SBpmIx75yH0

Alle jægere ved godt, at hvis ikke man passer på sine våben, så går det kun én vej med holdbarheden. Men hvad bør man som minimum gøre efter en jagtdag?

Af Peter Thisted

Du kender det godt. Du kommer hjem efter en kold og navnlig våd jagtdag. Måske er du selv gennemblødt til skindet, og din hund har det absolut ikke bedre.

Behandling af fugtige våben efter en våd jagtdag

Det er ikke kun stemmebåndet, der kan blive lidt rustent efter et ophold i koldt og regnfuldt vejr.

Hunden får en tur med et håndklæde, hvorefter den kryber op i kurven, og efter et tøjskifte samt et varmt bad kalder sofaen med blide lokketoner kælent på dig.

Men stop lige engang – hvad har du gjort med dit våben?

“Rust never sleeps”

Du kan gøre tingene lettere for dig selv, hvis du allerede inden du tager afsted, giver dit våben en ordentlig omgang beskyttende olie eller våbenfedt.

Næste step er efter jagten, når du lægger våbnet i bilen. Hvis du allerede her lægger et vådt våben ind i et skumfoderal, så er du allerede godt igang med at forprogrammere et rustangreb.

Skummet i dit foderal er et olieprodukt, som kan indeholde syrerester. Når det kommer i kontakt med vådt metal, så starter rust-processen lystigt der ud af.

Derfor: Aftør dit våben, svøb det gerne ind i et gammelt håndkæde eller et lagen, og læg det først derefter i foderalet.

Når du kommer hjem, så tag straks dit våben ud, aftør det hvis nødvendigt og stil den herefter i stuetemperatur, så våbnet kan blive varmet op.

Når våbnet efter nogle timer er tempereret, så er det tid til en omgang med en olievædet klud. Først herefter bør du stillet dit våben ind i våbenskabet.

Giver du våbnet olie inden stålet er tilstrækkelig tempereret, så risikerer du at indkapsle kondens under olielaget, og så vil bruneringen, som netop ikke er nogen rustbeskyttelse i sig selv, blive angrebet, og så har du for alvor balladen.

En korrekt behandling af dine våben vil altid sikre, at de holder i rigtig mange år fremover.

LÆS OGSÅ: Mine geværer ruster i våbenskabet

Er skaden allerede sket, så kan du i denne video se, hvordan du selv kan klare en brunering, hvis du ellers har mod på den slags.

Peter Thisted

pt@netnatur.dk

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »