Efter den bibelske beretning om den store nye begyndelse, bliver der vendt op og ned på vores forhold til frygt, kød og retten til at dræbe

Af Michael Sand

Bibelen, kød og drab

Denne artikel har til formål at komme nærmere den bibelske forståelse af naturen og vores placering i forhold til samme. Det er det bibelske natursyn og ikke andet, som jeg forsøger at nærme mig, selv om man naturligvis kan anfægte, at natursynet ikke kan vurderes alene. Det skal ses og fortolkes i forhold til de andre former for ”syn” som Bibelen anskueliggør. Ikke desto minde er dette hensigten med artikelserien. Den bibelske forkyndelse overlades til præster og andre kyndige og serien skal ses som en rejse – side for side – hvor formået er specifikt at lede efter de passager, der omhandler vores forhold til naturen. Hvad skrives der og hvordan påvirker det vores måde at se på naturen i dag?

Efter Syndfloden begyndte at falde og Noas Ark gik på grund, blev den store genstart realiseret. Dyr og mennesker kunne atter genindtage det nu tørlagte landskab.

”Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden”, lød det fra Gud, som også sagde noget andet, som for eftertiden blev afgørende.

”Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt”.

Og i umiddelbar forlængelse af denne profeti skrives der:

” Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter. Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise”

Hvis man alene holder sig til denne artikels præmis, som er at forstå det skrevne ord bogstaveligt – uden at læse frem Bibelen – er der plads til fortolkning.

Især sætningen herunder springer i øjnene:

”Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise.”

Hvad menes der med dette? Må mennesker slå dyr ihjel for at skaffe sig føde?

Hvis svaret er nej, er dette påbud i tråd med det vi oplevede under gennemgang af de oprindelige intentioner med Paradisets have, hvor mennesket kun var tilladt at spise frugt og grønt.

Hvis svaret er ja, er det begyndelsen på et helt nyt kapitel i vores historie og starten på et helt nyt syn på naturen.

Uanset svaret kan man rejse spørgsmålet: Fik vi nu også – da Noe standede – et guddommeligt mandat til at slå dyr ihjel for at spise dem?

Her kan man nok hævde, at den bedyrede frygt, som dyr fremover skulle opleve, peger kraftig i den retning. Eftersom mennesket fremover måtte spise både vildt og husdyr, bliver den naturlige konsekvens vel, at vi først må dræbe dyrene, før vi kan spise dem. Af den årsag vil dyrene naturligvis frygte os.

På Bibelens første sider kan man dog læse, at mennesket skal herske over dyrene … Derfor er spørgsmålet: Er frygt blot en naturlig udløber af det at herske?

Hvis svaret på det spørgsmål er ja, er der altså blot tale om en præcisering af den oprindelige tanke bag skaberværket, som menneskeheden – repræsenteret via Noa – bliver præsenteret for?

Men sådan er teksten ikke i almindelighed udlagt i eftertiden.

Her ses det som en helt ny dagsorden for mennesket og indirekte også for alt andet levende på jorden. Vi fik mandat til at dræbe og spørgsmål, der beklikker denne antagelse, har aldrig rigtig fået sin gang på jorden.

Endnu den dag i dag tolker vi det som retten til at dræbe og spise kød så længe det er “blødt af”. Altså måtte man ikke spise levende dyr. Men hvem har dog også lyst til dette? Er Guds befaling i virkeligheden verdens første lov om dyreetik? Altså en slags sikring mod en meget brutal form for dyrplageri, som dog er en del af hverdagen i dyrenes egen verden, hvor byttedyr ofte ædes levende …

Levende sushi forekommer dog stadig som et fænomen, der trækker overskrifter og vækker forargelse. Her går debatten primært på om de fisk, der spises levende, er i stand til at føle smerte. Ikke så meget på om det – set ud fra et bibelsk perspektiv – er forkert at spise dyr, der ikke er forblødt.

Bibelen kød og drab

I Afrika har jeg jagtet med guides og hjælpere, der bestræber sig på at være fremme ved det nedlagte vildt inden det er forendt og altså dødt. Derved sikres, at vildtet udefra en religiøs betragtning rent faktisk når at bløde af inden hjertepumpen går i stå og dyret dør.

Den guddommelig ret til at dræbe dyr underbygges også af sætning i den fremhævede tekst, der påpeger, at at dyrene vil frygte os.

Dette har stadig store konsekvenser for alverdens dyreliv. Frygt er nemlig en helt naturlig konsekvens af jagt og dyrs flugtafstand samt udnyttelse af områder og døgnets timer er tilpasset vores aktivitet. Dyr flygter, når de ser os og dagaktive dyr bliver nataktive.

Stort set alle vilde dyr syntes instinktivt at frygte os og selv store dyr, der kan knuse et menneske med et enkelt bid eller poteslag, frygter os. Angreb er for dem sidste udvej.

Men om denne frygt er medfødt eller tillært over tid – eller ligefrem nedarvet i generene via forældredyrs erfaringer, – kan man naturligvis diskutere.

Men frygten for mennesket påvirker vores medskabninger og er stadig en stor del af den igangværende naturdebat, hvor f.eks. flugtafstand og det man kan kalde ufrivillig nataktivitet er en del af dagsordenen i diverse naturdebatter.

Første Mosebog forklarer, at dette er en naturlov. Spørgsmålet er om dyrene frygter os, fordi vi er sat til at fortalte dem. Eller fordi vi ifølge eftertidens tolkning har ret til at dræbe og efterfølgende spise kødet fra de slagtede, fangede eller nedlagte dyr?

Måske vil vi i de kommende artikler og under den fortsatte rejse i Bibelen komme tættere på en grundlæggende forståelse af det, som over tid blev til udgangspunktet for det moderne menneskes natursyn.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »