|
Træt blåmejse
på bøssepiben
Foto: Henning Kørvel
Unikt motiv bød sig til, da blåmejse slog sig ned på en bøssepibe ude i Østersøen.
Sted: Rødsand, det cirka 10 kilometer lange sandrev mellem spidsen af Sydfalster og Sydlolland i Østersøen.
Tidspunkt: Første mandag i oktober i midten af 1980’erne.
Sammen med min jagtkammerat, bagermester Preben Jørgensen, Gedser, der drog til de evige jagtmarker i 2000, var jeg traditionen tro på andejagt. Sad nedgravet inde på sandet. Nærmere betegnet på Vesterholm - den vestlige ende orienteret mod Sydlolland.
Blandt jægere, der gør Rødsand, kaldes Vesterholm ofte for sælspidsen. For det er her, sæler ses i havoverfladen, mest i spektret fra nordvest over nord til østlig retning. Når de kun ses her og ikke i sandets østlige ende, hænger det sammen med, at her er der dybt vand helt ind til sandet, så sæler nemt kan komme til og fra. Og det drejer sig ikke kun om spættede sæler. Gråsæler er igen blevet en fast del af oplevelsen af Vesterholm. De yngler her såmænd atter.
Det var fra Vesterholm, der tidligere blev drevet sæljagt. Og det var også her, sæler blev fanget i ruse af tre generationer af Landtfamilien i Nysted fra 1848 til cirka 1960. De sidste udøvere var brødrene Niels og Alfred Landt, der indstillede fangsten omkring 1960, efter at der i den sæson kun var fanget 14 sæler. I 1940’erne og 1950’erne fangede de 40-50 sæler årligt. Men indtil 1910 lå den årlige fangst helt oppe på 280-320 sæler.
Vesterholm var også fast bastion for Preben, Nils og jeg første mandag i oktober. Valget af mandag er ligetil. For da holdt bageriet lukket. Og når det var lukket, var det for Preben ensbetydende med, at han gjorde Rødsand. Valget af første mandag i oktober hang sammen med, at man fra 1. oktober må færdes på Vesterholm, der sammen med et havområde rundt om den ellers er sælreservat med adgangsforbud fra 1. marts til 1. oktober.
Vi sad der som så ofte før – side om side. Havde skudt lidt svømmeænder, edderfugle og toppede skalleslugere. Sidstnævnte er siden hen blevet særfredet i landets fire sydlige amter, herunder Storstrøms Amt. Men dengang skød vi mange toppede skalleslugere på træk – dog med vigende tendens, hvad der vel sagtens hænger sammen med, at bestanden af tobiser, der er et vigtigt fødeemne for toppet skallesluger, er kollapset i Østersøen.
Om efteråret trækker mange nordskandinaviske og russiske fugle over Østersøen med kurs mod lunere himmelstrøg. Vi havde den dag set mange småfugle passere forbi. Og med ét skete det helt usædvanlige: En træt blåmejse, der trængte til at hvile sig, landede på piben af Prebens haglbøsse, en gammel russisk over and under. Ingen af os sagde noget, men jeg rakte forsigtigt ud efter min rygsæk og fik fat på kameraet, kørte filmen frem, stillede skarpt og knipsede én gang, hvorpå blåmejsen fortsatte sin lange rejse ud over Østersøen.
Jeg lettede på kasketten og takkede. Når man ellers spotter et sjældent syn i naturen, har man som regel ikke kameraet ved hånden. Men det var det her. Resultatet taler sit tydelige sprog. Og motivet er da unikt. Ikke sandt?
|
