Mopasejlerne får en ny dimension: Ture til udlandet
Det første hold ejere af Mopa, populær båd til bl.a. havjagt, drager til Norge i juli 2007.
Moparejser. Det lyder, som om man her har med et nyt rejsebureau at gøre. Men man skal ikke lade sig blænde af betegnelsen. Bag Moparejser gemmer sig blot et non-profit-initiativ, hvis formål er at give Mopaejere mulighed for at få nogle gode oplevelser andre steder i vores verdensdel end den hjemlige andedam.
Ideen til Moparejser er ikke overraskende udtænkt af Mopafabrikant Nils Bierre Hansen, Skibby, der siden 1978 har produceret over 700 Mopa, som i starten blev markedsført som havjagtsbåd, men nu opleves som en allround familiebåd.
Den første udlandstur går i juli 2007 til Sognefjord i Norge. Destinationen er valgt, fordi Sognefjord er relativ let at nå frem til, idet distancen fra Skibby er 885 kilometer. Nils Bierre Hansen har også valgt den, fordi Sognefjord er betagende, idet her fx findes et 800 meter højt vandfald, og fjeldet nogle steder er så højt – en kilometer - at solen aldrig når frem til vandoverfladen. Turen er kalkuleret til 14 dage, hvoraf tre dage medgår dertil i bil fra Danmark, og deltagerne efter otte-ni dage på stedet bruger andre tre dage på at returnere til Danmark.
- Det er ingen forretning. Jeg skal ikke tjene noget på initiativet og ønsker kun at give Mopaejere mulighed for at få en god oplevelse, hvor man har sit “legetøj” – Mopa – med og sejler ture for at opleve, når vejret er til det, siger Nils Bierre Hansen, der satser på deltagelse af seks-syv Mopafolk foruden ham selv og hans kompagnon i forretningsforetagendet i Skibby.
- Grundlæggende kan jeg godt lide at tale og være sammen med andre mennesker. Moparejser skal ses på den baggrund, og hvis den planlagte tur til Sognefjord bliver en succes, så er det klart, at vi følger op med andre udlandsture, siger Nils Bierre Hansen til Netnatur.dk.
Mopa er dog i forvejen ret berejst. Den populære 17 fods båd har således besejlet farvandet i både Østgrønland og Vestgrønland. Comosøen i Italien er en anden destination, ligesom Mopa har sejlet Græske Øhav tyndt. Endelig har Mopa ofte gjort Sverige med henblik på bl.a. trolling, og hvert eneste år drager mindst tre hold danske Mopasejlere hinsidan med deres fartøj på traileren.
- Fordelen ved at være mange Mopasejlere af sted sammen er, at flere fag er repræsenteret, og vi i fællesskab således kan løse ethvert problem, vi kommer ud for, siger Nils Bierre Hansen og røber, at der indtil videre er tilmeldt fire Mopasejlere til turen. Han understreger, at udlandsturen ikke skal erstatte det årlige Mopatræf i Kr. Himmelfartsferien, for det vil fremdeles blive afviklet planmæssigt, mens udlandsdelen nærmest er et udvidet Mopatræf.
- Da vi kommer til at køre på stejle veje nær trægrænsen, skal bilen være i orden, og trailernes lejer skal være efterspændt. Ellers kræver deltagelse ingen ekstra foranstaltninger, understreger Mopafabrikanten og føjer til, at man ved lodtrækning hver dag i turforløbet vil vælge en ansvarlig person, så det ikke er én mand – ham – der hver dag skal træffe de beslutninger, som uvægerligt skal træffes for at få turen til at gå op i en højere enhed.
Mere information på www.mopa.dk
|