Det skulle tage bæveren næsten 20 år at forcere Limfjorden og bevæge sig de ca. 50 km fra Klosterheden, hvor de blev sat ud i 1999, til de nu er fundet i Nationalpark Thy

Af Naturstyrelsen

De tydelige bæverspor med en dæmning, fældede træer og sågar et fint lille bæver-bo vidner endda om, at en familieforøgelse er under forberedelse. Så med lidt held skal vi have bæverunger i nationalparken til sommer.

Bæveren er aktiv om natten og her fanget med et vildtkamera (foto: Naturstyrelsen)

Bæveren var tæt på at uddø

Det var tæt på, at bæveren blev udryddet, fordi den ligesom andre store dyr forstyrrede landbrugs- og skovdriften.  I begyndelsen af dette århundrede var der kun 700 dyr tilbage i Europa. Historiske kilder beretter om bævere i Danmark for 800 år siden, men man mener, at bæveren dengang blev udryddet pga. jagt.

Men holdningen er vendt, og nu begynder vi igen at se kvaliteten i de vilde dyr. Kronvildtet blev udsat for ca. 40 år siden, og i 1999 blev de første bævere udsat i Klosterheden i Vestjylland. Og i 2009 og 2010 fulgte udsættelsen af de næste bævere i oplandet til Arresø på Sjælland.

Men det skulle altså tage næsten 20 år for bæveren at finde vej til Nationalpark Thy. Og naturprojektleder Anna Gudrun Worm i Nationalpark Thy har svært ved at skjule sin begejstring:

Bæveren er en økologisk nøgleart og en rigtig lille landskabsingeniør. Den fælder træer og ændrer vandløb i et væk, og det skaber en naturlig dynamik og variation i naturen til gavn for andre dyr og planter, fortæller Anna.

LÆS OGSÅ: Bæveren – en succes efter 1.000 års fravær

Hun håber, at bæveren får etableret sig:

– Faktisk blev en enkelt bæver set nord for Limfjorden allerede i 2015, da den flyttede ind ved hul fem på golfbanen i Han Herred. Denne bæver blev desværre kørt ned, inden den nåede at stifte familie.

En følsom sag

Bæveren kan bedst lide at bo ved forholdsvist dybt vand, da den både gemmer sit vinterforråd under vand og har indgangen til sit bo dækket af vand. De er langsomme på land – men elegante og hurtige, når de bevæger sig i vand.

I Klosterheden har nogle lodsejere følt sig generet af bæveren, fordi den har fældet deres træer, fortæller Anna og fortsætter: Jeg tror ikke, at lodsejere her i Nationalpark Thy har noget at være bekymret for. Vi har masser af plads til bæveren, og dens krav til bosted gør det begrænset, hvor mange steder den kan bosætte sig.

På nuværende tidspunkt er bæveren kun set ét sted i nationalparken.

Bæveren er meget følsom for forstyrrelse omkring dens bo. Derfor skal man lade den være i fred og ikke tage på bævertur, indtil den forhåbentligt har dannet sig en stærk lille familie, slutter Anna.