Hønsejagt par excellence

En god oplevelse skal ofte vejes op imod det, man forventer. Det ved danske hønsejægere anno 2017, men her følger en reportage, hvor alt til sidst flaskede sig ud over det forventede

Af Michael Sand

Selv om alt var gråt i gråt, da Deerhunter bød velkommen til den store hønsejagt på Schackenborg, blev det alligevel en dag, som vil blive husket på strålende jagtoplevelser.

Der findes ikke dårligt vejr. Kun dårlig beklædning. Dette mundheld blev dog udfordret, da Lars Chr. H. Engel, indehaveren af jagttøjsfirmaet Deerhunter bød sine jagtgæster velkommen foran skytteboligen på det sønderjyske gods Schackenborg.

Alt var nemlig pakket ind i gråt, og de høje træer omkring det lille jagtselskab så ud til at vokse ind i himlen. Det hele gled ud i uendelighed.

Ikke nemt

– Det bliver ikke nemt i dag, hviskede en af hundeførerne til mig, alt imens skytte Martin Petersen tog over efter Engel og begyndte at fortælle om den kommende jagt.

Også han forklarede, at det var en trist dag at afvikle hønsejagt i.

Jagt med stående hunde er som sejlsport. Det går meget bedre, når vinden puster i sejlet og hundene har lidt vind at arbejde med. Kun derved vil de være i stand til at lokalisere agerhønsene på tilpas lang afstand.

Naturligvis havde både værten, skytten og hundeførerne ikke mindst set frem til at vise deltagerne, hvordan hurtige engelske jagthunde arbejder i et åbent terræn med lige så mange agerhøns, som i de ”gode gamle dage”.

Kun få jagter

Hvert år afholdes der kun ganske få agerhønsejagter på Schackenborg, og for arrangørerne var det naturligvis skuffende, at en af de store dage åbenbart skulle udmærke sig ved tåge og manglende vind.

Fugle på tasken skulle der nok komme. Det var der ingen tvivl om. På programmet var der også jagt med stødende hunde, og de kortsøgende spaniels er ikke nær så afhængige af luftbåret fært. Modsat de stående hunde søger de med lav næseføring, og de ville uden tvivl sende agerhøns på vingerne, når grøfter og levende hegn skulle afsøges. Derimod hang den efterhånden sjældne opvisning med hurtige engelske jagthunde i en tyndere tråd.

Jægerne blev delt i to hold, og jeg skulle gå på et hold ledet af hundemanden Flemming ”Fille” Sørensen, som har et utal af titler bag sig inden for dansk og nordisk hundesport.

Hertafarvet pointer

De vanskelige vejrforhold betød, at han havde valgt at starte med en lidt ældre hund, en såkaldt hertafarvet pointer, som har aner, der går tilbage til Gamle Herta – en ensfarvet gul pointertæve, som kom til landet i 1864.

Hertha kom i 1897 til at lægge navn til den nystartede Hertha Klub. Klubbens opgave var at arbejde for den ensfarvede gule pointer, men som tiden gik, blev den i stigende grad blandet op med sortbrogede pointere og i 1918 blev Hertaklubben en del af den nystiftede Dansk Pointer Klub.

Men gule pointere ses stadig, og Fugledes Extra ser ud til at bære de instinkter for jagt, som kendetegnede Gamle Herta.

Udover at være dansk jagtchampion er den atletiske hanhund Fugledes Extra også svensk jagtchampion. En bedrift, som kun ganske få hunde kan bryste sig af.

En ældre hund som Extra, med mange fuglesituationer i erfaringsbagagen, ville måske være i stand til at håndtere fuglene, som denne dag kunne gemme sig hvor som helst uden at sprede særlig meget vindbåret fært.

Hurtig start

Få kilometer uden for Møgeltønder gjorde vi holdt, og ved en braklagt mark blev Extra sluppet.

Den gule pointer var klar over, at der i dag skulle skrues lidt ned på aktionen. Farten skulle tilpasses forholdene, og hunden valgte da også at starte i andet eller tredje gear, da den gled ud af hånden og begyndte at indlede sit søg.

Og den tilpassede strategi virkede. I det samme som den passerede en pilebusk i terrænet, snurrede den omkring. Stand!

Godt begyndt

Hvor lang tid der gik, fra hunden blev sluppet, til vi havde den første situation, tog jeg ikke tid på. Men vi snakker givetvis sekunder snarere end minutter.

Agerhønsene lettede desværre, inden vi var helt fremme, men en enkelt fugl blev hentet i et langt skud, akkurat som den passerede en hæk, der gennem sommeren var forsynet med en fodpose af diverse lækkerier til vildtet.

Flemming var tydeligvis lettet over den gode begyndelse, men spejdede alligevel mod horisonten i håb om at se et tegn på, at tågen var i opløsning og vind var under opsejling. Men udsigten var stadig trist og tung.

Den gule pointer blev koblet, alt imens en sort labrador blev kaldt frem. Det handlede om, at så mange hunde som muligt fik lidt praktisk jagttræning ud af dagens situationer.

Gemt i tågen

Da dagens første fugl var apporteret, forsvandt Extra atter i tågen, men efter en tid meldte spørgsmålet sig: Søger den stadig, eller har den taget stand for en flok trykkende agerhøns.

Frustrationen lyste ud af hundemanden: Det var ikke det, han forbandt med hønsejagt, og da hunden atter viste sig, blev den kaldt ind og koblet.

Der måtte lægges en ny strategi, og det lille hold blev dirigeret hen mod et sted i tågen, der viste sig at gemme en stor, langstrakt pilemark.

Nu var det de kortsøgende spaniels, som skulle i aktion, men allerede inden hundene var sluppet, lettede de første fugle. Det kunne vi høre, men dog ikke se

Også fuglene havde svært ved at orientere sig, og i næste nu satte de kursen direkte mod skytterne.

Høje høns

Jægeren ved siden af mig kvitterede med skud, rettet mod en høj og hurtig fugl, der faldt langt bag skyttekæden. Skuddet blev fulgt op af flere på den modsatte side af pilemarken, og da hundeførerne begyndte at fløjte og dirigere deres apporterende hunde, var det tegn på, at der var faldet mere end blot en enkelt agerhøne.

Snart var den sidste fugl apporteret, og på en linje begyndte deltagerne atter deres stille fremmarch.

Flere høns havde gemt sig i kanten af pilekrattet, og efterhånden som jægerne rykkede frem, faldt der med ujævne mellemrum skud fra begge fløje.

Flemming holdt gamle Extra i kort snor, og de skudte fugle tog en sort labrador og en sort cocker spaniel sig af.

– Sneppe, lød det pludselig, da en stor bredvinget fugl lettede ved en træstub for enden af pilemarken. Skovsneppen var dog ikke på dagens parole, og jægerne så blot til, da den store fugl lod sig opsluge i tågen.

C34A5367
C34A5347
C34A5203
C34A5310

Opblødning

– Er det, som om tågen er blevet lidt tyndere, lød det fra en af deltagerne, der bemærkede, at han nu kunne se pointeren søge over markerne. Den var forsynet med orange sikkerhedsvest, og måske havde han ret. Måske var der opløsning på vej.

Det var også som om, at der var blevet lidt mere system i hundens søg, som ellers havde været præget af den manglende vind. Den begyndte nu at søge lidt mere rytmisk, og på en åben stubmark snurrede den gamle pointer pludselig omkring.

Endelig kunne jægerne se det, som arrangørerne havde glædet sig til at vise frem, nemlig synet af en stående engelsk jagthund i stram stand for en flok agerhøns, som trykker på en høstet mark.

Nu var spørgsmålet blot, om hunden kunne holde hønsene indtil jægerne var fremme.

– Husk at komme frem til hunden, lød det fra Flemming, da han organiserede situationen med to skytter på hver side.

Frem til hunden

Det er ikke ualmindeligt, at jægere, som ikke kender til jagtformen, er for passive, når hunden tager stand. Især hvis det viser sig, at hunden rejser i tempi og måske rykker en gang eller to, inden den kommer så tæt på, at fuglene tager til vingerne. Følger man ikke med under denne avancering, kan det betyde, at man får et forholdsvis langt skud til fuglene, når de letter.

Jægerne havde dog hørt efter i timen, og da hundeføreren var fremme, fulgte jægerne med, mens hunden på kommando rykkede frem. Og da agerhønsene rejste i mere eller mindre samlet flok, gik det hele lige efter bogen. Skytterne fik fuglene serveret på passende skudafstand, og tre agerhøns faldt ud af flokken. Missionen var endelig fuldført.

Kæmpe arbejde

Dagen ville bringe flere lignende situationer, men det var ikke det afgørende. Afgørende var det, at deltagerne endelig ved selvsyn havde oplevet jagt med stående engelske jagthunde.

Deltagerne vidste, at der lå et utal af timer bag det lille sceneri. Både med at avle og træne hund, og ikke mindst med at skabe de omgivelser, som agerhønsene kan trives i.

Nærmest triumferende løftede Flemming den første agerhøne, som Extra bragte ham. Dagen var reddet. Gæsterne havde set jagthundearbejde per excellence.
Kort tid efter stod hunden igen. Denne gang langs en bevokset kile, der strakte sig langt ud i en mark med ankelhøj afgrøde.

Efterhånden som jægerne nærmede sig, og kilen spidsede til, begyndte fuglene at lette. Men hønsene havde åbenbart brug for et synligt fikspunkt. De ønskede ikke at flyve ud i det store grå ingenting, og i stedet for at flyve over de åbne, men tågeslørede marker, valgte de at sætte kurs mod jægerne. Denne strategi kostede en del høns livet

Succesen fortsatte

Tilbage ved udgangspunktet opnåede Extra stand ved en høj brakmark, men inden hundeførerne var helt fremme, trak hunden atter på fuglene, som åbenbart forsøgte at krybe væk fra hunden.

– Kan I se hunden, lød det undrende fra Flemming, da han gik rundt i den høje vegetation, som gik jægerne til livet.

Hunden var blevet væk, og pludselig stod skytterne alle og kiggede ret frem for sig i håbet om at se hunden i stram stand. Ingen turde flytte en fod af frygt for at træde fuglene op.

– Den står her, lød det fra hundeføreren, som samtidig viftede skytterne længere frem.

I næste øjeblik var himmelrummet atter pakket af hurtige agerhøns.

I et udvasket farveløst billede optrådte de ellers farvedæmpede agerhøns pludselig kontrastrige. Ikke mindst de rustrøde og udspredte halefjer trådte ud af alt det grå.

Tror på sin hund

Hunden fastholdt dog standen, og Flemming ved, man skal stole på sin hund. Og da han kommanderede avance, viste det sig, at hunden naturligvis ikke stod for færten af fugl, som allerede var fløjet. Endnu et par agerhøns blev sendt til vejrs og serveret for skytterne.

– Det giver naturligvis både plusser og minusser, når man anvender sine prøvehunde til praktisk jagt, men det man måske kan tabe på dressurniveauet, vinder man på erfaring, lyder det fra hundefører Flemming Fille Sørensen.

De sidste marker fik Tinka, Flemming Sørensens nye håb, lov til at afsøge, og da vi gik tilbage mod bilen og gjorde status over formiddagen, havde alle nedlagt fugl. Frokosten ventede.

Evige dilemma

– Skal jeg ikke tage dit kamera, spurgte en medarbejder fra Deerhunter.

– Så kan du skyde et par fugle.

Dermed stod jeg i jagtfotografens evige dilemma. Skal der skydes eller fotoskydes?

Synet af en flok agerhøns, der i samlet flok trak lavt over markerne for derefter at smide sig i kanten af et levende hegn, gjorde det ikke nemmere.

Men efterhånden er der lang tid mellem, at jeg får chance for en agerhøne, tænkte jeg, alt imens jeg forestillede mig alle de fine fotoskud, som jeg gik glip af, hvis jeg greb haglbøssen i stedet for kameraet.

Jeg takkede dog for tilbuddet, og dermed blev jeg en af skytterne i den lille kæde, der fulgte med, da to tætbyggede cocker spaniels blev sluppet i en bred fodermark langs en afvandingskanal, som delte to marker.

Som i gamle dage

Allerede inden vi var på plads, kunne jeg se en flok agerhøns pile af sted i et kørespor.

– Næsten som i gamle dage, tænkte jeg. Måske er der håb for den lille agerhøne, hvis man vil gøre en ekstra indsats.

Men jagtformen er mere til aktion end til stille tanker over stort og småt. Snart tæskede de små spaniels gennem krattet. Nu var det med at være klar.

– Martin Petersens store arbejde med at genetablere en stærk hønsejagt på Schackenborg kan mærkes i en flere kilometer bred radius omkring godset, hvor der opleves en stigende bestand af ynglende agerhøns, oplyser lokale hundesportsfolk

Hvor de hurtige engelske hunde nærmest svævede over markerne, knoklede de små jagtmaskiner sig gennem krattet. Tilsyneladende helt uden at trække vejret. Den tanke slog mig i hvert fald, da jeg studerede en sort cocker ved navn Max, som leverede en kraftpræstation, der fik både vegetationen og undertegnede til at bukke sig mod jorden. Især da samarbejdet med føreren foregik stort set uden brug af fløjte. Den hårdtarbejdende hund vidste altid, hvor den havde sin fører.

Høns under pres

Den lille cocker satte de mange agerhøns under pres, og i de næste minutter sprøjtede agerhønsene ud af marken. Det gik nu stærkt med udbyttestatistikken, og igen og igen pakkede de små fugle i luften, alt imens retrieverne apporterede. Dermed gjorde de det, som de er bedst til, nemlig at bringe de skudte og ikke mindst de anskudte fugle, der på kort tid kan komme vidt omkring.

Det var dog ikke alle fugle, som lettede fra læbæltet, der blev skudt til. Nogle lettede på lang afstand, og andre løb, da de fornemmede støjen fra jægerne og hundene, som nærmede sig. De fleste smed sig dog længere fremme, og der var efterhånden lagt op til et rent festfyrværkeri, når vi nåede til enden af den kilometerlange grøftekant.

Men alt med måde og efterhånden havde det lille hold taget sin andel af det antal fugle, der forud for jagten var sat som dagens udbytteloft. Nok er nok

– Vi stopper her, lød det fra Martin Petersen, efter at han havde gjort status på de to hold. Også holdet, der jagtede tæt på den store dæmning, som holder Tøndermarsken tør, havde kronede dage.

Lovord

– Fantastisk og enestående lød det igen og igen, da der sidst på eftermiddagen blev holdt parade foran hovedbygningen.

Mange havde oplevet hønsejagt for første gang. Andre havde aldrig oplevet noget lignede.

Martin Petersen havde fundet det helt store jagthorn frem, men først da alt omkring de nedlagte fugle var akkurat, som han ønskede det, blev der blæst jagt forbi.

Solen var vendt tilbage til Tøndermarsken, og da jeg efter afslutningen begyndte at lægge Schackenborg bag mig, blev der kastet et varmt og blødt lys over områdets råvildt, gæs og ikke mindst agerhøns, som hist og her stak hovederne op over stubben, da jeg kørte forbi.

Læs også: Fugledes Ekstra

Hønsejagten lever videre

Det uforudsigelige og det, at man skal arbejde for sin succes, gør hønsejagt til noget ganske særligt, som vi skal forsøge at bringe videre til næste generation.

Af Lars Chr. H. Engel

Agerhønsejagt mener jeg er en ædel jagtform – specielt når den udøves med stående jagthunde, hvor det uventede er mere almindeligt end det ventede, når der skal afgives skud.

Som jæger kender man aldrig fuglens flugtretning, og man ved aldrig, hvor mange fugle der vil rejse foran hunden. Det gælder bare om at være klar og så ellers følge hunden, når den rejser fuglene.

Endelig er det en jagtform, hvor der skal arbejdes for at få succes og fugle på tasken. Jægeren skal frem til fuglene, de kommer 100 % ikke til jægeren. Og så er jagtformen helt afhængig af dygtige hunde.

Da jeg selv var en ung jæger, var der agerhøns i det sønderjyske, og på stubmarkerne og i roemarkerne omkring Bolderslev havde jeg mange gode oplevelser med min far og vores egne hunde.

Tiden svandt sammen med agerhønsene i området, og kun minderne forblev.

For år tilbage fik jeg dog mulighed for atter at jage den ædle fugl i det sønderjyske. Dette via en invitation til hønsejagt på Schackenborg, der takket være fantastiske omgivelser og ikke mindst en dygtig skytte kan fremvise agerhøns som i de gode gamle dage!

Det blev begyndelsen til mange fantastiske jagtoplevelser med høns og hønsejagt.

Forventningerne til dette års hønsejagt på Schackenborg er dog ekstra store. Nu er det min tur til at opleve jagt på hurtige agerhøns i selskab med min søn, som er nybagt jæger.

Dermed kan jeg føre den traditionelle og klassiske hønsejagt videre til næste generation, og minderne fra dengang kan leve videre, samtidig med at der skabes oplevelser, som kan give nye minder at se tilbage på.