157 nye arter herunder tre pattedyr, 23 fisk, 14 padder, 26 krybdyr og 91 plantearter er det seneste år opdaget i de asiatiske lande, fremgår det af ny rapport
Et forskerteam har fundet en stor gruppe nye dyrearter i Mekong-regionen i Asien. Desværre frygter WWF Verdensnaturfonden, at arterne vil blive udryddet i fremtiden.
I alt er 157 nye arter blevet registreret i Mekong-regionen siden 2017, viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden. Mekong-regionen er hjem til nogle af verdens mest truede dyrearter og er et indsatsområde for WWF, som kæmper for at passe på områdets unikke natur.
Jacob Fjalland, der er international programchef i WWF, fortæller, at den meget høje biodiversitet i området er med til at muliggøre de mange dyrearter.
– Det bekræfter en tendens, vi har set i området, at det er et af de steder i verden, hvor der er rigtig mange nye arter.
– Det er også et udtryk for, at mange af landene har været præget af krig og konflikt, og nu har vi så fået adgang, og så kan forskerne komme ind for at arbejde, siger han.
Flere af arterne er allerede truede
Desværre er en stor del af de nyopdagede dyrearter allerede truede. WWF frygter, at man ikke når at finde alle områdets arter, inden de bliver udryddet. Jacob Fjalland nævner fundet af en ny Skywalker-gibbonabe, der strøg direkte i top-25 på listen over truede dyrearter. Gibbonaben er blevet opkaldt efter den berømte Star Wars-karakter Luke Skywalker, eftersom forskerne er store fans af filmene.
– Aben er kritisk truet, fordi dens leveområder er blevet indskrænket. De områder, hvor den tidligere har levet, bliver lavet om til landbrug, veje og byer.
– Det er dystert. Mange af de arter, vi finder, er allerede kritisk truede, så man kan jo tænke, at der er mange, man slet ikke når at finde. Det er selvfølgelig forfærdeligt og trist, siger han.
Rapporten viser, at der er fundet i alt 3 nye pattedyr, 23 fiskearter, 14 vertebrater, 26 reptiler og 91 plante-arter i Mekong-regionen, der dækker over Cambodia, Laos, Myanmar, Thailand og Vietnam.
WWF kæmper for naturen i Mekong
WWF’s største udfordring i Mekong er, at områderne har været eller er præget af konflikt, skovene bliver fældet eller udtyndet, og krybskytter slår dyrene ihjel. Men klimaforandringerne truer ikke kun Mekong men hele verdens vilde natur.
– WWF prøver primært at sørge for at bevare leveområderne for dyrene. Et af problemerne er, at få, små “øer” af natur bliver bevaret uden forbindelse mellem “øerne”. Man får altså skabt et hav med små øer, hvor dyrene ikke kan blande sig og formere sig.
– Vi prøver så at få det til at hænge sammen. Vi inddrager lokalbefolkningen og forsøger at lave skovkorridorer, så dyrene kan blande sig, siger Jacob Fjalland.