Der står ikke jubilæumsfest på programmet d. 3. november 2021, hvor det er 100 år siden Jægerklubben Hubertus blev stiftet: Hvorfor, ja det beretter Henning Kørvel om her  

Tekst: Henning Kørvel

Hvis Jægerklubben Hubertus, der indtil 2001 havde været Dansk Jagtforenings lokalafdeling i Næstved i en årrække, havde eksisteret i dag, så ville den 3. november have fyldt 100 år. Den runde dag glimrer imidlertid ved fravær, fordi foreningen fusionerede med Landsjagtforeningen af 1923 i Næstved på grund af metaltræthed, og fordi den således ikke længere eksisterer som en selvstændig forening, står der ikke jubilæumsfest på programmet.

Jægerklubben Hubertus, der engang var Næstveds mest ansete jagtforening, ville – hvis den havde eksisteret i dag – kunnet fejre 100-års jubilæum 3. november.

Som journalist på Næstved Tidende (nu Sjællandske) dækkede jeg i 1971 50-års jubilæet, der blev markeret behørigt ved en fuldt booket jubilæumsfest på det daværende Hotel Axelhus, og forinden havde foreningen budt på en velbesøgt jubilæumsreception.

Jægerklubben Hubertus, opkaldt efter jagtens skytshelgen, som i en årrække var Dansk Jagtforenings lokalafdeling, dannedes 3. november 1921 i opposition til Dansk Jagtforening, som var stiftet i Fredericia i 1884.

Jægerklubben Hubertus holdt imidlertid op med at eksistere som selvstændig forening, da den var kørt træt og fusionerede i 2001 med den tidligere lokalafdeling af Landsjagtforeningen af 1923, hvis navn den den ikke længere havde, da den nu var en del af Danmarks Jægerforbund. Ved den lejlighed ændrede navn til Jægerklubben for Næstved og Omegn, som siden hen ændrede navnet igen til det nuværende, Næstved Jagtforening.

Dermed blev Jægerklubben Hubertus, der var synonym med den navnkundige redaktør K.W.J. Thureholm, udgiver af det dengang højt estimerede jagttidsskrift ”Jagtvennen” (1914-1952) og i nogle år tillige redaktør af Det Radikale Venstres talerør, Sydsjællands Venstreblad (1905-1958) fra 1937-1950, blot en parentes i historien.

Pas godt på de sidste stumper

Det bedre borgerskab i Næstved mødtes 3. november 1921 for at fejre jagtens skytshelgen, Sankt Hubertus, hvilket førte til dannelsen af Jægerklubben Hubertus, hvis første formand blev K.W.J. Thureholm. Som logo fik foreningen et kronhjortegevir med et krucifiks imellem stængerne.

En af de stærke fortalere for foreningens dannelse var skytte Peter Vilhelm Hansen, Gavnø, og han blev citeret for denne udtalelse:

”Ingensinde har den danske vildtbestand været så stærkt truet som nu, da vore godser står foran udstykning. Pas godt på de sidste stumper, mine herrer; thi nu formår vore godser ikke længere at gøre det alene. Dan foreninger og vær på vagt over for krybskytteri”.

Med udstykning af godserne må skytte P.V. Hansen, der af de der kendte ham, blot blev kaldt for Peter Vilhelm, have ment, at baronier, grevskaber, majorater og fidecommier i henhold til ”lensafløsningsloven”  fra 1919 skulle afgive jord til husmandssteder.

Thureholm og medstifternes intention var, at Jægerklubben Hubertus, der oprindelig stiftedes i opposition til Dansk Jagtforening, i begyndelsen skulle varetage sydsjællandske jægeres interesser for senere at blive en landsdækkende jagtorganisation.

Men allerede året efter dannelsen af foreningen opstod der splittelse i Jægerklubben Huberbus, fordi Dansk Jagtforening med Jagtloven af 1922 fik indført et 50-meter jagtfrit bælte langs de danske kyster.

Formålet med dette var at beskytte godsernes vildt mod overgreb fra strandjægernes side. Protesterne i rejste sig i samme øjeblik, som kystbæltet indførtes.

Fiskere med strandjagt som bibeskæftigelse og mindrebemidlede jægere anså nemlig kystbæltet for at være et klassedefineret anslag mod den før frie jagt på søterritoriet. På et protestmøde i Nykøbing F. i 1923 med deltagelse af blandt andre fisker Boesen og Valdemar Olsen (senere strandjagtkonsulent) blev Landsjagtforeningen af 1923 dannet, og med Jagtloven af 1931 lykkedes det for den nye forening at få det forhadte kystbælte fjernet.

Thureholm korsede sig

Dansk Jagtforening, der havde fået kystbæltet indført, gik endda ind for ophævelsen af det. K.W.J. Thureholm korsede sig i Jagtvennen og gav her udtryk for, at fordi strandjægerne igen måtte sejle så tæt ind til kysten, som skydeprammene kunne flyde, så ville godsernes vildt gå sin undergang i møde.

En tegning, der illustrerede hans artikel, underbyggede på ironisk vis argumentet, fordi den viste pramjægere i skydepramme tæt på kysterne, hvor de skød råvildt, harer og fasaner.

Der er ingen tvivl om, at synspunktet nød opbakning blandt i hvert fald nogle godsejere med jord ud til kysterne, men det gav ikke ligefrem Jægerklubben Hubertus vind i sejlene. Tværtimod levede jægerklubben en skyggetilværelse helt frem til, at den med sine kun 41 medlemmer blev Næstveds lokalafdeling under Dansk Jagtforening.

Den første formand i det nye regi var skovrider Nis Lorentzen, Herlufsholm Skole og Gods, som frem til 1951 også var Dansk Jagtforenings politikredsrepræsentant i Næstved Politikreds.

Jægerklubben Hubertus sygnede dog igen hen lidt efter lidt og blev først vakt til live da fornyeren, planteavlskonsulent Svend Stanley Hansen (1933-1997) kom til i 1970 og blev suppleret af en lige så målbevidst bestyrelse, der snart fik vendt skuden med det resultat, at Jægerklubben Hubertus snart blev Næstveds førende jagtforening, som der også var prestige i at være medlem af, fordi man her var i godt selskab.

Med rævejagt med talstærk deltagelse, hundeprøver, jagtsti, flugtskydning og foredragsarrangementer samlede bestyrelsen en stor del af Næstveds jægere til Jægerklubben Hubertus’ arrangementer.

Jagtvennen hang uløseligt sammen med Jægerklubben Hubertus, fordi K.W.J. Thureholm i nogle år både var formand for klubben og bladets redaktør. På denne forside skrev han en harmdirrende leder efter drabet på skytte Hans Ludvig Hansen ved Røgbølle Sø i 1916.

 

Arbejdede af på sin gæld

Thureholms ”Jagtvennen” betjente beredvilligt jægerklubben redaktionelt frem til, at bladet gik ind i 1952.

”Stemmen fra Næstved”, som Jagtvennen blev kaldt, lagde desuden spalteplads til Danske Herregaardsjægere, Dansk Havjagtforening, Landsjagtforeningen af 1923 og Dansk Jagtforening.

Når Jagtvennen, som ikke var et lukrativt foretagende, holdt sig i live så længe, nemlig hele 38 år, så var det, fordi produktionsomkostningerne var beskedne, fordi der ikke skulle betales honorarer for artikler, fotos og tegninger, da meget af stoffet gerne blev sakset i aviser og tidsskrifter, men det gjaldt dog ikke for lederne, som var skrevet af Thureholm, som havde en ”spids pen” og ofte skrev harmdirrende om dette og hint. Dog blev der altid gjort ekstra meget ud af julenummeret.

K.W.J. Thureholm læser korrektur på Næstved Tidende og betalte min sin løn derved af på gælden for avisens trykning af Jagtvennen.

Efter lukningen af Jagtvennen kom Thureholm til Venstreavisen Næstved Tidende, hvor han jobbede som korrekturlæser frem til sin død 14. december 1957.

Bladets direktør Vilhelm Larsen var nemlig stærkt opsat på, at Thureholm ved at læse korrektur tjente penge og dermed afdrog på den gæld, som han havde oparbejdet ved avisens trykning af Jagtvennen.

Thureholm blev begravet på Østre Kirkegård i Næstved, og det fortælles, at da præsten havde foretaget jordpåkastelsen, landede en flok agerhøns på hans grav. De tilstedeværende opfattede dette som naturens farvel til den gæve Thureholm, der ikke kun satte sig fingeraftryk i Jagtvennen og Jægerklubben Hubertus, men også har skrevet de læseværdige bøger ”Der job Kong Valdemar” og ”Derude”, som nu og da fås antikvarisk.

Som logo havde Jægerklubben Hubertus et kronhjortegevir med et krucifiks imellem stængerne.

Alting har sin tid, siges det. Derfor nåede Jægerklubben Hubertus kun at blive 80 år som selvstændig jagtforening, før den endnu engang sygnede hen og endelig fusionerede med Landsjagtforeningen af 1923 i Næstved i 2001.

Thureholms syn på det, og 100-året, der kunne være nået 3. november 2021, hvis foreningen havde eksisteret som en selvstændig enhed, har vi af gode grunde til gode, men jeg tror ikke, at du tager det mindste fejl, hvis fusionen med Landsjagtforeningen af 1923’s Næstvedafdeling næppe har stået i hans drejebog, fordi foreningen blev oprettet i protest imod 50-meter bæltet langs kysterne, indført med Jagtloven af 1922.

”Jeg orkede ikke at gå længere, erklærede K.W.J. Thureholm, da han en vinterdag havde jaget en ræv sammen med revirjæger Carl Brehm, Rosenfeldt Gods, og de havde sporet ræven fra Langed Skov og ud til spidsen af Knudshoved Odde, men først fik ræven, da de kom tilbage til Langed Skov, hvor den var gået i grav og Brehm skød den. (Fra ”Der jog Kong Valdemar”).

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »