Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Andesvigt på

Sækkesandet

wild-life-image.dk

 

Ændrede trækveje antagelig årsag til andesvigt i denne jagtsæson i farvandet ved Nyord.

 

Af Henning Kørvel 11.01.2005
Journalist
hkpress@image.dk

 

Strandjægere, der driver ande- og gåsejagt på grundene i farvandet ved Nyord, som en bro gør landfast med Ulvshale på Nordvestmøn, har i 2004 og ind i 2005, oplevet en ualmindelig dårlig jagtsæson.

 

- Der har ikke kun været færre gråænder end normalt. Men de små svømmeænder, dvs. krikænder, pibeænder og skeænder, svigtede også. Jeg er vidende om, at der i slutningen af september blev talt mange ænder ved Falsterbo, men siden de ikke er kommet her, må det store træk have foregået ad andre ruter. Og man kan heller ikke udelukke, at trækket er gået direkte til Østjylland, siden ænderne ikke er kommet her, siger strandjæger Niels Jørgen Henriksen, Bønsvig på Jungshoved, der gennem en lang årrække har drevet jagt fra trækpram på grundene ved Nyord.

 

Mønstret har været det samme i reservatet ved Nyord: Ingen pibeænder, krikænder og skeænder og betydeligt færre gråænder end normalt.

 

- Jeg begyndte ikke at drive pramjagt på grundene før i begyndelsen af oktober. Og i denne sæson har jeg oplevet det helt usædvanlige ikke at have skudt en eneste krikand, siger Niels Jørgen Henriksen, der helt afviser den teori, andre strandjægere der driver pramjagt på grundene, har luftet. Nemlig, at andesvigtet skulle skyldes den megen vestenvind i 2004 med deraf følgende lavvande. Han tror ikke, dette har noget på sig. Derimod tror han, at hvis vi havde haft megen nordvestenvind, der giver højvande, kunne intensiv jagt på ænderne i læsiden, hvor de gerne vil ligge, have afkortet deres ophold i området. Læs: jaget dem bort!

 

Men hvor andejagten har været ualmindelig sløj, har Niels Jørgen Henriksen til gengæld skudt lidt sædgæs og blisgæs – ligeledes fra sin Skjern Sænkepram på grundene ved Nyord. En dag var han såmænd heldig at skyde en håndfuld blisgæs, som i denne sæson har gæstet Møn og gjort afstikkere til det salte mellem Møn, Nyord og Sjælland i et usædvanlig stort antal. Jagten på canadagæs har derimod været sløj. Indtil skrivende stund har han i denne sæson skudt tre stk.

 

- Det ringe udbytte skal ses på baggrund af at canadagæssene stort set ikke har trukket mellem fiskeriterritoriet og arealer inde i land. Først nu en halv snes dage inde i januar er de begyndt at trække rundt, men nu kan vi ikke jage dem, fordi grundene ved Nyord er EF-Fuglebeskyttelsesområde. Det er en svinestreg, at vi mistede jagten på dem i Fuglebeskyttelsesområderne i januar, mener Niels Jørgen Henriksen, der personligt mangler nogle canadagæs i “regnskabet” i denne jagtsæson, som vil blive indskrevet i historien som en af de dårligste for svømmeænder - specielt krikænder, pibeænder og skeænder.




Nuværende situation
06 Sep 2008


Byger
17°C
Solopgang 6:23 am
Solnedgang 7:52 pm