Imponerende landvilla med tilhørende hestestalde, folde og ridehus med internationale mål i den lille naturskønne landsby Dall – blot 10 minutters kørsel fra Aalborg Centrum.
Velkommen til denne enestående perle af en hesteejendom
Pragtfuld og gedigen kvalitetsvilla opført i 1913
Med 304 m2 er der plads til hele familien + gæster
Højt beliggende i bakket landskab
Stor herskabelig have med de flotteste store rhododendronbede og en kæmpe blodbøg
5 minutters kørsel til E45, 5 minutters kørsel til City Syd, 2 minutters kørsel til Poulstrup Sø, 20 minutters kørsel til Aalborg Lufthavn
Få alle drømme om en hesteejendom opfyldt lige her. Østergaard ligger i naturskønne og idylliske omgivelser blot 10 minutters kørsel fra Aalborgs centrum. Her kan du få opfyldt drømmen om at holde heste eller måske få eget stutteri.
Ejendommen imponerer allerede, når man kører ind i Dall. Flot stil opført i 1913 med hvidpudsede mursten og sort glaseret tegltag samt kviste og gavle i galvaniseret stål. Ejendommen byder også på en stor flot og rummelig gårdsplads med store blomsterbede, æbletræer og solterrasse.
Bilerne parkeres i den store dobbeltgarage. Der er et samlet boligareal på 304 m2 fordelt på 2 plan samt 71 m2 kælder. Alt er gennemrenoveret og fremtræder i meget flot stand med bl.a. stuklofter og fint lysindfald i stuerne.
Ejendommen indeholder flot hall med lyse klinker og flot svungen trappe til 1. sal.
Stort stilrent køkken/alrum/spisestue i hvide højglanselementer og bordplade i sort granit med indbyggede induktionskogezoner, samt lyse klinker på gulv i køkkendelen og hvidpigmenterede gulve i spisestuen og kontoret, der er opdelt med franske døre.
Opholdsstue med klinker på gulv og indbygget brændeovn. Soveværelse med indbygget skabsvæg og badeværelse med rustikke klinker i lyse farver med både brus og spabad. Baggang med gæstetoilet og bryggers med indbyggede højskabe.
Førstesalen indeholder 4 pæne store værelser – heraf to med indbyggede skabe, opholdsstue med udsigt over den smukke natur, marmorbadeværelse med dobbeltvask samt både spabad og brusebad.
Kælderen indeholder 3 disponible rum + vaskerum med god skabsplads, fyrrum og hyggelig vinkælder opført i røde mursten.
Den store stald er opført i 1850 i kampesten og med sort teglstensprofileret ståltag fremtræder den i flot og velholdt stand, præcis som resten af ejendommen.
Den ene fløj er indrettet med yderst flot gildesal med bar. Stor entré, mindre gang/garderobe, toilet, fuldt køkken og udgang til overdækket terrasse med åben grill/pejs – med videre udgang til den stenbelagte solterrasse og den flotte gårdsplads. Her er plads til alle familiens fester. I modsat ende af denne fløj er der indrettet værksted/grovbryggers med indbyggede skabe og vask.
En del af den ene driftsbygning er indrettet til garage med 2 porte, med plads til 3 biler.
De tre sammenhængende stalde er indrettet til hestehold med 25 store lyse bokse. Alle bokse er med solde boksfronte og krybber fra Fremtidens Standinventar. Haybar i alle bokse samt vandkopper med frostsikring på vandrørene. Desuden forefindes foderrum, opvarmet sadelrum samt vaskeplads med koldt og varmt vand. Masser af opbevaringsplads på loft over den ene stald samt garagen. Ridehal på 1474 m2 med nyanlagt ridehusbund (20 x 60 m) fra Ridebane.dk. Spejlvæg på den ene kortside, automatisk vandingsanlæg og opvarmet klubhus med toilet og køkkenfaciliteter. Drænet udendørsridebane 20 x 45 m.
Jorden omkring ejendommen anvendes til folde, der alle er indhegnet med Hippolux-hegn og med frostfrie vandkopper på de 5 store folde. Der er mulighed for at leje ekstra jord, hvis behov skulle være der. Denne jord er allerede etableret med græs og hestehegn.
Alt i alt en helt fantastisk hesteejendom, hvor intet er overladt til tilfældighederne og der er kræset om hver en detalje.
KLIK og læs mere Evald Borup