Skytte Collo kaldte på hjorten med sit pvc-rør, og den store hjort, der lige havde sølet, kom straks for at se ”rivalen” an. Fortsæt beretning om spændende bjergjagt på spansk brunsthjort

Bjergjagt på brunsthjort

Pladshjorten forsvandt bagved bjerget, netop som Henning Kørvel og hans venner ankom, men skytte Collo kaldte på den med sit pvc-rør, og hjorten der lige havde sølet, kom straks for at se ”rivalen” an. Da den stoppede op ude på 200 meters afstand, slap Henning Kørvel kuglen, og fik således udover en smuk medaljehjort en selvskænket fødselsdagsgave, fordi den blev skudt på hans fødselsdag.

Tekst og foto: Henning Kørvel

Suzuki firetrækkeren med skytte Collo ved rattet svinger ind på en smal grusvej i de cantabriske bjerge i det nordlige Spanien. Udsynet til forrevne bjergtinder, stejle bjergskråninger, tæt bjergskov og dels grønne, dels gule græssletter i dalene og en stor kunstig sø fra Francotiden i centrum er betagende.

Collo, der er skytte hos min vært, Juan Antonio fra Madrid, gør snart holdt. Han beder Rafael – der er med som tilskuer – og jeg om at blive siddende i bilen, mens han står ud for at lytte, om hjorte brøler.

”Nada” (intet), kundgør han, da han atter indtager sædet bag rattet, og kørslen fortsættes, mens han forklarer, at brunsten endnu ikke er kommer rigtigt i gang, selv om den burde have været det, fordi det i dag er 21. september.

 ”Med temperaturer over 20 grader er vejret for varmt. Der skal regn og lavere temperaturer til at sætte gang i brunsten”, mener Collo, som to år forinden guidede mig til en smuk 14-ender. Tidspunktet var stort set det samme, nemlig 23. september, men temperaturen var lavere, end da vi her to år senere klokken godt 18 indleder jagten efter forinden at have indlogeret os i det lille lokale hotels komfortable campinghytter.

Collo holder igen ind til siden og gør nu tegn til, at Rafael og jeg skal følge med for snart at sætte os på et klippefremspring med udsigt ud over en dyb dal.

Fire vildsvin – so med tre smågrise – går ind på nethinden, men den store hjort, som han har skuet her, lader sig ikke se. Efter nogen tid mener han derfor, at vi skal fortsætte, og da vi atter gør holdt med kig ud over en dal og en stejl klippefomation øst for søen, opdager vi fem cantabriske gemser.

I det 18.000 store jagtrevir findes der cirka 100 eksemplarer af denne gemseart, der blandt de 11 gemsearter både har mindst krop og horn. Bestanden er dog i fremgang efter at have været ramt af skab, der har reduceret antallet af denne gemseart betragteligt.

Overfaldet af en sværm af fluer

Da vi fortsætter efter nogen tid og atter gør holdt for at kigge ud over en stor græs- og træbevokset dal, ser vi igen gemser, men desværre ikke den hjort, som Collo har set flere gange, og han gerne vil have, at jeg skyder.

Vi fortsætter til fods til et højdedrag, hvor vi atter kan se ud over en stor dal og bjergskråninger, og snart spotter vi den hjort, som Collo søger efter, cirka 600 meter ude.

Han fisker nu sit hjortekald – et 40-45 centimeter langt pvs-rør – op af rygsækken, sætter det for munden og udsender et brøl, der i mine ører lyder troværdigt ud i dalen. Det besvares da også straks af hjorten, som, nu bevæger sig i den retning, som lyden kommer fra, vel sagtens for at sætte den formodede rival ud fra dens territorium.

Imens leder Collo og jeg efter en klippeblok, som riflen – en 7 millimeter Remington Magnum –  – kan sættes op på med udslået bipod. Hjorten er nu ret foran os kun 250 meter ude, men da fast anlæg mangler, fordi skydestokken af ukendte årsager heller ikke er til stede, må skuddet desværre holdes tilbage, og vi gør retræte uden hjorten.

”Hjorten vil også være her i morgen tidlig”, mener Collo, der vil lægge skydestokken i bilen, når han kommer hjem for at være sikker på, at vi har den med os i morgen.

Da vi næste morgen træder ud på klippefremspringet, lader hjorten sig imidlertid ikke skue, og Collos lokkekald med pvc-røret forbliver ubesvaret. Vi kører derfor videre, og fra et nyt klippefremspring ser vi over 600 meter borte en anden stor hjort i følgeskab med fire hinder. Men fordi en eller flere af disse er i brunst, frister Collos lokkekald ikke hjorten , der foretrækker at blive hos haremmet. Ved 10-tiden indstilles jagten, og vi kører tilbage til vores campinghytte i Bonar (udtales Bonjar).

”Med så lidt aktivitet skulle man ikke tro, at vi er midt i brunsttiden”, beklager Collo. Rafael og jeg samtykker, idet vi husker, at vi en aften og morgen et par år forinden hørte 12-15 hjorte hjorte brøle og skuede fem-seks af disse på afstande op til over 800 meter.

Om aftenen tager vi en afstikker uden for bjergvejen, og da vi når frem til en stor dal, hvor Collo kender en stor hjort, stopper han brat, da han ser hjorten nede i dalen 200 meter fra os. Vi springer straks ud af bilen, men overfaldes af en sværm af aggressive fluer, der sætter sig på hænderne, kinderne, halsen, mundvigene og i øjnene, næsen og ørene.

Mens jeg vifter dem væk med begge hænder, forsvinder hjorten og er ude af syne, da de irriterende fluer omsider er viftet bort, og jeg er klar til action.

Lokket frem af lokkekaldet

 

Vi fortsætter til fods til en træbevokset højderyg nord for søen. Da vi omsider kan se ud over græssletten ud til søen, ser vi pladshjorten gå frem imod højderyggen, som vi befinder os på, men kun for straks at forsvinde om bagved den.

Vi gætter på, at den enten skal beslå en hind eller vise en rival på porten.

Vi sætter os på bjergskråningen, og snart kommer en anden hjort på banen. Collo forklarer, at den er en ung hihjort. Han brøler nu i pvc-røret, og kort efter ser jeg pladshjorten komme tilbage, mens Collo og Rafael sidder og hvisker sammen og ikke sre hjorten, før jeg gør dem opmærksom på den. Hjorten er tydeligvis på udkig efter den hjort, som den hørte brøle for lidt siden. Godt 200 meter ude drejer den til højre langs buskadset for snart at stoppe op, hvorpå kuglen – en 145 grains Barnes  LRX – forlader løbet, og sætter hjorten skakmat.

Collo og Rafael ønsker tillykke. Hjorten, en 12-ender i medaljeklasse, havde lige sølet i en mudderpøl, men nåede kun at få geviret og den ene side af kroppen indsmurt i mudder, før Collos lokkebrøl fik den op af badet.

Først da vi alle tre står samlet ved hjorten, røber jeg, at det i dag er min fødselsdag, hvilket udløser endnu et tillykke, og det udløser også en senere behørig markering i vores hofrestaurant i Bonar. Herunder får jeg af Juan Antonio at vide, at jeg ventes til en reprise til næste år.

Det skriv er jeg straks ind i kalenderen, fordi hjortejagt i Europas vildeste natur med ulve og brunbjørne, er superb, og i gode venners selskab altid går op i en højere enhed.

Cantabriske Bjerge er et miks af forskellige bjergtyper. I de højeste bjerge som det i forgrunden, står cantabriske gemser øverst oppe, og lidt længere nede ses kronvildt, vildsvin, råvildt og ulve.

Collo blæser lokketoner til kronhjorte i sit pvc-rør. Lokkekaldet er så troværdigt, at kronhjorte ofte lader sig lokke ind på skudhold.

Med fast anlæg på en tyk gren imellem to træer og en jakke skyder Henning Kørvel her pladshjorten, efter at den er kommet retur på grund af collos lokkekald.

Henning Kørvel ved den smukke nedlagte 12-ender kronhjort i medaljeklasse.

Rafael (til venstre) og Collo poserer her ved kronhjorten, som Henning Kørvel har nedlagt, og som er beviset på, at Cantabriske Bjerge er et fint kronvildtrevir.

Kronhjorten nåede kun at søle sig på den ene kropsside, før Collos lokkekald kaldte den op, og den kom for at tage bestik af ”rivalen” og blev skudt.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »