Værdien af stor artsrigdom spiller en stor rolle i Bibelens fortælling om Noas ark, der også synliggør den røde tråd i vores tids naturdebat om biodiversitet og forståelse for naturens udvikling

Af Michael Sand

Hvor moderne er det moderne natursyn egentlig og i hvor høj grad udspringer det af vores bibelske baggrund? Det er formålet med denne artikel-serie og allerede i Bibelens fortælling om Noas Ark bliver vi præsenteret for værdien af biodiversitet, der er blevet det mest anvendte udtryk for artsrigdom og det samspil, som klodens mange skabning indgår i. Men fortællingen om Nos ark er meget mere end det. Beretningen rummer en skattekiste af fortolkninger, der stadig påvirker vores syn på naturen, og inspirerer os til at finde løsninger, der kan bevare os selv og artsrigdommen for eftertiden. 

Udvisningen af Adam og Eva fra Edens blev begyndelsen til en helt ny tilværelse for den nye menneskeslægt. Desværre stod det ret hurtigt klart, at de forbudne frugter fra kundskabens træ næppe havde tilført menneskeheden ekstra kløgt og retfærdighedssans.

I hvert fald ses dette ikke nedarvet i Kain og Abel: Verdens første børn efter verdens første mennesker.

I følge Første Mosebog slog Kain sin lillebror ihjel. Kain var angiveligt sur over, at han ikke oplevede samme guddommelige opmærksomhed, som han følte tilgik Abel.

Som straf blev Kain forvist af Gud, som gjorde ham fredløs. Kain protesterede dog over den hårde dom og den onde gerning til trods, kunne han vandre bort med Guds beskyttelse.

Efterhånden som mennesker blev talrige, kunne noget tyde på, at der fra starten var en funktionsfejl i den menneskelige natur. Faktisk var det så alvorligt, at Gud fortrød, at han havde skabt mennesket. Som konsekvens besluttede han sig for at nulstille projektet og fjerne dem fra jordens overflade.

Men udryddelsen ramte ikke kun menneskeslægten. Også alle andre skabninger, der trak vejret, skulle lide samme skæbne, når verdenshavene begyndte at stige og dække selv de højete bjergtoppe med vand. Den straf, som menneskeheden pådrog sig, trak altså dyr, fugl og krybdyr med sig i faldet.

Men Gud besluttede dog at skåne Noa og hans familie, som fik fortalt, at de skulle bygge en ark, der var stor nok til at indeholde alverdens arter. Et par af hver art skulle de indsamle og ifølge Bibelen var det tilstrækkeligt til at sikre arternes overlevelse, når vandet igen begyndt at falde.

Oversvømmelsen blev ganske som forudsagt fatal for alt, der trak vejret, men da vandet begyndte at falde stødte arken på grund og takket være den enorme genbank kunne livet på kloden starte forfra.

Gud lovede, at han aldrig mere vil lade jorden oversvømme på grund af menneskehedens ondstab. Og som symbol på sin pagt, satte han en regnbue på himlen.

I vores bibelsk funderede del af verdenen bliver Noas ark dermed den første erindring om, at alle levende skabninger er vigtige i det store kredsløb.

Repræsentanter fra alle skabninger var med ombord, da vandet steg og løftede arken ud på sin rejse. Gud brugte ikke lejligheden til at rense ud og undlade f.eks. flåter, rotter eller invasive arter, der ved menneskets gøren og laden havde været i stand til at forplante sig i nye område.

Den bibelske fortælling om Syndfloden trækker stadig spor i hele den vestlige verden. Her frygter man endnu ødelæggende vandstigninger på grund af CO2 udledning og global opvarmning, der smelter indlandsisen. Regnbuen fortæller måske nok, at Gud ikke vil forbande jorden eller lade jorden oversvømme. Men hvad nu hvis havstigningerne er vores egen skyld? Gælder Guds forsikring da stadig?

Uanset skal der kalkulers med en ganske betydelig selvrisiko, der kan betyde, at verdenshavene vil stige og sandsynligvis også falde igen. Sådan har det fungeret de sidste tusinde år. Det vil næppe udrydde menneskeheden, selv om få centimeters vandstigning kan få katastrofale konsekvenser for lavtliggende naturområder såvel som kystnære by- og landbrugsområder.

Men menneskets ondskab kan stadig – ganske som i fortællingen i det gamle testamente – blive fatal for stort set alle andre levende skabninger på kloden. Vi har allerede udryddet adskillige arter. Men den største fare gemmer sig næppe i vores overforbrug på andre arters bekostning. Den tikkende bombe under alt liv har vi gemt af vejen – under havets og jordens overflade i form af atomvåben indrettet til at udslette alt det vi forbinder med livet på den blå planet.

Hvis en atommagt gentager verdenshistoriens første brodermord – beskrevet i fortællingen om Kain og Abel – og overfalder en anden nation med de ødelæggende våben, kan det udløse en eksplosion, som kan forandre kloden. Konsekvenserne kan – udover strålinger og enorme ødelæggelser – være en såkaldt atomvinter, der vil fryse kloden ned i flere år. Hvor meget liv og mangfoldighed, der er tilbage herefter, vides ikke.

Menneskeheden er ikke ubevist med denne risiko og fortællingen om Noas ark virker inspirerende i forsøget på at genstarte kloden efter det måske værst tænkelige. Mere end en million forskellige plantefrø fra hele verden er gemt i Svalbard Global Seed Vault. De mange frø er beskyttet af permafrosten og skal sikre menneskehedens overlevelse, hvis alt går galt.

Beretningen om Noas Ark er vel også filosofien i mange af de nationalparker, der er oprettet rundt omkring på kloden. Vi ønsker at bevare artsrige, velfungerende økosystemer for eftertiden. Vi skaber genbanker, som kan sikre fremtiden.

I følge Bibelen gik arken på grund på Ararats bjerge, da syndflodens vande begyndte at falde. Det har fået Greenpeace til at opføre en “kopi” af Arken på Ararat, som symbol på kampen for at redde udryddelsestruede dyrearter.

Endelig er der kræfter i f.eks. finansverdenen, der arbejder med Den store genstart – som også i sin grundtanke  trækker tråde tilbage til Noas ark. Fortællingen har skabt et iboende ønske i mennesket om at starte forfra, når noget er startet på et fundamentalt forkert grundlag.

Denne artikelserie indgår en serie kaldet en BibelsafariSerien har til formål at gøre os lidt mere bevidste om hvordan Bibelen har påvirket vores moderne natursyn. Og der er næppe tvivl om, at fortællingen om Noas ark har virket som et kompas i alverdens naturdebatter. Biodiversitet regnes stadig som altafgørende, selv om arter uddør i et alarmerende højt tempo. De fleste arter forsvinder fordi vi fjerner deres livsgrundlag for at give bedre plads til vores eget.

Dermed kan fortællingen om Noas ark også anskues som en profeti. Et varsel om, at noget tilsvarende kan gentage sig. Tankevækkende er det, at det var menneskets ondskab, der trak alle andre skabninger med sig i dybet, da vandet begyndte at stige som konsekvens af Syndfloden.

Dermed bliver Noas ark ganske nærværende. Især da menneskets gøren og laden var den direkte årsag til syndfloden, der udslettede alt liv over havet.

Der var sandsynligvis andre måder at fjerne mennesker fra verdens overflade på end via en gigantisk syndflod. Anskuet med vores logik kunne Gud have valgt en helt ny genstart for menneskeheden via en smitsom virus, der med et snuptag havde reduceret menneskeheden uden samtidig at fjerne alt andet levende.

Noa og hans familie kunne evt. skånes med et særlig stærkt immunforsvar. Men det blev ikke løsningen. Det blev den altødelæggende genstart, som druknede alt liv, som skabte den nye begyndelse, som vi er efterkommere af.

Symbolikken i Noas ark kan dermed stikke dybere end det umiddelbare. Fortællingen kan også være symbolet på, at noget må dø, for at noget nyt kan opstå. Genstart er ikke blot grundtanken i naturens orden. Det er dagligdagen, hvor arter over tid genstartes via udvikling og tilpasning af dem, som Gud finder bedst egnede.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »