Med efterkrigstidens økonomiske opsving og øgede fritid, fik jagten øget interesse da flere mennesker fik mulighed for at nyde Diana’s glæder. Dette resulterede i kraftigt øgede krav til udstyr og især ammunitionen

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Indtil Anden Verdenskrig var der egentligt ikke sket så frygteligt meget i den blødnæsede kugles udvikling. Bortset fra variationer i kappetykkelse og dermed ekspansionshastighed, var der kun sket nogle ændringer i sammensætningen af kuglekappens legering, da det viste sig at nikkel gav overdrevne aflejringer i riffelgangene. Dette  havde tvunget fabrikkerne til at overgå til at bruge zink som hærder i kobberet.

Kuglerne bestod altså stadig af en simpel kappe med en blykerne af varierende hårdhed, der var frilagt i spidsen.

“Afhængig af fabrikatet var der store variationer i disse kuglers evne til at ekspanderede og holde sammen efter byttet blev truffet.”

Ringe dybdevirkning

I værste fald risikerede jægeren, at kuglen splintrede lige så snart den ramte byttet, resulterende i voldsomme overflade sår og et lidende dyr, eller den totalt fejlede og gik igennem som en fuldkappet kugle.

I andre tilfælde trængte kuglen korrekt ind i byttet men for bløde eller tynde kapper fik den til at disintegrere med total separation af blykerne og kappe til følge.

En sådan kugle gav ringe dybdevirkning og dræberevne med ofte unødvendig stor kødødelæggelse, med små stumper af kerne og kappe fordelt over store dele af kødet.

Ammunitionsfabrikanterne stod således med problemet at få kappe og blykerne til at ekspandere på en måde, der var afstemt efter byttets størrelse og ”hårdhed” og dermed sikre tilstrækkelig permanent sårkanal.

Men samtidig skulle kuglen også holde sammen, for at sikre så stor restvægt som muligt og dermed gennemtrængningsevne.

Mekanisk låsning

Det tyske firma RWS (Rheinisch Westfälische Sprengstoff) i Stadeln havde allerede inden anden verdenskrig fundet en brugbar løsning – mekanisk låsning (bonding) – hvor kappen blev udformet så den fysisk fastlåste blyet og forhindrede separation.

Den nye kugle var meget succesfuld og blev lavet i mange forskellige kalibrer. RWS kaldte den for H-mantel, en kugle der, efter kontinuerlige forbedringer, stadig er med os i dag.

Historie: Begyndende nytænkning

RWS’ geniale løsning på separationsproblemet; H-Mantel. Her holder de to tværstykker det bageste af blykernen på plads i kappen. Denne konstruktion sikrede ikke bare stor gennemtrængning, men også kraftig ekspansion da hele den forreste del fladede ud og ofte faldt hel af, så kun den bageste halvdel fortsatte gennem byttet.

Det vedvarende økonomiske opsving efter anden verdenskrig fik for alvor sat gang især i riffeljagten verden over, og med den øgede aktivitet og økonomiske formåen steg kravet til og behovet for førsteklasses jagtammunition.

 

%d bloggers like this: