|
Canadagæssene
På dagsordenen

wild-life-image.dk
Jægeres utilfredshed med ny jagttid for canadagæs resulterer i møde 2. september i Vordingborg
Medlemmer af Danmarks Jægerforbund i Storstrøms Amt, der er utilfredse med jagttiden fra kommende jagtsæson for canadagæs, kan få luft for deres harme på et møde i Medborgerhuset i Vordingborg 2. september.
Arrangør er Jægerforbundets Region 10. Og mødet er en opfølgning på det tilsagn, formand Kristian Raunkjær gav på regionsmødet i Region 10 tidligere på året. Her erklærede han sig villig til at mødes med amtets syv strandjagtforeninger, der er utilfredse med, at canadagæssene fra kommende jagtsæson ikke længere kan jages i EF-Fuglebeskyttelsesområderne i januar, men kun uden for disse.
Den nye jagttid beror på et forlig i vildtforvaltningsrådsregi mellem Raunkjær og formanden for Dansk Ornitologisk Forening, Christian Hjorth. Foruden Jægerforbundets syv strandjagtforeninger i Storstrøms Amt er en resolution mod den nye usaglige jagttid vedtaget af Jægerklubben for Næstved og Omegn.
Til utilfredsheden er koblet det faktum, at Storstrøms Amt er den største bastion for overvintrende svenske canadagæs, og mange strandjægere og jægere på land berøres, fordi amtet er plastret til med EF-Fuglebeskyttelsesområder. Desuden er der ikke biologisk belæg for at begrænse jagttiden, fordi de svenske bestande af canadagæs fortsat går frem trods et massivt jagttryk i både Sverige og Danmark.
Mødet 2. september får den nye regionsformand i Region 10, Finn Watson, som ordstyrer og indleder. Strand- og havjagtskoordinator Mogens Raa vil herefter gennemgå EF-Fuglebeskyttelsesområderne i Storstrøms Amt. Og det vil blive tydeliggjort, hvad der står på spil, når der pilles ved vandfuglejagten i disse. Endelig vil Raunkjær give udtryk for hovedbestyrelsens syn på problematikken, og efter en kort pause vil de, der måtte have lyst til det, kunne kommentere og stille spørgsmål.
Regionsformand Finn Watson vægter opstillingen af strategipunkter, der kan bruges konstruktivt i det videre arbejde med at fremtidssikre mest mulig vandfuglejagt i EF-Fuglebeskyttelsesområderne.
|