige kaninhuller. Så den er altså god nok. Det er ikke alment kendt, at der findes vildkaniner på Musholm. Jægerne, som driver havjagt ved øen, ved det naturligvis. Nils og jeg hørte første gang om øens vildkaniner for tre år siden.
Da vi var færdige med frokosten, stod vi igen til søs, og sejlede vi nu øst om Musholm og fortsatte til en mindre ø. Her øgedes udbyttet med endnu en edderfugleandrik. Her spottede vi desuden sæl. Og kort efter fik endnu en edderfugleandrik, en spættet ungfugl, plads på agterdækket. Lidt senere øgedes udbyttet med endnu en udfarvet edderfugleandrik. Nået længere nordpå med Reersø inden for synsvidde sejlede vi til en flok edderfugle, men to gamle, forædte andrikker, orkede ikke at gå på vingerne og dykkede, inden vi nåede ind på skudhold. Vi fulgte efter i den retning, de dykkede og stoppede motoren, da vi nåede frem til den position, fra hvilken vi antog, vi kunne afgive skud, når og hvis den ene eller begge fugle viste sig på havoverfladen. Men trods en ihærdig indsats, så fik vi end ikke skyggen af de to edderfugleandrikker at se. Man kommer sommetider ud for dette. Og det er altid frustrerende, navnlig hvis det drejer sig om en anskudt fugl. Men her, hvor fuglene efter al sandsynlighed blot var forædte, var det til at leve med.
I stort samme øjeblik, vi indså slaget for tabt, kom et par trækkende edderfugle for tæt på. Og det øgede jagtudbyttet med endnu en spættet ung edderfugleandrik.
Og derved blev det. Under turen nordpå op langs Reersøs vestside og tilbage igen gik gyvfuglenes vintersang atter ind på trommehinden.
Gyv-gyv – gyv-gyv. Desuden gik nogle alke ind på nethinden. De er altid tillidsfulde og har ingen skyhed over for både. Men dermed var det ikke ovre. For da vi inde i Reersø Havn halede Nils’ Mopa op på traileren, ja, så lød regnspovers vemodige fløjten fra kysten lidt øst for havnen.
En smukkere afslutning på en havjagtstur fås ikke. Jeg kender den i det mindste ikke og kan som et alternativ kun komme i tanke om én ligeså stemningsfuld afslutning: Gyvfuglenes vintersang.
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
