Der kan være stor forskel fra hund til hund og fra race til race, når det gælder lysten til at apportere, men uanset udgangspunkt når langt de fleste i mål med hundens apportdressur 

Af Michael Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Viser det sig, at hvalpen helt mangler motivation for at apportere, har man i sagens natur et problem. Men måske skyldes den manglende lyst blot, at hunden ikke tænder på den dummy, der anvendes.

Ved at eksperimente lidt med forskellige dummyer i forskelligt materiale, kan man i reglen finde en, som hvalpen kan lide at bære, og i den forbindelse kan alt anvendes som dummy, hvis bare den fatter ideen med at samle op, bære og bringe emnet. Selv et tyggeben kan anvendes.

Når hvalpen er blevet glad for at apportere, kan man vende tilbage til de dummyer, der i begyndelsen ikke formåede at vække dens jagtlyst.

Navnlig ejere af stående hunde mener ofte, at hunden skal igennem tvangsapporteringsskolen for at blive en stabil apportør. Dog findes der linjer inden for de stående hunde, som har samme lidenskabelige lyst til at apportere som spaniels og retrievere. Og er det tilfældet, bør man naturligvis forsøge sig med lystapportering. Hvorom alt er, bør man lade sig vejlede af den enkelte hund og ikke tro, at der kun findes én rigtig metode.

Ordet tvangsapport klinger ikke godt i moderne hundepsykologi. Metoden har dog ikke det fjerneste med vold og brutal magt at gøre. Konsekvens- eller lydighedsapportering dækker bedre. Næppe noget andet sted i dressuren skal man anvende så meget ros, som man skal under denne form for dressur. Det skal dog gives på det rigtige tidspunkt, hvilket der senere vendes tilbage til.

I al sin enkelhed består metoden af tre trin. Første trin går ud på at lære hunden at holde en apportbuk eller dummyen og først slippe på kommando. I andet trin skal hunden gå med bukken, og i tredje skal den samle den op fra jorden. Når hunden på kommando kan samle bukken op fra jorden hver gang, den får besked på det, er tiden i tvangsapporteringsskolen forbi. Opstår der senere problemer, må man tilbage til øvelserne.

Inden der startes på tvangsapporteringsdressuren, skal man være sikker på, at der ikke opstår en længere periode, hvor der ikke er mulighed for at træne. Hunden skal trænes hver dag og helst to eller tre gange daglig, indtil målet er nået. Ligeledes er det vigtigt, at hunden er dressurvant, da man under ingen omstændigheder må starte med denne del af dressuren, før hundens sit- og dæklydighed sidder godt fast, eller før den er fuldstændig fortrolig med at gå i line. Naturligvis er hunden forinden vænnet til, at man af og til åbner dens mund og efterser tænderne for f.eks. tandsten.

Hunden skal under hele træningsforløbet være koblet, og man kan begynde med at lade den snuse lidt til dummyen. Sæt hunden ved venstre side, hold dummyen foran snuden og  sig apport. Løft herefter overmunden på hunden og sørg for, at læberne ikke kommer i klemme mellem tænderne og bukken, som placeres i hundens mund, samtidig med at man siger apport.

Undgå at virke for barsk og kommanderende, så hunden tror, at der er tale om en eller anden udspekuleret afstraffelse. Alligevel skal apportordren gives i et bestemt tonefald. I samme øjeblik, man forsigtigt klemmer hundens kæber sammen om bukken, roses den blidt.

Hunden aner naturligvis ikke, hvad der menes og vil gøre alt for at spytte den modbydelige tingest ud. Sig nej, og hold hunden under hagen og sørg for, at den ikke har held med sit foretagende. Lad hunden sidde et par sekunder og sig derefter tak eller slip, eller hvad man nu har i sinde at anvende som kommando, når bukken tages fra hunden. Gentag øvelsen et par gange og stop så for denne lektion.

Husk at man ikke skal rose efter afleveringen, da hunden kan få det indtryk, at det drejer sig om at spytte emnet ud. Den skal kun roses og stryges på siderne, når den sidder med apportemnet i munden. En diskret lille berøring efter afleveringen kan dog understrege, at hunden har gjort, som man forventede, men heller ikke mere.

De næste dage skal man øve den samme lektion, og første mål er at få hunden til at sidde med emnet så længe, som der findes passende. Men naturligvis skal hunden ikke presses mere end højst nødvendigt.

Under træningen må man vænne hunden til, at man godt må klappe den og berøre bukken uden, at den skal tage det som en opfordring til at spytte emnet ud. Den skal for enhver pris lære, at den først må aflevere på kommando.

Når hunden kan sidde med bukken i munden uden at spytte den ud i utide, må den lære at gå med bukken ved ens side. Begynd som normalt: Sæt hunden ved venstre side og kommander apport og placer bukken i munden på den. Gå nu frem med hunden og hold nøje øje med dens reaktion. Den vil givetvis straks spytte bukken ud, og derfor må man være parat til at gribe ind.

Måske vil et enkelt “nej” være tilstrækkeligt, ellers må man straks løfte dens hoved, så den ikke har mulighed for at slippe bukken. Nogle få skridt i den første lektion er passende, og man skal huske altid at rose, så snart noget går godt. Men komplimenterne må ikke overdrives, da hunden dermed kan blive så begejstret, at den kan miste koncentrationen. Man skal blive ved med at øve denne disciplin, og målet er, at hunden skal følge en med løftet hoved, sætte sig, når man stopper og aflevere på kommando. Først når man er kommet så langt, kan man gå videre til den sidste del af tvangsapporteringsdressuren, hvor hunden skal lære at samle bukken op fra jorden.

Først skal den lære at tage fra hånden. Den skal nu åbne munden på kommando, og første mål er at få den til at gribe ud efter bukken, som holdes nogle centimeter fra dens snude. Start første lektion i denne sidste del med at genopfriske det allerede lærte. Hold nu godt fast i hundens halsbånd, så den ikke kan dreje hovedet. Sæt derpå bukken mod hundens tænder, kommander apport, samtidig med at man forsigtigt trækker hunden frem mod dummyen.

Støvler fra AIGLENetnaturshop annonce

LÆS MERE

I reglen vil de fleste hunde straks åbne munden, og i så fald er alt godt. Hvis ikke må man forsigtigt forsøge at presse kæberne fra hinanden. Gentag eventuelt kommandoen samtidig med, at man atter fører hunden frem mod emnet.

Det kan godt vare lidt, inden hunden overgiver sig og åbner munden. Og når det sker, skal man huske at rose behersket, som man altid gør i det øjeblik, hunden får emnet i munden. Selv om det kan være en sej kamp, må man blive ved, indtil det lykkes. Når først hunden begynder at fatte, hvad der menes, kan man begynde at forlange lidt appel.

         Man kan nu flytte hånden længere og længere ned mod jorden for hver gang, og når hunden kan samle det emne op, som ligger på jorden, er tvangsdressurperioden forbi. Nu skal man forsøge at få hundens lyst ind i dressuren.

Fra gang til gang lægger man bukken længere og længere væk, og efterhånden begynder hunden at se meningen med det hele. En dag kommer den tilbage med logrende hale, og det er samtidig signalet til, at man nu kan udvide øvelserne. Man kan eventuelt markere overgangen ved at erstatte apportdummyen med en ny dummy.

Fremover kan hunden følge dressuren for lystapportører og kan passende starte med at lære ro på post. Noget der ikke burde være vanskeligt, da hunden aldrig under hele tvangsdressuren har fået lov til at apportere uden tilladelse.


For lidt og for meget

Hunde som alene apporterer af pligt er ikke altid så pålidelige som mange antager. Det er nemlig stor risiko for at apportdressuren tager en uheldig drejning, hvis ikke lysten driver værket. F.eks. ses det af og til, at hunden bevidst går forbi apportemnet, som den er sendt ud for at finde. Ligeledes kan den finde på at gemme sig i uoverskuelig terræn, hvor den ved at føreren ikke kan kontrollere dens indsats. Apporteringen er ganske enkelt forbundet med noget ikke-behageligt, og derfor lader den, som om at den ikke kan finde emnet. I reglen er det nemt at kende blinkere. Et lille ryk vil i reglen afsløre den og fortælle, at den har fanget færten.

         Ligeledes risikerer man, at overdrevet lystbetonet træning udvikler en hund som kun apportere så længe den selv har lyst. Heller ikke denne type hund er anvendelig. For de fleste går vejen til en pålidelig apportør via en blanding af lyst og alvor. Hundens medfødte anlæg er ofte bestemmende for, hvordan dressuren skal blandes.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »