Hvordan skal man håndtere den nærmest eksplosive vækst af de fredede bramgæs i lufthavne, på marker og i forvaltningsarbejdet? Det sættes der fokus på i en temadag om bramgæs den 8 marts

Af Miljøstyrelsen

Bestanden af bramgæs, som overvintrer og yngler i Danmark, er vokset kraftigt til i antal. Inden for en kort årrække er antallet af de trækkende gæs i Danmark tidoblet, og der er nu cirka 250.000 overvintrende fugle.

Det har skabt problemer for blandt andet landbrug og flysikkerhed. Derfor inviterer Miljøstyrelsen til en temadag om forvaltning af bramgås i samarbejde med DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

En kvart million bramgæs overvintrer i Danmark hvert år, og nogle steder gør de stor skade på landbrugsafgrøder.

Temadagen skal skabe overblik over udviklingen i bestanden og de problemer med skader på afgrøder og forstyrrelser af flytrafikken, som gæssene forårsager. Desuden vil nye forsøg med forvaltningsmæssige rammer og tiltag blive præsenteret.

Gener for landbrug og flytrafik

De mange gæs giver konflikter med landbrugsinteresser, fordi fuglene fouragerer på blandt andet græsarealer og vinterafgrøder. Det går især ud over vintersæd, frøgræs, raps og græs, og landmændene kan derfor opleve et udbyttetab som følge af de mange gæs.

I lufthavnene er de store fugle også et problem. En gås på 2-3 kilo i jetmotor på et fly kan have katastrofale konsekvenser, og derfor deltager repræsentanter for lufthavnsbranchen også i temadagen.

Tid: den 8. marts 2022, kl. 09.30-16.45
Sted: Dalum Landbrugsskole, Landbrugsvej 65, 5260 Odense S

Tilmelding her – senest 21. februar 2022.

Se programmet her

 Der er ikke brugerbetaling, men et begrænset deltagerantal. De gældende Corona-regler vil blive fulgt nøje.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »