Siden Dyrenes Beskyttelse i 2011 lancerede vagtcentralen 1812 for dyr i nød, har telefonlinjen rundet 1 million opkald

Af Dyrenes Beskyttelse 

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 modtog sidste år over 124.000 opkald fra bekymrede borgere og har netop rundet 1 million opkald siden telefonlinjens lancering. Grafik: Dyrenes Beskyttelse.

Fugle eller firben, katte eller køer, hjorte eller heste.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 er oprette for alle dyr i nød, og siden det firecifrede telefonnummer officielt gik i luften d. 17. august 2011, er det blevet til over 1 million opkald om påkørte hjorte og svaner med fiskekroge i næbbet til anmeldelser af hvalpefabrikker og grovere sager om vanrøgt og mishandling af dyr.

”Lanceringen af vores vagtcentral har været en milepæl for dyreværnsarbejdet i Danmark. Hvor man før skulle ringe til forskellige myndigheder kan man ringe 1812 på alle tidspunkter af døgnet om dyr i nød. Sidste år modtog vi mere end 124.000 opkald, hvilket var ny rekord,”

Det siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

 

Dyrenes Beskyttelse driver landets største beredskab for dyr, som udover vagtcentralen 1812 også består af blandt andet internater, vildtplejestationer, frivillige kredsformænd og dyrereddere, dyreambulancer.

Derudover samarbejder Dyrenes Beskyttelse med politiet, Falck, Fødevarestyrelsen, Naturstyrelsen, schweisshundeførere, træklatrere og mange andre for at give dyr i nød den rette hjælp.

FAKTABOKS: Du kan fx ringe til 1812 hvis:

  • Du finder et dyr med tydeligt tegn på sygdom eller skade
  • Du har mistanke om vanrøgt af hus- eller landbrugsdyr
  • Du har mistanke om uansvarligt ejerskab af kæledyr
  • Du har påkørt et dyr, som overlever ulykken

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 er døgnbemandet alle ugens dage, og hjælpen til ejerløse dyr betales af Dyrenes Beskyttelse.

FAKTABOKS: Sådan er 1812 finansieret

Dyrenes Beskyttelse afholder selv størstedelen af organisationens udgifter til dyreformidling og dyreredning, hvilket sidste år løb op i 61,6 mio. kr. Dyrevelfærdsorganisationen modtager dog tilskud på finansloven til drift af vagtcentralen og i det seneste forslag til finanslov for 2021, er der afsat 2 mio. kr. til drift af vagtcentralen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »