Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Hybrid skudt af

lollandsk jæger

Claus From Jensen med den nu udstoppede hybrid mellem en gråand og spidsand. Alle fotos: Claus From Jensen

 

Lollandsk strandjæger har for anden gang skudt en krydsning mellem gråand og spidsand.

 

Af Henning Kørvel 23.02.2004
Journalist
hkpress@image.dk

 

Så har han gjort det igen, strandjæger Claus From Jensen, Ø. Toreby på Lolland: Nedlagt en hybrid, der er et miks imellem en gråanddrik og en spidsand.

 

Den særprægede and blev skudt ved kravlejagt udfor Sydlollands kyst 17. november 2003.

 

- Efter at have skudt to gråænder på vandet med min etløbede bøsse skød jeg med min anden bøsse to gråænder, da de lettede. Den sidste af disse var hybriden, som jeg umiddelbart tog for at være en gråanddrik. Først da jeg samlede den op, så jeg, at den var en hybrid mellem en gråand og spidsand, fortæller Claus From Jensen, der har drevet skydepramjagt i Lolland-Falsters farvande siden 1957.

 

Den pudsige hybridand, der er blevet udstoppet, har grønt spejl, hvor gråandens er blåt. Claus From Jensen beskriver halen som halvt gråands og halvt spidsands. Den er nemlig med ansats til krølle og er samtidig halvt spidsands med tendens til lang hale. Næbbet ligner udpræget spidsands. Og vender man blikket mod halsringen, så ligner den gråandrikkens, men afviger lidt fra normalen ved at være bredere. Forbrystets farver snerper i retning af gråandrikkens, og benene ligner mest gråandens, dog mere over i det gullige.

 

Hybriden er den anden af slagsen, Claus From Jensen har skudt i sin lange karriere som strandjæger med stort S. Den første hybrid, som ligeledes var et miks af gråand og spidsand, fik han på tasken 9. december 1981 ved Myggetvig på Nordfalsters vestkyst. Denne hybrid var faldet ud som and og var derfor sværere at artsbestemme.

 

Close-up af den pudsige gråand/spidsand. Som det ses, fremtræder den halvt som gråandandrik og halvt som spidsand.

 

- Jeg skinlagde fuglen, spiste kroppen og afleverede den skindede fugl til en lokal ornitolog, der dog ikke kunne redegøre for herkomsten. Og han sendte den videre til Zoologisk Museum i København, som heller ikke kunne artsbestemme den. Men nogle måneder senere løstes mysteriet, da Zoologisk Museum fik besøg af en norsk ekspert, som kunne oplyse, at fuglen var en blanding af en gråand og spidsand, fortæller Claus From Jensen.

 

Efterfølgende har han skudt endnu en hybrid. Det skete 9. januar 2004, da han var på aftentræk efter canadagæs. Her skød han tre canadagæs, hvoraf den ene var synligt mindre end de to andre.

 

- Jeg gætter på, at den var en hybrid imellem canadagås og bramgås, for gåsen var ikke blot mindre af krop. Den sorte farve gik også ned og dækkede forbrystet, hvor de arter canadagæs, jeg har mødt, kun har haft sort hals. Næbbet var kortere end canadagæssenes, og det hvide på kindsiderne virkede en anelse større, fortæller Claus From Jensen, der forærede gåsen til en bekendt, som har sat den til livs med stort velbehag.

 

- Beklager. Jeg vidste ikke bedre dengang. Det var først, da en jagtkammerat og jeg gravede i hans fuglebøger, at vi fandt ud af, at gåsen var en hybrid, fordi vi i bøgerne ikke kunne finde en underart af canadagæs, der så ud som den, jeg havde skudt. Jeg tog den nemlig først som en anden underart, end dem vi normalt får for haglbøssen i Danmark.




Nuværende situation
30 Aug 2008


Godt
12°C
Solopgang 6:09 am
Solnedgang 8:10 pm