banner_985x232_nyvraa

Over en firedages periode i slutningen af oktober og begyndelsen af november vil i alt 108tons elfenben blive auktioneret i det sydlige Afrika. Elfenbenet stammer fra opsamlinger efter selvdøde dyr, stødtænder der er brækket af ved uheld og ca. 10års kontrolleret regulering.

Den FN støttede organisation CITES (Convention on International Trade in Endangered Species) godkendte i juli, at fire lande i det sydlige Afrika kunne få tilladelse til at bortauktionere den elfenben, de har samlet sammen siden der sidst var godkendt auktion i 1999. De fire lande er Sydafrika, Namibia, Botswana og Zimbabwe og ifølge CITES vil overskuddet fra salget blive kanaliseret direkte tilbage i de fire landes nationale elefantprogrammer. Ved den sidste auktion i 1999 gav det, ifølge CITES, et tilskud på omkring 30millioner kroner til diverse bevarelsesprogrammer i de pågældende lande.

I den Sydafrikanske avis ”Sowetan” citeres formanden for de Sydafrikanske Nationale Parker, (SANParks) David Mabunda: CITES har certificeret den legale oprindelse af elfenbenet som kommende fra SANParks, Mpumalanga Park og Turiststyrelse, Nordvest Parkstyrelse og KwaZulu Naturstyrelse, og, fortsatte David Mabunda: elfenbenet kummer fra regulering, selvdøde dyr og afbrækkede stødtænder. Ifølge AFP i Johannesburg starter auktionerne 28.oktober i Namibia hvor der er 9tons til salg, de fortsætter i Botswana 31.oktober med 44tons, Zimbabwe 3.november (4tons) og slutter i Sydafrika 6.november med 51tons.