Skal hunden anvendes til ræveapportering, er der næppe nogen vej uden om ophidsende leg med ræveskind mens hunden er ung, selv om dette af og til hævdes kan føre til problemer

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Hundens duelighed som ræveapportør hænger ofte sammen med de påvirkninger, den modtog, mens den var hvalp.

Lærer man den unge hvalp at jage en rævehale, tyder erfaringer på, at den har lettere ved at kaste sig over en evt. anskudt ræv, når den bliver voksen.

Det er vigtig, at hunden, som skal lære ræveapportering, tillige er skarp. Ellers giver det en falsk tryghed at medbringe en ræveapportør på jagt. Hunden må være i stand til at affange den anskudte ræv. Mange hunde har denne skarphed i sig. Eksempelvis avlsudvælges mange af de tyske stående hunderacer på baggrund af deres skarphed over for rovvildt. 

Føreren kan dog også opelske voksenhundens evne til at fange og affange en ræv ved at lege med det tidligere nævnte ræveskind. Under legen vil den lære at holde fast, og skindet er faktisk et fantastisk redskab til at fremelske hundens beslutsomhed.

Denne til tider lidt ophidsende leg giver næppe problemer med hundens generelle vildtbehandling, når den bliver ældre. Dette ses dog af og til fremført. Men skal hunden anvendes til ræveapportering, er der ingen vej uden om den ophidsende leg med ræveskindet.

Det sker, at selv en godt ramt ræv løber langt inden den forender. 2-300 meter er ikke ualmindeligt.

Derfor må hunden naturligvis være i stand til at følge sporet af ræven. Noget der sjældent volder de store problemer, da ræven efterlader et kraftigt færtaftryk i bund og vegetation.

Inden man begynder at træne hunden til slæb, skal den dog være helt vild med at apportere ræv. Eller rettere: Den skal være fuldstændig vild med det, ellers bringer man sig i problemer. Oftest er det her, den mindre rutinerede laver fejl. Såfremt hunden ikke er 100% motiveret for at apportere ræv, må man skabe denne lyst, inden man begynder at lægge slæb.

Det første slæb bør anlægges på græsplænen. Efterfølgende flyttes træningen til åben mark, og først når evne og gejst er helt i top, går man i skov. Men man må ALDRIG lægge et slæb, hvor man ikke med øjnene kan følge hunden, når den slippes. Såfremt hunden går fra ræven, når den har snuset sig frem, må man være over den med det samme og insistere på, at den gør sit arbejde færdig.

Sker det, at hunden ikke vil samle ræven op, er det et signal om, at føreren har gjort en fejl. Derfor må han nogle trin tilbage i dressuren og dér lave nogle mere simple øvelser, som hunden kan overse.

Det er nemlig afgørende, at man ikke laver opgaven så vanskelig, at hunden ikke kan følge med. Nogle vil hævde, at ræveslæbet og den efterfølgende apportering i sig selv er vanskelig. Og det er rigtigt. Det ER krævende at bringe ræven hjem. Men det må ikke være så krævende, at det bliver for krævende. Hunden skal bevare lysten hele vejen. Derfor er det altafgørende, at føreren tilrettelægger træningen, så hunden ikke mister mod og lyst. Forståelsen for den individuelt tilpassede træning er afgørende.

Ræveslæb uden observans

Det eneste tidspunkt, hvor man lægger et slæb, og hvor hundens ejer ikke kan se, hvad der sker, er på en prøve, hvor hunden skal apportere ræv uden hjælp fra føreren. Ellers må hundens ejer eller en hjælper altid være i nærheden, såfremt den forsøger at snyde.

Man ser ofte hunde, som vender hjem til deres fører, og lader som om de ikke kan finde frem til den udlagte ræv. Nogle hundeejere tager hundens signaler for gode varer og hjælper hunden på vej. Men hunden kan lugte ræven helt fra start til mål, og det er ikke her, ræven så at sige ligger begravet.

Opgaven har været for krævende, dressuren for slap og inkonsekvent eller sporet for langt. Derfor må man så vidt muligt aldrig bringe sig i den situation. Har hunden først erfaret, at den kan unddrage sig, glemmer den det aldrig.

Under en jagt falder der måske en fasan, mens hunden er på vej hjem med ræven, og så har man balladen. Derfor skal hunden fornemme førerens stikkende øjne i nakken. Den skal vide, at det har konsekvens, såfremt den ikke fuldfører sit arbejde.

Det er denne følelse, som skal bygges op i hunden, såfremt lysten en dag skulle svigte. Kun derved kan man føle sig 100% tryg ved ræveapportøren på såvel prøve som på jagt.

Frys ræven ned 

I løbet af efteråret kan det være en fordel at samle et antal ræve, som grundet dårlige eller ødelagte skind ikke skal pelses. Flere jægere og hundedressører går ofte sammen om en vildtfryser, hvor de kan gemme vildt, herunder bl.a. ræv, til træning uden for sæsonen, hvor det ellers er vanskeligt at fremskaffe vildt.

En nedfrosset ræv kan anvendes adskillige gange, såfremt den efter endt brug fryses ned. Det er dog vigtigt, at man sørger for, at ræven er tøet op, inden hunden apporterer den. En kold og stiv ræv kan nedsætte hundens lyst. Samtidig må man indstille træningen, inden ræven bliver uappetitlig. Begynder hårene at løsne sig, er forrådnelsen sat ind, og ræven bør ikke længere anvendes til træning.

I den kolde årstid kan ræven dog holde sig flere dage, såfremt den hænger luftigt og køligt efter endt brug.

B.T. Har hunden stor lyst til at hente ræv, kan man godt træne 2-3 gange ugentlig.

B.T. Halen lige i vejret. Lysten lyser ud af hunden, og kun den hund, som har lysten, kan anvendes som ræveapportør. Pligtapportøren giver kun falsk tryghed, når en påskudt ræv forsvinder fra påskudstedet. 

B.T. Hunden, som apporterer ræve alene af pligt og frygt for repressalier, vil før eller siden svigte og vende hjem uden ræv, selv om den har fundet den.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »