Nedsænket trækjagt

Sådan ser det ud, når Niels Jørgen Henriksen jager svømmeænder og gæs på sandet nord for Nyord. Lokkerne (u-formation) ligger til venstre for prammen, så han som højreskytte ikke har problemer med at skyde til fugle, som slår i denne (venstre) side.
Alle fotos er fra bogen "Ande- og gåsejagt"

Henning Kørvel, Michael Sand: I “Ande- og gåsejagt” fortæller Niels Jørgen Henriksen om trækjagt på åbent vand fra sænkepram.

Hverken svømmeænder eller gæs kan med succes jages på åbent vand fra en almindelig skydepram. Dertil er den for synlig. Men i samme øjeblik, fartøjet kun hæver sig nogle få centimeter oven over vandspejlet, er situationen en helt anden, for så er jagt på både svømmeænder og gæs mulig, og det er lige præcis den jagtform, Niels Jørgen Henriksen i Bønsvig på Sydsjælland udøver på grundene i farvandet nord for Nyord. En jagtform, han holder meget af.

Niels Jørgen Henriksen anvender en Skjern Sænkepram, som er en prototype af glasfiber, opfundet efter at det på fiskeriterritoriet blev forbudt at bruge nedgravede tønder og kasser med Jagtloven af 1967. Foruden i Vadehavet anvendtes tønder og kasser navnlig i Ringkøbing Fjord. Og det var her, at hjemmelavede sænkepramme og senere Skjern sænkepramme tog over efter disse.

Før han i 1983 fik en sænkepram, brugte han en almindelig kravlepram til også trækjagt, som gerne blev drevet fra en rørbræmme, hvor der var dækning til prammen. Men han fandt imidlertid hurtigt ud af, at ænderne ofte trak længere ude end ved rørene. Og hvis han skulle gøre sig håb om at sætte udbyttet i vejret, skulle jagten altså drives ude på åbent vand.

Men anvendelsen af kravleprammen til trækjagt på åbent vand var ingen succes, og i erkendelse af, at den skulle syne mindre, sænkede han den dybere ned i vandet ved hjælp af sække med sand. Hen over overbygningen lagde han en nden opsigtsvækkende udmelding, nemlig at prammen skal have en blank overflade. Jo blankere overflade, desto flere reflekser udsender den i lighed med vandoverfladen, og desto mere usynlig bliver den for de trækkende ænder og gæs. Og for at sikre, at prammen altid har en blank overflade vokses den to gange årligt, og man skal ikke tage fejl: Fra den reflekterende pram i solskin har han skudt grågæs. Og er en fugleart vagtsom, så er det grågåsen.

Sænkeprammen sænkes dybere ned i vandet med vand, der lukkes ind i en tank, og det sker ved, at forstavnen trykkes ned, så vandet kan løbe ind i den. Når tankene er fyldt, og prammen sænket ned, så den syner minimalt på vandoverfladen, ligger den stabilt, og til opankringen som i reglen sker på indtil cirka en meter vand, bruger Niels Jørgen Henriksen altid to ankre, så prammen ikke ligger og svajer, men holdes stabilt i trækretningen.

Når vandet efter endt jagt skal lukkes ud af tanken, gøres det ved, at han på ny trykker forstavnen ned, således at en del af vandet kan løbe ud. Resten skal tages med en øse, og om vinteren, når det er koldt, bruger han til dette altid gummihandsker.

Til svømmeandejagt bruger Niels Jørgen Henriksen 40 lokkeænder, fordelt på krikænder, gråænder, pibeænder og spidsænder. Når han anvender dette artsregister, forklarer han, at det er hans absolutte erfaring, at sidst på sæsonen slår såvel krikænder som spidsænder og pibeænder helst for artsfæller.

Lokkeænderne udlægges i u-formation med uets åbning mod trækretningen. I bunden af uet lægges lokkeænderne 10-12 meter fra prammen, og de der i uets åbning er længst fra den, er cirka 30 meter ude. Ofte lægger han fire-fem lokkegæs ved siden af u-formationen. Det øger lokkeændernes effekt, mener han. Engang brugte han i stedet for lokkegæs hvidmalede lokkegæs, som skulle ligne svaner, men da de ikke øgede de trækkende ænders tillid til lokkefuglene, droppede han “lokkesvanerne”.

I forhold til prammen udlægger Niels Jørgen Henriksen altid lokkeænderne til venstre for den, fordi han skyder fra højre skulder og derfor har lettere ved at skyde til fugle i venstre end i højre side.

Niels Jørgen Henriksen driver sin jagt fra om morgenen til op på formiddagen. Han er gerne klar til jagt imellem tre kvarter og en time før solopgang, og han driver jagt indtil kl. 10 eller 11. Når det er vejr til det, drives jagten sommetider det meste af dagen.

Men det er ikke jagt, man kommer sovende til. For det tager cirka en time at rigge til.

Under jagten ligger Niels Jørgen Henriksen, der er iført hvid hue, hvid jakke, og som også anvender en hvidmalet haglbøsse, dybt nede i prammen, men har alligevel et godt vue over trækretningen, og han kan se, når fugle har kurs mod hans position. Og det gælder om, at de fokuserer på lokkerne og ikke på prammen.

I samme øjeblik, fuglene er inde over lokkerne, er de på skudhold, og der kan derfor skydes til dem. Men da de hurtigt slår af, efter at det første skud er afgivet, kan de ofte være nået så meget længere ud, at man skal overveje, om andet skud skal tilbageholdes. Men skydes det, kan skudholdet meget vel være for langt med en anskydning til følge.

Især når fuglene trækker lavt hen over vandet, ser de ofte ud til at være tættere på, end de er, og man skal derfor aldrig overreagere, men lære at have is i maven, dvs. vente med at reagere, indtil fuglene er inde over lokkerne. For så er de på skudhold.

Sommetider ser man, at fuglene trækker lavt hen over vandet for at stige i nærheden af lokkerne. De gør det kun for at tage bestik af forholdene. Også her skal man have is i maven og lade være med at reagere. For efter Niels Jørgen Henriksens erfaring, så sker der ofte det, at når fuglene ikke har anet uråd efter at have taget bestik af forholdene, så går de atter nedad, og forholder man sig totalt roligt, vil de derfor komme ind over lokkerne i tilpas højde.

Niels Jørgen Henriksen inddeler trækjagten i tre faser. Alle jagtbare arter kan jages i hele sæsonen, men de forekommer ikke lige hyppigt. I september ses som regel mange krikænder. I oktober tager pibeænderne over, og i slutningen af sæsonen er det gråænderne, der dominerer.

Fra sidst i oktober og indtil begyndelsen af november gælder jagten ikke blot gråænder, mikset med spidsænder, pibeænder og sommetider lidt krikænder, men der er også store chancer for, at ænderne er udfarvede. Og Niels Jørgen Henriksen synes, at det er en stor tilfredsstillelse at skyde ænder, når andrikkerne er allersmukkest.

En vodpose rullet sammen som en pølse lægges på agterdækket bagved lugkarmen, og den virker som skvatskærm og hindrer søer i at slå ind i hovedet på jægeren.

Næsten al slags vejr med undtagelse af vindstille vejr er efter Niels Jørgen Henriksens mening egnet til trækjagt på åbent vand. Han foretrækker dog fra let til jævn vind med vekslende skydække og sol ind imellem. Denne vejrtype foretrækkes fra september til januar.

Det hårdeste vejr, han tager på jagt i, er blæst indtil 8-10 m/sek. Han synes, at det er meget svært at drive jagt fra en sænkepram i stærkere blæst. Hvis man endelig praktiserer det, mener Niels Jørgen Henriksen, at man så enten skal ligge tæt på land eller i læ af en revle.

Da en sænkepram ligger dybt i vandet, er det ved jagt i blæsevejr nødvendigt, at der på agterdækket af prammen findes en skvatskærm, der forhindrer søer i at skylle ind over prammen. Til dette bruger Niels Jørgen Henriksen en vodpose af kraftigt fiskenet, han ruller sammen som en pølse, der lægges lige bagved hans hoved. Herfra fortsætter nettet hen over fordækket og videre ned til vandspejlet, så det tager brodden af søerne, når de rammer prammens forstavn.

Niels Jørgen Henriksen erkender, at han i stedet for denne løsning kunne vælge en skvatskærm, som findes til prammen som prototype. Men da en sådan ville resultere i en skyggevirkning, som fuglene vil kunne se, anser han det som en bedre løsning at bruge vodposen.

Ulempen ved en sænkepram er, at den er vanskelig at sejle med. Niels Jørgen Henriksen slæber den efter sin motorbåd. Når den er ankret op, går han derfra iført waders og trækker prammen efter sig, indtil han når frem til jagtstedet.

I og med, at prammen er vanskelig at sejle med, er det bedst at trække den, når den skal flyttes. Det kan dog lade sig gøre at sidde på fordækket og stage prammen frem. Men nemt er det ikke, hvilket også betyder, at da man ikke er “mobil”, må man skyde aldeles omgående i tilfælde af, at en and er anskudt. Til dette har Niels Jørgen Henriksen altid patroner med små hagl i beredskab, og da skudte fugle altid skal hentes ved vadning, kræver denne jagtform brug af waders.

Patroner med 1-hagl ligger også klar. Derved kan han hurtigt skifte til større hagl, hvis der kommer gæs, men en patron med 1-hagl kan også bruges til affangning af en anskudt and langt ude. Her skal der holdes lavt, så haglskuddet rammer vandspejlet foran fuglen, og da stålhaglene rikochetterer, vil hele ladningen fortsætte lavt mod målet: Den anskudte fugl.

Niels Jørgen Henriksen synes, at det har været en god jagtdag, når skydningen har været rimelig, og han har et bundt ænder med hjem til husholdningen. Han skyder ikke fugle, der ikke skal spises. Og vel sagtens fordi, at jægere som driver denne jagt er engagerede og skyder forholdsvis mange skud i tit de samme vinkler, er det Niels Jørgen Henriksens erfaring, at de har et relativ lavt patronforbrug. Hans gennemsnit ligger på 1,4 - 1,6 patroner pr. nedlagt and og gås.

Ved den jagt, Niels Jørgen Henriksen driver, er det nødvendigt, at man kender højvandstabellen, så man kan tage højde for, at der er vand nok til, at jagten kan drives, og der kan sejles til og fra stedet.

Det er også nødvendigt at tage højde for vind og vejr. Niels Jørgen Henriksen har altid et kompas på sig, og nået frem til jagtstedet, hvor sænkeprammen opankres, tager han kompasretningen til båden, så han kan finde den i tilfælde af, at det pludseligt bliver tåget. Det har han været ude for, men for at kunne finde tilbage til motorbåden bruger han som et supplement til kompasset at tælle skridtene fra motorbåden til sænkeprammen. Han driver gerne jagt cirka en km fra motorbåden og mener derfor, at optællingen af skridt er en ekstra, men nødvendig sikkerhedsforanstaltning.

Niels Jørgen Henriksen sværger til stålhaglspatroner, fremstillet i USA. Og til svømmeandejagt har han stor erfaring med Winchester, hagl nr. 4 med en ladning på 32 gram. Men da denne haglpatron ikke fås mere, bruger han nu med succes Remington med hagl nr. 4 i en ladning på 28 gram.

Til trækjagt på ænder, hvor skudholdene er korte, synes han, at 5- og 6-hagl er fortrinlige, mens han til jagt på åbent vand finder, at 4-hagl er mere effektive. Til affangning af anskudte fugle bruger han hagl nr. 7 med en ladning på 24 gram.

Hans generelle krav til stålhaglspatroner er, at hastigheden er speedet op til over 400 m/sek., og blot de er fabrikeret i USA, er mærket ligegyldigt.

Han finder det dog påkrævet at kontrollere udgangshastigheden, hvilket sker med en kronograf. For når temperaturen ligger under frysepunktet, har det vist sig, at nogle stålhaglspatroner er værdiløse, fordi udgangshastigheden er nede på 250 m/sek.

Især synes han, stålhaglspatroner, fremstillet i Europa, er dårlige, og det har han erfaret, også gælder amerikanske stålhaglspatroner, fremstillet på licens i Europa. Når patroner, fremstillet i Europa efter hans mening er dårligere, mener han, at det skyldes, at vi i Europa er skrækslagne over for patroner, som der er “spark” i.

Niels Jørgen Henriksen skyder med en Winchester punp gun. En pump gun er efter hans opfattelse mere pålidelig end en halvautomatisk haglbøsse, og den han anvender, er med tre tommer kammer. Han bruger dog kun magnumpatroner til gåsejagt.

Først på sæsonen skyder han med ½ choke og senere på sæsonen med 1/1 choke.

Nedsænket trækjagt

Vejret

Lille ladning bedst