På kloshold af sæl med hvalp
Claus From Jensen bragte i skydepram sin frue og sit barnebarn på kloshold af hunsæl med hvalp.
Enig. Sæler er ikke til at stå for. De vækker altid begejstring. Men jæger Claus From Jensen, Øster Toreby, Lolland, som ellers har skuet mange sæler i farvandene omkring Lolland-Falster, og også har skudt dem, dengang det var legalt, blev alligevel ekstra overrasket, da han var på skydepramtur med sin frue og parrets barnebarn 15. juli ved Sydlollands kyst.
Efter på lang afstand at have spottet en hunsæl, der lå og dasede på en sten sammen med sin hvalp, stagede From Jensen sig i skydeprammen ind på kloshold af sælfamilien, så spidsen af prammen til sidst ikke var mere end cirka en meter fra sælfamilien, som ikke tog notits af den og heller ikke af, at hans bedre halvdel, Karen, knipsede løs med familiens digitalkamera. Mens barnebarnet, Asger, skuede sælfamilien gennem skydeprammens skærm, og From Jensen “holdt prammen på stikkerne, lykkedes det for Karen at tage 53 fotos af familien.
Alle tre fik den dag en oplevelse for livet. Morsomt var det for trekløveret også at opleve, at junior med jævne mellemrum blev sulten og “faldt til patten”.
Nyd fotoet. Det fortjener det. Håber, du er enig?
|