Fremtiden hedder adaptiv vildtforvaltning og jagten skal være social bæredygtig. Det hævder Danmarks Jægerforbund. Mange spørgsmål rejses i kølvandet på den udmelding,  bl.a. om DJ i virkeligheden er ved at åbne Pandoras æske …

Af Michael Sand

“Ada … hvad for noget”, var vi flere der tænkte, da Jægerforbundets formand pludselig introducerede begrebet adaptiv vildtforvaltning i foråret 2014.

For mange var udtrykket helt nyt, selv om det blev introduceret på danske jord første gang to år tidligere.

Jægerforbundets begejstring for adaptiv vildtforvaltning satte en bølge af spekulationer i gang. For hvad lå der bag overgangen til de nye vinde, der åbenbart nu – hvis det stod til Danmarks Jægerforbund – skulle blæse over dansk vildtforvaltning.

” Det fører til hollandske tilstande” hævdede den nystiftede Lands Jagtforeningen.

Også Dansk Land- og Strandjagt, landets ældste jagtforening, vendte tommelfingeren ned ad og udtrykte i pressemeddelelse et klart “nej” til adaptiv vildtforvaltning i Danmark.

Olie på vandene

Begrundelsen for DJ’s begejstring virkede temmelig uklar. For hvad var det egentlig Danmarks Jægerforbund ville opnå med overgang til adaptiv vildtforvaltning? Det blev man ikke ret meget klogere på under net-debatten, selv om jægerforbundets formand forsøgte at gyde olie på de oprørte vande.

På forbundets egen hjemmeside kunne man i sommeren 2014 f.eks. læse følgende citat:

“Adaptiv forvaltning er jo ikke noget nyt, men det er forkert at koble denne type forvaltning sammen med hollandsk syge og dermed tro, at dette forvaltningsprincip helt automatisk vil føre til ringere jagtmuligheder og i den ultimative konsekvens til afskaffelsen af jagt.”

Derefter blev der stille på forbundets hjemmeside, og debatten på de sociale medier ebbede langsomt ud. Knap 10 måneder senere melder Jægerforbundet dog tilbage med den efterlyste information.

Rent flag

I februar udgaven af Danmarks Jægerforbunds medlemsblad toner jægerforbundet rent flag.

I artiklen “Adaptiv vildtforvaltning – hollandsk syge eller sund fornuft” tilkendegiver forbundet sin tro på den adaptive forvaltningsmodel, som den bedste model for fremtidens jagt.

Desværre er den lange artikel ikke tilgængelige på nettet, selv om jægernes eneste forhandlere trods alt repræsenterer alle landets jægere. Ikke kun den tredjedel, der har valgt at være medlem af Danmarks Jægerforbund.

Overgangen til adaptiv forvaltning vil pårøre alle landets jægere og artiklen er central for forståelsen af de nye tanker, der har forplantet sig i Danmarks Jægerforbunds øverste ledelse og administration.

Ikke mindst vil artiklen kunne virke som vigtig baggrundsviden, når Netnatur i den næste tid sætter fokus på den adaptive forvaltningsmodel. For selv om medlemsartiklen giver svar på mange af de spørgsmål, der blev rejst i den “rødglødende sommer”, fører artiklen til lige så mange nye spørgsmål, som der ikke gives svar på.

Kan verden forlænges med brædder?

Helt overordnet savnes der svar på, hvorfor forbundet er så begejstret for den nye model.

Et gammelt mundheld hævder, at man ikke skal ændre på noget, der fungerer godt. Og derfor er det første væsentlige spørgsmål: Går det skidt med jagten i Danmark?

Kører man en tur i det danske forår, ses der råvildt her og der og alle vegne. Bestanden af kronvildt og dåvildt er eksploderet og gæssene trives som aldrig før.

Udfordringer er der naturligvis. Ikke mindst med markvildtet. Men der er vel ingen der vil klandre jægerne for, at hare og agerhøns nærmer sig udryddelse. Tilbagegangen bunder i forhold som de danske jægere har meget lidt indflydelse på. Derfor er spørgsmålet om Jægerforbundet, med udgangspunkt i adaptiv vildtforvaltning, i virkeligheden forsøger at forlænge verden med brædder?

Danske model

Den såkaldte danske model, hvor forskellige interessegrupper sammen administrerer jagtudøvelsen i Vildtforvaltningsrådet, er trods alt beundret over det meste af verden.

Naturligvis har der været kritik af rådet. For meget politik og for lidt faglighed, har det været fremført. Men fungerer den danske model så ringe, at der er behov for et radikalt kursskifte?

Er det ikke med Vildtforvaltningsrådet, som det er med demokratiet i almindelighed? Det er ikke perfekt, men trods alt det bedste styresystem vi kender.

Overgangen til adaptiv vildtforvaltning vil næppe betyde, at Vildtforvaltningsrådet sættes ud af spil. Men jagtadministrationen skal i langt højere grad flyttes ud i de lokale miljøer.

Substans- eller symbolstrategi

Med udgangspunkt i forbundets strategi for de såkaldte markvildtlag skal jægerne fremover være med til at fastsætte mål for vildtforvaltningen. Men dette skal ske sammen med andre grupper med interesse for vildt og jagt. Lyder ambitiøst og spørgsmålet er da også om modellen tager udgangspunkt i et drømmescenarie med begrænset historisk reference?

Vil jagtsagen på den lange bane vinde ved at inddrage en række lokale aktører i den proces, der skal gå forud for en adaptiv vildtforvaltning?

I det nuværende Vildtforvaltningsråd har jagtsagen kun én “front”. Et sted hvor rammerne for jagt debatteres og i princippet besluttes. Hvad sker der, når jægerne fremover skal “kæmpe” på flere fronter?

Kan det nationale og internationale fokus bevares? Eller vil den såkaldte jagtsag indskrænkes til debatten om jægernes egne baghaver. Og hvilke konsekvenser kan det få?

Fakta eller føleri

Jægerforbundet mener, at overgangen til den adaptive vildtforvaltning vil betyde, at jagten dermed bedre kan styres ud fra indsamlet data og i mindre grad ud fra følelser.

Ringduerne kan vel godt klare en afskydning i september og oktober uden at det går ud over bestandes størrelse. Men vil overgangen til adaptiv forvaltning betyde, at det bliver alment anerkendt, at jægerne skyder de voksne duer bort fra ungerne på reden?

Er det virkelig følelserne, der i for høj grad styrer den nuværende administration af jagten i Danmark, som det antydes i artiklen?

Hvor var føleriet henne, da rådet gav jægerne mulighed for at skyde helt unge rævehvalpe i juni måned? Og var det føleri, der lå bag rådets beslutning om at frede mågerne?

Eller var der tale om, at Dansk Ornitologisk Forening ganske enkelt havde forberedt sig bedre, da de fremførte deres fredningsargumenter for de øvrige medlemmer af rådet? Kan adaptiv forvaltning forhindre at sjældne mågearter nedlægges, da de kan forveksles med de jagtbare?

Hvor er de konkrete eksempler på nyere afgørelser i Vildtforvaltningsrådet, der er gået jægerne så meget imod, at man er klar til at sadle om og satse på en helt ny vildt-administration?

Faglighed eller vennetjenester

Er det realistisk, at de lokale lag, der fremover sammen skal forvalte jagten, vil arbejde mindre politisk end Vildtforvaltningsrådet har ry for? Hvordan vil den adaptive model forhindre, at der indgås alliancer mellem interessegrupperne, der ligefrem kan stille vildtet og jagten ringere?

I Vildtforvaltningsrådet stemte Jægerforbundet sammen med landbruget imod en undersøgelse, der skulle klarlægge om de store mængder kobber, som landbruget udleder i den danske natur, havde indflydelse på den såkaldte råvildtsyge. En antagelse der bl.a. bunder i, at tamfår kan dø ved indtagelse af det omdiskuterede tungmetal.

Jægerforbundets overraskende modstand mod råvildt-undersøgelsen var næppe faglig begrundet.

Vildtforvaltningsrådet er dog kun rådgivende. Og Miljøministeren valgte da også meget opsigtsvækkende at underkende Vildtforvaltningsrådets indstilling.

Når alt kommer til alt er de fleste af os ikke helt så faglige, som vi ønsker andre skal være.

Og derfor er er spørgsmålet om tilsvarende lokale alliancer, der ikke gavner vildtet og jagten, kan underkendes af f.eks. Vildtforvaltningsrådet i en verden styret ud fra principperne i den adaptive vildtforvaltning?

Desværre er DJ’s artikel renset for konkrete eksempler på den adaptive vildtforvaltnings fortræffeligheder. Den holdes i overordnede teoretiske betragtninger, dog med en enkelt henvisning til nordamerikansk vandfuglejagt, som åbenbart med succes har været administreret adaptivt. Men hvorfor de amerikanske erfaringer med fordel kan anvendes i Danmark, melder artiklen desværre ikke noget om.

Kortnæbbede gås

Det er administrationen af den kortnæbbede gås, der er artiklens konkrete omdrejningspunkt. Og da også Jægerforbundet mest anvendte argument i debatten om adaptiv vildtforvaltning. Den vendes der tilbage til i argumentationen.

Bestanden af den kortnæbede gås er vokset til et antal, hvor den begynder at udgøre et problem for artens arktiske yngleområde.

Bestanden af kortnæbbede gæs kan være vanskelig at administre med den nuværende jagtadministration, da ynglesuccesen er meget vejrfølsom. I dårlige yngleår kan jagten gå ud over de gamle fugle, som fungerer som enhver arts egenkapital.

Det er da også den anerkendte gåseforsker Jesper Madsen, der introducerede den adaptive forvaltningsmodel til Danmark.

Forskerens synspunkter er blevet godt modtaget i store dele af jagtmiljøet. Selv de skarpeste kritikere af den adaptive forvaltningsmodel understregede under den rødglødende sommer, at den kortnæbbede gås med fordel kan forvaltes adaptivt.

Spørgsmålet er om hensynet til en enkelt art betyder, at alle andre arter skal administreres efter samme forvaltningsmodel? Bør adaptiv vildtforvaltning være undtagelsen snare end reglen?

Kan særlige hensyn til særlige tilfælde kun imødekommes ved overgang til en helt ny forvaltningsmodel? Eller kan udfordringen med f.eks. trækkende vildt klares med anvendelse af sund fornuft indenfor den nuværende vildtadministration?

Gåseforskeren Jesper Madsen “slår dog fast med syvtommersøm, at adaptiv vildtforvaltning ikke er egnet som instrument til at løse konflikter mellem aktører. Konflikter må altid afklares inden man igangsætter en adaptiv proces.”

DJ’s tre søjler

Jægerforbundet kommer gåseforskerens synspunkt i møde og hævder, at adaptiv vildtforvaltning ikke er en åbenbaring, der kan løse konflikter, som handler om menneskers holdninger og værdier.

Alligevel – eller måske snare derfor – hævdes det i DJ-artiklen, at jagten fremover også skal være social bæredygtig. Vel at mærke ud over, at den skal være økonomisk og biologisk bæredygtig.

Økonomisk bæredygtighed, biologisk bæredygtighed og social bæredygtighed er “de tre søjler” i Jægerforbundets politik, skrives der i artiklen.

Hvorfor jagten i denne forenklede model kun skal hvile på tre søjler, melder historien ikke noget om. Jagten kan åbenbart stå oprejst uden søjler til økologisk bæredygtig!

Det er næppe nogen overraskelse, at jagten skal være biologisk bæredygtig. Den har vel aldrig været andet, hvis vi ser tilbage på de sidste mange årtier?

Men hvad ligger der i ønsket om at gøre jagten social bæredygtig?

Pandoras æske

Som det nævnes er jagt i Danmark allerede bredt accepteret. Men hvorfor skal den sociale bæredygtighed ligefrem have en søjle og dermed øget opmærksomhed?

Vil fokus på jagtens sociale bæredygtighed betyde, at man uforfarent åbner Pandoras æske?

Som det måske huskes var Pandoras æske en hadegave, som var givet for at straffe menneskeheden. Da man åbnede æsken slap had og dårligdom ud. Kun håbet forblev i æsken.

Vil det samme ske, når man åbner for debatten om jagtens sociale bæredygtighed?

Er jægerne i almindelighed klædt på til at håndtere de mange synspunkter, der vil blande sig i debatten, når “æsken åbnes” og der sættes ekstra fokus på jagtens sociale bæredygtighed.

Jægerforbundet ryster ikke på hånden. “Den adaptive vildtforvaltning virker,” skrives der.

Jægerforbundet har med støtte fra Naturstyrelsen allerede oprettet 40 markvildtlag. Og der skal flere til. Potentialet syntes kun at være begrænset af rådgivere, hævdes det i artiklen.

Myndigheder og interesse-organisationer skal blive enige om rigets tilstand, nævnes det. Sammen skal de blive enige om fælles mål. “Hvis de kan blive enige, er adaptiv vildtforvaltning det der skal til for at bevare jagten i Danmark” kan man læse.

Men hvorfor mødte den adaptive vildtforvaltning da så meget modstand i den rødglødende sommer 2014?

Har Jægerforbundet ret, når de hævder, at den oprindelige modstand skyldes, at den gode ide ikke blev kommunikeret rigtig ud første gang?

Eller tager forbundet fejl i den antagelse? Skyldes den rødglødende modstand noget helt andet? Skyldes den, at jægerne ganske enkelt ikke ønsker adaptiv vildtforvaltning i Danmark.

Det og meget mere vil vi vende tilbage til i ugerne der kommer.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »