Omtrent halvdelen af det vildt, som dagligt påkøres i Nordjylland, bliver ifølge Falck opsamlet af trafikanterne …

Af Redaktionen

Mange er tilsyneladende ikke klar over, at det rent faktisk er ulovligt at opsamle påkørt vildt på eller ved kørebanen. Desuden er det jo heller ikke uden risiko at stoppe på en befærdet vej eller for den sags skyld på en motorvej.

— Det er et problem, for det skaber trafikfarlige situationer, fortæller vildtkonsulent hos Falck Allan Rasmussen til DR Nordjylland.

Han fortæller endvidere, at man regner med, at omkring halvdelen af alt kron- og råvildt samt fuglevildt, bliver opsamlet af folk, som gerne vil have gratis kød.

– Andre bilister bliver helt forvirrede, når nogen begynder at holde ind på motorvejen, hvor trafikken kører med 130 i timen, fortsætter Allan Rasmussen.

Loven er klar på området

Men det er altså heller ikke lovligt af opsamle vildtet. Loven foreskriver, at det er lodsejeren i området (eller vejmyndighederne), der har den juridiske ret til vildtet.

– Når vi snakker krondyr, så er det for lodsejere mange tusinde kroner, der går til spilde. Og den lodsejer, der mister et dyr, vil bestemt ikke have, at det ender i private hænder, slutter Allan Rasmussen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »