Afrikas sidste store jæger

John Alexander Hunter var en af de sidste store jægere i ”det gamle Afrika”. Han nedlagde personligt over 1.400 elefanter og havde verdensrekord i nedlagte næsehorn og løver og var vidne til guldalderens afslutning

Tekst: Henning Kørvel, Fotos fra ”Storvildtjæger”

Han ville hellere høre knaldet fra en riffel end musik. Personligt nedlagde han over 1.400 elefanter, og han var indehaver af verdensrekorden i nedlagte næsehorn og løver.

Skotten John Alexander Hunter (30.5. 1887 – 29.3. 1963) vil til evig tid nyde anseelse som en af de sidste store jægere i Afrika fra den gamle tid. Hans oplevelser vil aldrig nogen sinde blive gentaget af nogen anden jæger. ”Jeg så det gamle Afrika forsvinde”, fastslår han i overensstemmelse med fakta i ”Storvildtjæger”  (1953) – den danske udgave af ”Hunter” fra året forinden.

Jægerblodet pulsede i hans årer, da han kom til verden i Shearington, Dumfriesshire i Skotland 13 år før forrige århundredskifte som søn af en landmand. Med sin fars Purdey haglbøsse – det fineste haglvåben, der findes – strejfede ham om i Lochar Moor og skød grågæs, knortegæs og rødben og tilegnede sig krybskyttens evne til at få udbytte af jagt og snarefangst uden at blive pågrebet. Ingen kunne hamle op med ham.

Efter en affære med en gift kvinde blev det i et familieråd besluttet, at det var bedst, at han rejste bort for en tid, og valget faldt på en fætter med en farm nær Nairobi. Med sin fars Purdey og en .275 militær-mauserriffel ankom han i 1905 til Mombassa og fortsatte med jernbanen til Nairobi, hvor han blev modtaget af fætteren, som havde en pistol i hver side af bæltet.

Efter tre måneder forlod han fætteren, som var en elendig landmand. Det eneste, han lærte under opholdet, var swahili, og han ønskede at vende tilbage til Skotland. En bankmand talte ham fra det, hvilket var god timing, fordi han en uge senere blev ansat som konduktør på Mombassa-Nairobi jernbanen.

Mauserriflen tog han med på jobbet og skød ud af kupevinduet. Når vildt var nedlagt og skulle håndteres, trak han i vakuumbremsen. ”Dengang havde folk ikke så travlt”.

Han aftalte med lokomotivføreren, at denne skulle pifte tre gange i fløjten, når leopard blev spottet, og to gange for løve. Et pift betød, at passagerer skulle på toget. En gang lød en hel serie pift for en elefanthjord. Han skød en elefanttyr, og stødtænderne indbragte ham 37 pund sterling, hvilket var mere, end han tjente ved to måneders arbejde på jernbanen.


Elefanttænder som disse på 70 kg stykket, som John Hunter her poserer med, var der langt imellem allerede cirka 1950. I dag findes der næppe elefanttyre med stødtænder som disse.

 

Følte lede ved rekordbogen

Det gik nu op for ham, at man kunne leve af jagt, og han ønskede at blive som sine helte: Allan Black, Bill Judd, Fritz Schindelar og Karamojo Bell. Sidstnævnte havde et år skudt 365 løver, og med ham som rollemodel begyndte Hunter at skyde løver for hudernes skyld.

En hud gav et pund sterling, og det samme indbragte et skind fra en hunleopard. Løver blev anset for at være skadedyr, og der var så mange af dem, at anlæggelsen af Mombassa-Nairobi jernbanen ofte havde ligget stille, fordi løver dræbte så mange af de indiske kulier, at der manglede arbejdere, hvilket dog var lidt selvforskyldt, fordi de dræbte kulier ofte blev efterladt i buskadset langs jernbanen, og løverne således vænnedes til menneskekød.

I Nairobi fandtes der 40 løvejægere, og en hyppig anvendt inskription på byens gravstene ”Dræbt af løve” var et pejlemærke på, at dyrenes konge ikke var til at spøge med i forhold til ”human beeings”.

Efter at have mødt sin kommende hustru, Hilda, skiftede han levevej og startede et transportfirma, men da det gik fallit efter et års tid, og han indså, at han ikke var forretningsmand, men inderst inde foretrak jagt, nedsatte han sig som white hunter og førte snart de første klienter – to amerikanere – til Seregentisletten.

En stab på 150 bærere bar udstyret og provianten. Vildtrigdommen var så stor, at de to amerikanere skød så riffelløbene blev ophedede. ”De lå under for trigger-itch” og ønskede at nedlægge verdens største trofæer, men Hunter følte lede ved Rowland Ward’s ”Records of Big Game”, som hver morgen lå på spisebordet.

På trods heraf skaffede Hunter ikke blot de to amerikanere, men også sine senere klienter mange gode trofæer, men han erfarede, at det normalt ikke var vildtet, der gav de største problemer på en safari, men derimod klienter, som ikke havde jægerblod i årene og jægerhåndværket inde under huden. Han nød til gengæld at lede safarier for jægere gjort af det rette stof.

I de følgende 20 år fungerede han som professionel jæger i regionen fra Belgisk Congo til det sydlige Abessinien, og han guidede bl.a. fyrst og fyrstinde Schwarzenberg, baron og baronesse Rothschild og adskillige rajaher og maharajaer. Han blev ofte booket af Safariland Inc., der havde stået for set-up til Metro Goldwyn-Mayer’s optagelse af ”Kong Salomons Miner”.

”I 1920-erne kunne man ikke komme hjem fra en safari, før man blev sendt ud på en ny. For europæere var det blevet moderne at kunne sige, at de havde været på storvildtjagt i Afrika, og vi hvide jægere tjente godt på det”. Bud var der også efter ham til at lede en safari for Prinsen af Wales, men han afslog tilbuddet, fordi han var booket af andre jægere.

Sideløbende med at lede safarier løste han opgaver for myndighederne, når der opstod konflikter mellem storvildt på den ene side og den indfødte befolkning på den anden side. I 1920-erne fik han således til opgave at dræbe løver, der anrettede skader på masaiernes kvæg og reducere løvebestanden, der var eksploderet på grund af kvægpest.

Døde kreaturer lå nemlig overalt, og løverne havde således let adgang til føde.

Da pesten ebbede ud, gik løverne efter det levende kvæg, men bevæbnet med spyd kunne masaierne ikke stille noget op. Derfor blev Hunter hyret. Han fik tre måneder til opgaven, og gode løveskind indbragte 10 engelske pund stykket.

Med et kobbel på 22 hunde af ubestemmelig race drog han til masaireservatet, og da han tre måneder senere anså opgaven for løst, havde han skudt 88 løver og 10 leoparder.

”Det er en rekord, som ingen anden nærmer sig, og 20 hanløver havde førsteklasses manker”.

I tilgift blev masaierne hans venner og masaireservatet hans private jagtrevir, hvor han kunne garantere klienter de bedste jagttrofæer. ”Det tjente jeg godt på”.

Skød 137 næsehorn

På sin næste kontrolopgave skød han bøfler, der vandaliserede Thomson’s Fall 150 kilometer nord for Nairobi. Bøflerne havde ødelagt de indfødtes shambaer – majsmarker – og dræbt indfødte.

”Jeg besluttede at ville bruge min Jeffrey .500, for intet er for kraftigt til bøfler”.

Igen fik han fat på en flok bastardhunde til opgaven, og især vandt Buff hans hjerte. Buff specialiserede sig i at bide sig fast i snuden på bøflen, så den sænkede hovedet, og Hunter således havde mulighed for at skyde den i panden.

Han skød over 200 bøfler på stedet, men mistede sin tapre ven, Buff, der dog ikke blev dræbt af en bøffel, men derimod af en vortesvinorne.

For at skaffe wakambaerne jord til dyrkning udførte Hunter historiens største næsehornsjagt i Makueni.

Han lærte snart, at for næsehorn er det vigtigere at bruge ørerne til lytning end fødderne til lydløse manøvrer. Fordi det var svært at pyrsche til dem, fandt Hunter ud af, at ved at vugge kroppen fra side til side, når de havde spottet ham, fangede han næsehornenes opmærksomhed, og når de angreb, skød han.

Næsehornenes horn betaltes med 30 shillings pr. engelsk pund, svarende til 10 shilling mere end for elfenben. Totalt set nedlagde han under kampagnen 137 næsehorn, men han var glad og lettet, da det var overstået, fordi hans natlige mareridt var vendt tilbage, hvor han drømte, at næsehorn, som han havde skudt dagen i forvejen, nu gik af med sejren.

Da han efter 20 års tjeneste som professionel jæger blev jagtinspektør i Makindu-området skulle han ikke skyde næsehorn, men derimod beskytte dem imod krybskytter.

Asien var allerede dengang aftager af horn fra næsehorn til fremstilling af potensmiddel. For at tjekke dets effekt sleb Hunter spidsen af et næseshornshorn til pulver og indtog det blandet op med vand, men da virkningen udeblev, erkendte han, at hans tro på midlet ikke var stærk nok.

Skotland tur-retur

Da der igen blev sendt bud efter ham til damage control, var det, fordi elefanter raserede kokusplantager på grænsen til Tanganiyka. Han skød 11 skadevoldende elefanter, og hans favoritvåben til jobbet var en Holland & Holland .500 med 24 tommer løb og ejector, der vejede 4,7 kg. ”Den har aldrig svigtet mig”.

En hollænder brugte derimod .405 til elefantjagt, men blev dræbt af en elefanttyr, som han mente, han havde dræbt, men blot var slået bevidstløs af kuglen og angreb ham, da han gik hen til den. ”Det er uklogt at jage elefanter, bøfler og næsehorn med kalibre mindre end .450. Ideelt er det at skyde elefanter i øregangen. En hjertekugle er næstbedst, men personligt foretrækker jeg at skyde i panden”.

Bevæbnet med sin Holland & Holland .500 dobbeltriffel ses John Hunter og nogle af sine indfødte hjælpere her efter endt elefantjagt, der gør motivet til et af de mest kopierede.

 

Hunter var vidne til, at fotografering af storvildt tog over og snart overgik – og stadig overgår – skydningen af det. Selv om Afrika havde fyldt meget i hans liv i mere end 40 år, så stod Skotland alligevel for ham som hans hjemstavn, og han og Hilda rejste derfor dertil, men slægtsgården var overtaget af nye ejere og i forfald, og heller ikke ret meget andet var som før. Efter nogen tid returnerede parret derfor til Makindu i Kenya.

Indtil sidst i 1950-erne udførte Hunter nu og da stadig damage control for myndighederne, når der opstod konflikter mellem elefanter, bøfler, løver eller næsehorn og de indfødte. Ellers passede han og Hilda deres lodge, hvor den danske jæger Rudolf Sand og hans kone, Birgit, boede under den sidste del af Sands safari i 1960, udødeliggjort i ”Afrika stadig vildt”.

Parret var ikke de eneste danskere, der traf J.A., Jack eller John A., som John Hunter blev kaldt.

Den danske professionelle jæger, Knud Jespersen (Ken), der guidede Rudolf Sand på dennes safari i Tanganiyka og Kenya i 1960, var en nær ven af Hunter, som har sat sig varige spor i White Hunter (1935), Hunter (1952, dansk udgave, 1953), Tales of the African Frontier (1954) og Hunter’s Tracks (1957). Og så længe der findes jægere, vil han blive oplevet som en af de største jægere i Østafrika fra ”den gamle tid”.

John A. Hunter: Storvildtjæger, 224 sider. Steen Hasselbalchs Forlag 1953. Fås af og til antikvarisk.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »