Hvis du mener, det er blevet lidt uoverskueligt med de mange afvigende lokale jagttider, så er det måske kun begyndelsen

Kommentar af Netnatur.dk

Hvis du mener det er blevet komplekst med de mange lokale jagttider, er det for intet at regne, når det sammenlignes med nordamerikanske forhold.

Miljø- og fødevareministerens egen kronvildtplan, søsat i 2017, blev efterfølgende justeret til efter lokale forhold i hele landet. Ingen steder blev den overordnede forvaltningsplan implementeret uden lokale justeringer. Er dette begyndelsen på en ny periode i dansk jagt- og vildadministration?

Alligevel er den amerikanske jagtadministration ved flere lejligheder fremhævet som rollemodel i debatten om fremtidens vildtforvaltning i Danmark.

Den adaptive vildtforvaltning, som bl.a. Danmarks Jægerforbund har gjort sig til bannerfører for, er nemlig i høj grad inspireret af den forvaltningsmodel, som anvendes i USA.

Statsejet vildt

I USA tilhører vildtet staten. Dertil er jagt på offentlige arealer tilladt. To afgørende forskelle i forhold til Danmark, hvor jagten tilhører grundejeren og vildtet tilfalder den på hvis jord det falder, når det nedlægges.

Denne afgørende forskel gør, at jagtadministrationen i USA er langt mere kompliceret. Afskydningen skal styres af staten, hvis der også skal være vildt tilbage til næste sæson. Område for område tælles der vildt og på denne baggrund udstedes der jagttilladelser.

Gennem mange generationer har amerikanske jægere opbygget en vildtadministration, hvor staten styrer og kontrollerer afskydningen af stort set alt fra hønse- og andefugle til hjortevildt og storvildtarter som f.eks. bjørn og puma. Jagten er fri på offentlige ejede arealer og jægernes licensstyrede afskydning kontrolleres af vildtbetjente, da jagten er fri på offentlige arealer

Den amerikanske model har mange positive sider set med jægerøje. Især at jagt på offentlige arealer er tilladt og at alle er lige for loven.

De udstedte tilladelser koster ikke mere end at alle kan være med. Selv jægeren med et meget lille jagtbudget kan fylde sin fryser med lækkert vildtkød og med tiden også sin trofævæg med flotte, voksne dyr. Alt sammen for næsten ingen penge, sammenlignet med danske forhold.

Men i Danmark er jagtretten knyttet til den private jagtret. Her er det den private jordejer, der kontrollerer afskydningen og sikre, at der også er vildt til kommende sæson. Ofte sker det via frivillige aftaler med naboejendomme. Og den model virker også godt.

Den danske humlebi

Hvor får vildtet samt jægerne og den øvrige befolkning mest for deres penge? En krone for krone afvejning er også afgørende i debatten om fremtidens jagt- og vildtforvaltning.

I et lille land med 5,5 millioner indbyggere og et meget effektiv land- og skovbrug vokser bestanden af gæs og hjortevildt stadig. Det er der sikkert flere forklaringer på, men fremgangen taler for, at også den danske jagtmodel yder vildtet tilstrækkelig beskyttelse. I modsat fald var bestandende næppe i stand til at vokse i antal.

Men set i fugleperspektiv ligner Danmark det rene kaos med alle de mange små- og mellemstore arealer, som gør det vanskeligt at kontrollere afskydningen som man gør i USA. Her styres nedlæggelsen via udstedelse af tilladelser til det vildt som ønskes nedlagt.

Jagtforvaltning i den danske mosaik af mange små og mellemstore ejendomme er dog sammenlignelig med humlebien. Den kan ifølge videnskaben ikke flyve. Alligevel brummer den lystigt af sted. Tilsvarende kan siges om den danske jagtmodel. I teorien kan det se vanskeligt ud. Men i praksis fungerer det egentlig ret godt.

Inden for loven

Alligevel er der vedholdende kræfter, som arbejder for, at man skal styre forvaltningen i retning af en mere dynamisk og langt mere administrativ forvaltning. Jægerforbundet har tidligere talt om adaptiv forvaltning helt ud på matrikel niveau.

Spørgsmålet er om fremgangen i række vildtarter sker på trods af mange små arealer eller snare på grund af de små arealer, der takket være det private initiativ fungerer som mindre oaser i landskabet?

Men det bliver vanskeligt at udføre i praksis.

I følge jurist i Bæredygtig Landbrug (BL) kan det føre til et opgør med den private ejendomsret. Og sker det, bliver det en meget vanskelig kamp, da også landets overordnede vildtadministration skal holdes inden for grundlovens rammer samtidig med, at indgreb i ejendomsretten kan udløse erstatning til de berørte.

Når det regner på præsten

Den adaptive forvaltning anvendes dog i behersket omfang allerede i relation til kortnæbbet gås. Her forsøger man via mere dynamiske jagttider at styre afskydningen så bestanden forbliver på det niveau, som ønskes. Hverken mere eller mindre.

Men hvis ideen om adaptiv forvaltning slår endnu mere rod i den danske forvaltning end den allerede har og forvaltningen breder sig helt ud på matrikel niveau, skal man være klar over, at det også har omkostninger ud over eventuelle erstatninger til de berørte grundejere. Og den omkostning hedder administration og ikke mindst kontrol. I modsat fald giver det ikke mening at udarbejde flere regler end dem vi allerede har.

Skal man altid bo bedre, eller er det godt nok at bo godt? Tilsvarend spørgsmål kan rettes til den danske jagt- og vildadministration, som med respekt for den private jagtret har været i stand til at hjælpe en række vildtarter frem til historisk høje tal

Hvordan det harmonerer med den nuværende regerings ønske om mest mulig frihed til den enkelte jæger, må regeringen selv redegøre for.

Men i “jagt” ministerens udsendte udkast til ny jagtlov, har det tiltrukket sig opmærksomhed, at regeringen i forskningsmæssig øjemed mener det skal være muligt for landets minister for jagtområdet at ændre på størrelsen af det areal, som der må jages på.

Forsalget støttes af Danmarks Jægerforbund, men møder modstand fra landbruget og Danmarks ældste jagtorganisation.

Hvor vidt det nye forslag vedtages er endnu uklart. Men i følge BL-juristens udlægning, er det et afgørende krav, at begrænsninger af den private jagtret sker i almenhedens interesse. Og netop dette punkt er interessant, da vi her på sitet tidligere har påpeget og undret og over Jægerforbundets store begejstring for almenhedens interesse for jagten. Man har ligefrem bygget en søjle til social bæredygtighed, hedder det sig.

I staten Idaho udgiver myndighederne hvert år fire magasiner, som side for side gennemgår de nye jagtregler for den tyndsbefolkede stat, der er flere gange større end Danmark. Hvis dette er rollemodellen for blandt andet Danmarks Jægerforbund, hvordan vil det så se ud, når et lille land med 5,5 millioner indbyggere skal styres og kontroleres helt ud på matrikel niveau?

I terorien ret harmløst og dog. Bliver jægernes gøren og laden genstand for endnu større almen opmærksomhed, kan man komme endnu tættere på indgreb i den private jagtret, der – hvis BL-juristen har ret – kun kan ske, hvis det netop har almenhedens interesse.

Når det drypper …

Hvorvidt vildtet og jagten i Danmark er bedst tjent med mere statslig styring og kontrol – hvilket i praksis sandsynligvis vil sige styring af af de organisationer, der har natur, vildt og jagt blandt formålsparagrafferne, – kan der kun gisnes om.

En administrativ model vil dog uden tvivl udløse en række statstilskud til tælling af vildt og udarbejdelse af afskydningsplaner og rapporter etc. Aktiviteter, som efter alt at dømme også vil dryppe af på jægernes største forbund, som allerede modtager millioner i tilskud til administration af et laug for markvildt.

Man kan næppe blæse og have mel i munden på en gang og det er vanskeligt at forestille sig, at man kan bevare fordelene ved den private jagtret og samtidig indføre statslig kontrolret styring på ejendomsniveau

Hvorvidt dette og evt. lignende tilskud er en god investering for den skattebetalende almenhed, skal være usagt. Det er ikke det væsenlige i denne kommentar. Væsentlig er som altid at rette fokus mod en åben og transparante debat, som blandt andet indebærer en diskussion om fordele og ulemper ved det nuværende og et evt. nyt vildtforvaltningssystem.

Fire eksempler fra Nordamerika

Nederst i denne kommentar præsenteres fire videoklip. De er optaget med mobiltelefon, men den ringe kvalitet til trods, giver de alligevel et indblik i, hvordan man i den nordamerikanske stat Idaho styrer jagten.

Forud for hver sæson udgives der fire separate tidsskifter, som meget detaljeret gennemgår, hvad der må skydes, hvor meget der må skydes, hvordan det må skydes og hvornår det må skydes.

Tilhængerne af den amerikansk inspirerede forvaltningsmodel virker størt blandt personer og organisationer, der allerede er tilknyttet dansk vildtforvaltning. Desværre er der mange jægere, der ikke er klar over, hvad et evt. systemskifte kan medføre for fremtidens jagtudøvelse.

Publikationerne inddeles i hhv:

Big Game
Mose, BigHorn Sheep and Maintain goat
Migratory Game Bird (trækvildt som gæs og ænder)
Furbearer and Tyrkey (hønsefugle)

Bemærk, at der udgives en nye udgivelser hvert år. Og at der kun er tale om staten Idaho. En stat på hele 216.000 km2 og med kun 1,5 millioner indbyggere. Set med danske briller et jagtland med albueplads.

Alle andre stater har deres egen forvaltningsmodel.

Krone for krone

Udgivelserne vist herunder er i sig selv omkostningstunge, selv om de er delvist finansieret af annonceindtægter. Men forud for de fire udgivelser, er der gået en meget lang proces.

Den amerikanske model involverer nemlig en række personer og organisationer, som alle har et aller andet, som de ønsker inddraget inden næste års plan publiceres.

Den meget detaljerede lovgivning fungerer dog ikke uden et effektivt kontrol apparat. Også dette hører med i budgettet, hvis danske jægeres afskydning skal kunne styres effektivt i forhold til en amerikansk model.

Desværre mangler både politikere og danske jægere at se et budget på implementering af en ny forvaltningsmodel. Kun derved kan det vurderes om den amerikanske inspirerede vildtforvaltning er den model, som målt krone for krone, giver vildtet de bedste vilkår og derud over giver mest mulig jagt for de fleste.

 

Se herunder oversigt over artikler, som er relateret til adaptiv vildtforvaltning