Vejen frem imod veludviklede bukke i god kondition er afskydning af bukke i ringe kropsmæssig kondition og med ringe opsatsdannelse. Afskudsbukke, betegnes de, og afskydningen af disse bør i efteråret følges op med afskydning af ældre råer og svage lam, så bestanden holdes relativ ung og i god kondition. Her kan du læse om de typer bukke, der bør afskydes som afskudsbukke

Tekst og foto: Henning Kørvel

Afskudsbukke, kaldes de – bukke, der bør afskydes på grund af dårlig opsatsdannelse, ringe kropsstørrelse, dårlig pels, sygdom, tilskadekomst, anskydning, parykdannelse (sjælden), og fordi de er på retur.

Syge og tilskadekomne dyr bør som en hovedregel naturligvis altid afskydes, når som helst, den konkrete situation byder sig til. Hos svage bukke følges ringe krops- og opsatsstørrelse ofte ad, og det giver ikke mening at bibeholde dem i bestanden, fordi der kun er små chancer for, at de retter sig med tiden. Hvis de bibeholdes i bestanden, så vil der være en potentiel risiko for, at de dårlige egenskaber føres videre.

Afskydningen af ”selektive bukke”, der også omfatter de, som stadig er i bast ultimo juni, er dog heller ikke en garanti for, at uønskede egenskaber så ikke popper op igen før eller senere, fordi dårlige gener også føres videre af råer.

Dårlige egenskaber kan endvidere tilføres af dyr, som indvandrer til reviret fra fremmede jagtrevirer, ligesom både bukke og råer i en bestand kan blive svækket af sygdom eller ulykke, der resulterer i svage lam.

Afskydning af svækkede individer højner konditionen i bestanden. Jo højere almen kondition, desto mindre er risikoen for sygdomsudbrud, og jo mindre vil dødeligheden blive i strenge vintre. Og jo bedre fysisk kondition hos bukke, desto større er chancerne for, at de udvikler stærke opsatser.

Ingen regel uden undtagelser

Bortset fra regionale forskelle på opsatser fra en landsdel til en anden, og ofte endda fra et revir til et andet i den samme region, så er der en kobling imellem opsatsens størrelse og kropsvægten.

Jo højere kropsvægt, desto større opsatser. En undersøgelse fra den tidligere Vildtbiologisk Station, Kalø (Danske Vildtundersøgelser, hæfte 33, 1980) viser således, at bukke, hvis opsatser blev opmålt til 100 point og derover, i gennemsnit vejede fra cirka 20 kg og opefter i opbrækket stand.

Både arvelige egenskaber, høj bestandstæthed og høj alder hos råer er potentielle kilder til udvikling af afskudsbukke (og råer). Udover at det er hensigtsmæssigt at tage afskudsbukke ud af bestanden ved afskydning, så bør der i vinterhalvåret fokuseres afgørende mere på råer, end det generelt er tilfældet i dag. Et must er det nemlig, at størsteparten af råerne findes i aldersklassen op til midaldrende, fordi de er de bedste mødre, hvorimod ældre råer ofte ses med svage lam, fordi de ikke længere er i stand til at fordøje føden optimalt og derfor ikke kan tilbyde lammene ligeså meget mælk, som da de var yngre og i bedre kondition. I første række bør ældre råer, som i efteråret ses med kun ét lam, afskydes, og det samme gælder for svage lam, så de dårlige egenskaber ikke videreføres.

Når lammeopsatsen kastes i januar-februar, sætter svage bukkelam som etårige sommetider den første voksenopsats op med blot et par spidser eller knopper og betegnes knopbukke, og tit ledsages dårlig opsatsudvikling af almen dårlig kondition.

Selv om bukke med ringe opsatsdannelse principielt altid bør afskydes frem imod at få sunde bukke med gode opsatser på reviret og til højnelse af konditionen i bestanden, så har det også vist sig, at der i nogle tilfælde kan være fornuft i at lade den fysiske kondition afgøre, om bukke med ringe opsatsatsdannelse bør afskydes her og nu, eller spares.

En buk i god kondition og med normal pels, der enten er knopbuk eller bærer en opsats under ørehøjde, kan være født sent, og dette således er årsagen til, at opsatsudviklingen halter. Vælges det at spare en buk som denne, så er det set, at den det følgende år udviklede en normal opsats, og som midaldrende, altså fire-fem-årig, bar en hæderlig hovedprydelse. Versus bør bukke i ringe kondition med ringe opsatsdannelse altid afskydes uden hensyn til, om knopperne eller den ringe opsats er fejet.

Eksemplet fra Kalø

Såvel som det i enkelte tilfælde kan være hensigtsmæssigt at lade kropskonditionen afgøre, om knopbukke bør afskydes, så kan normal opsatsudvikling hos en kropsmæssigt underudviklet buk også være et parameter for, om den bør afskydes eller skånes.

Ræsonnementet kan være, at når en buk der halter efter i kropsvægt, trods alt har evnet at sætte opsats op i normal højde for aldersklassen, så er det muligt, at konditionen forbedres fremadrettet, og der således kan være fornuft i at se tiden an.

Foruden enkelte bukke med ringe krops- og opsatsstørrelse, der oftere popper op i nogle råvildtbestande end i andre, så findes der i nogle bestande dna for, at bukke sætter op med relativt korte eller tynde stænger, korte sprosser, ringe afstand imellem stængerne, eller de aldrig bliver seksendere.

Selv om bukke som disse normalt vil blive betegnet som afskudsbukke, så er afskydning efter afskudsbukke-kriteriet ikke den endegyldige løsning, fordi regionale særkender er så dybt forankret i bestanden på egnen, at de på trods af afskydningen af uønskede individer alligevel bibeholdes. Principielt nødsages man i sådanne tilfælde derfor til at acceptere, at bukkene sætter op, som de nu engang gør.

Det bedst kendte eksempel på problemstillingen er fra Kalø Gods, hvor råvildtbestanden blev skudt bort i 1950-erne, fordi man ønskede den erstattet af stærkere råvildt end det eksisterende. Da reviret blev anset for tømt for råvildt, blev nyt råvildt fra Egeskov-Fjellebro udsat på stedet, men i modsætning til det forventede resultat – stærke bukke – så fik råvildtet i den nye bestand ikke en markant bedre kondition, ligesom bukkene heller ikke satte stærkere op end tidligere. Råvildtet vendte i løbet af få år blot tilbage til det lokale særpræg på Kalø, og den lære der kan drages af eksemplet, er, at det på fri vildtbane ikke er muligt at forbedre opsatskvaliteten ved bortskydning af en bestand og udsætning af nye dyr med en anden arvemasse. Derimod kan de fysiske forhold på reviret forbedres til gavn for råvildtet, ligesom såvel krops- som opsatsstørrelse kan optimeres i tætte bestande ved reducering af antallet af råer (og rålam).

Ballademagere uønskede

Udover de traditionelle parametre for, hvornår bukke i almindelighed kategoriseres som afskudsbukke, kan unormal adfærd hos bukke nu og da betyde, at nogle bukke henføres til begrebet, fordi de ved aggressivitet i forhold til andre bukke skaber uro, og derfor bør afskydes for at genoprette roen i reviret.

Personligt husker jeg for eksempel en toårig bajonetbuk med lange sylespidse topstrosser, der et år poppede op i reviret, hvor jeg drev bukkejagt gennem en lang årrække, og som angreb og stangede enhver anden buk, som den kom i nærheden af. Da bukken således var en pestilens for andre bukke, skabte megen uro, og dens angreb på andre bukke var direkte og indirekte livstruende, så blev den afskudt, hvorefter roen atter sænkede sig på reviret.

Ro i reviret er et must for trivslen, og ”ballademagere” bør altid afskydes.

Fordi trofævinklen øger fokus på bukkejagt, så har dette frem imod at få bukke til at sætte godt (større) op end almindeligt for danske forhold genereret fodring af råvildt med spektakulært kraftfoder med indhold af stoffer som for eksempel biotin, der i kreaturfoder styrker kalves klove, men overdoseret i kraftfoder til råvildt mistænkes for at udvikle snabelsko.

DTU Veterinærinstituttet dokumenterer, at kraftfoder til råvildt er et skråplan, fordi der ikke er behov for det, og foderpladser samler flere dyr på et begrænset areal, der øger risikoen for, at syge individer smitter raske artsfæller, og fordi de har svært ved at fordøje kraftfoderet, medfører dødsfald.

Hos dyr, der frekventerer foderpladser, har veterinærerne endvidere konstateret svækkelse på grund af øget frekvens af svælgbremselarver, snabelsko, pelslus og skovflåter.

En bæredygtig vej til veludviklede opsatser består i, at bukke får lov til at blive ældre og først høstes som minimum fireårige. Vel vidende, at der er lang vej til dette, fordi størsteparten af de 51% bukke, der nedlægges på landsplan i Danmark, kun er et år, så ændrer det til gengæld heller ikke ved, at et større potentiale af voksne bukke kun nås ved reducering af afskydningen af unge bukke.

Med udgangspunkt i ”Strandgaards afskydningsmodel” – 50% lam, 30% bukke og 20% råer – skal afskydningen af bukke på landsbasis reduceres, og afskydningen af råer til gengæld sættes op, før afskydningen af bukke og råer kommer til at matche Strandgaardmodellen, der dog næppe nås ad frivillighedens vej. Der skal regelsætning til.

Set fra ”det store hartkorns” side ligger en hektarregel lige til højrebenet, men fordi den er bureaukratisk og i højere grad end råvildtbestanden gavner Djøf-tyranniet, der her øjner nye højtlønnede ”pseudostillinger”, er det ulig mere retfærdigt, enklere og billigere for os hårdtprøvede skatteydere (og dermed jagtudøvere) at skrue på jagttiden.

Knæk og bræk.

Henning Kørvel

En ældre buk som denne, der er på retur, bør afskydes, fordi opsatsen kun vil blive ringere de følgende år. Bukken var ukendt, og det vides derfor ikke, om den tidligere har været regelmæssig seksender, eller altid har set nogen lunde sådan ud, fordi nogle bukke aldrig bliver seksendere. Foto: Henning Kørvel

 

Etårig buk, der er afskudsbuk på grund af ligeledes både dårlig kondition og ringe opsats på blot et par centimeter. Den bør afskydes ved første og bedste lejlighed i bukkejagten. Foto: Henning Kørvel

 

Toårig buk i dårlig kondition med elendig pels og blot et par knopper som ”opsats”. Begge dele gør den til en oplagt afskudsbuk, fordi det er utænkeligt, at den retter sig og med tiden bliver en god buk. Foto: Henning Kørvel

Toårig buk, afskudt, fordi stængerne er korte, og den ene stang er uden for- og bagsprosse, og det vurderedes, at den næppe ville udvikle disse senere i livet. Foto: Henning Kørvel

 

To-årig buk, der helt mangler potentiale for en veludviklet opsats, fordi den blot har sat op som spidsbuk under ørehøjde. Foto: Henning Kørvel

 

Denne etårige buk blev afskudt på grund af ringe udlæg imellem stængerne. Foto: Henning Kørvel 

 

Toårig buk afskudt på grund af tynde og flagrende stænger, og fordi forsprosserne mangler på den ene stang og kun antydes på den anden stang. Foto: Henning Kørvel 

Fireårig seksender med relativ korte, tynde stænger og korte sprosser – utvivlsomt resultatet af lokal arvemasse, som må accepteres, fordi det ikke ændres af afskydning af bukke som denne. Foto: Henning Kørvel

En fuldbåren kapitalbuk som denne er endemålet for enhver bukkejæger, men tilstedeværelsen af bukke i den klasse kræver tilbageholdenhed i afskydningen af lovende ungbukke. Foto: Henning Kørvel

En buk med et brækket forløb som den på fotoet bør altid afskydes. Dyrets mobilitet er nedsat, når det kun kan støtte på tre løb. Foto: Henning Kørvel

 

 

En afskudsbuks endeligt

Pelsens dårlige forfatning og den synlige rygsøjle indikerer, at denne etårige buk på trods af normal opsatsudvikling for aldersklassen er i dårlig kondition. Bukken havde mistet skyheden og blev siddende på en skrænt cirka 40 meter fra bilen, fra hvilken fotoet er taget. Foto: Henning Kørvel

Endelig rejser bukken sig, og her ses pelsens dårlige forfatning på såvel kroppen som halsen og hovedet. Desuden ses, at kropsstørrelsen er ringe. Efter at have travet lidt op og ned langs hegnet ind til en fårefold, sprang bukken over. Foto: Henning Kørvel

Nået ud på passende afstand fra hegnet blev bukken afskudt som en bestandspleje- og dyreværnsmæssig foranstaltning, og på grund af dens dårlige kondition blev bukken fundet uegnet til konsum og destrueret. Foto: Henning Kørvel

Del gerne artiklen hvor du ønsker...