banner_985x232_nyvraa

Hvad var for Mille Kongo det bedste ved årets sommerbuk – udover, at det var den første nogensinde. Det kan du læse i denne beretning skrevet af en dengang kun 16 årige nyjæger 

Af Mille Kingo

Jeg fik mit jagttegn den 11/6-07, da jeg var til prøve i Pindstrup. Jeg var femten år, og meget spændt, da det var første gang jeg skulle op.

Jeg havde selv læst det teoretiske op til prøven, og til det praktiske, havde jeg fået hjælp af en mand ved navn Anders Råberg.

Jeg bestod prøven med to fejl i den teoretiske del, og nul fejl i den praktiske.

Min mor er uddannet skytte, og min far er en erfaren og garvet jæger, så jeg har lige fra da jeg var ganske lille, været med på diverse jagter, og altid fundet det interessant.

Da jeg fyldte seksten og havde fået jagttegnet, begyndte jeg at komme med på jagter med hagl. Desværre har jeg ikke haft held til at skyde andet end en enkelt and, med det gevær jeg fik foræret af mine forældre i julegave. Den 1/5-08, altså næsten et år efter jeg havde bestået jagtprøven, ville jeg forsøge mig med at få et riffeltegn, og dette skulle foregå i Randers.

Her bestod jeg også første gang jeg var til prøve, men jeg har, siden jeg var ganske lille gået til baneskydning, så jeg så det ikke som nogen udfordring, at skulle ramme den hvide plet på 100 meters afstand.

Aksel Sørensen, den prøvesagkyndige, fortalte mig, at jeg efter 1 minut og 32 sekunder havde affyret de seks givne skud, der skulle sidde inden for den hvide plet, inden for et givent tidsrum på fem minutter.

Så nu har jeg både riffeltegn og jagttegn. Da bukkesæsonen gik ind den 16/5-08, satte jeg mig ned i hochsitzen ved vores egen gård.

Jeg var meget spændt, da jeg sad der og så ud over Helgenæs’ smukke landskab. Det eneste jeg så den morgen var en ræv, der tumlede forvirret rundt i græsset nedenfor mine fødder. Dog hørte jeg tre andre skud, så nogen må da have haft heldet med sig.

Jeg kunne først komme på jagt igen søndag aften, den 18/5-08, da jeg skulle hjem til min kæreste, der blev sur over, at jeg prioriterede jagt højere end ham, så jeg var nødt til at tage til Herning for at besøge ham. Da jeg kom hjem søndag aften, trak jeg hurtigt i mit jagttøj, og gjorde mig klar til at sætte mig ned i samme hochsitz, som jeg havde siddet ved om fredagen. Heldigvis, tog min far ikke af sted på jagt, så han kunne tage med mig i stedet.

Pludselig pegede min far; der stod en buk og fejede i nogle buske et par hundrede meter væk. Den var for langt væk til, at jeg ville afgive et skud, men jeg sad spændt og ventede på at den kom nærmere.

Bukken vendte om og gik den anden vej. Det skulle ikke blive i aften, tænkte jeg lidt sørgmodigt.

Efter en lille halv time, pegede min far endnu engang. Lige til venstre for mig stod en pæn gaffelbuk.

Det varede lidt tid, før jeg fik vendt mig om, og fik løbet til at pege mod den, og ja, i mellemtiden var den også smuttet ind i noget buskads, men jeg kunne stadig se den tumle rundt derinde.

Det var sikkert, at den ville komme frem igen, men jeg vidste ikke hvornår, så jeg satte mig til at vente. Jeg ventede i lang tid, før den endelig kom frem, og begyndte at æde fra en nærliggende busk, 40 meter fra hochsitzen. Og klokken 20:50 lød skuddet!

Bukken hoppede lidt frem, men gik ellers videre frem, stille og roligt, som om intet var hændt.

”Skyd igen! Skyd igen!” Hviskede min far febrilsk. Et øjeblik blev jeg bange for, at jeg enten ikke havde ramt, eller at jeg havde anskudt den. Jeg kiggede gennem riflens kikkert igen, og så en stor klat blod løbe ned langs siden på dyret, lige bag hjertet.

Jeg fik fortalt min far, at den blødte, og vi besluttede os for at gå ned og kigge efter dyret, ca. 15 minutter efter skuddet havde lydt.

Vi fandt hurtigt noget lungeschweiss på en busk, og vi ringede til min mor, for at bede hende om at komme med vores hund, fordi min far gerne vil lære hende at gå schweiss. Det var ikke nødvendigt med en hund til at finde dyret, da man sagtens kunne følge dyrets vej vha. blodet.

Vi fandt bukken i et buskads. Min far og jeg kravlede derind, og jeg fik blod i mit ansigt, fra udgangshullet.

Jeg havde lige akkurat snittet bagkanten af hjertet. Jeg brækkede dyret, og fik det slæbt hjem, og hængt op. Det var en fin gaffelbuk, som jeg aldrig vil glemme.

Og det bedste af det hele var, at min far var med, for han optog det hele på video, som jeg kan se og altid mindes: Min første buk!