– Helt uacceptabelt, at vildtkød forurenet med bly bliver solgt som mad, lyder det fra de norske fødevaremyndigheder, der har fundet forhøjede værdier af bly i undersøgt elgkød

Af Redaktionen

De norske fødevaremyndigheder advarer om høje niveauer af bly i elgkød, der er nedlagt med blyholdig ammunition og som sælges i butikkerne. Det skriver Jeger.no.

Undersøgelsen blev gennemført blandt flere typer af kød, der blev udbudt til salg i efteråret 2014.

LÆS OGSÅ: Blyfri riffelammunition virker

I Norge er der ingen grænseværdier for bly i vildtkød, men for husdyr er grænsen på 0,1 milligram per kilogram. Undersøgelsen viste, at to tredjedele af det undersøgte vildtkød overskred denne tærskel.

LÆS OGSÅ: Norge: Så må der jages med blyhagl

– Adskillige prøver af hakket elgkød indeholdt mellem 10 og 35 milligram bly per kilogram, og det er helt uacceptabelt, at vildtkød forurenet med bly bliver solgt som mad, siger Randi Edvardsen, som er chef for det norske Mattilsynet.

Hun mener, at en løsning kan være, at jægerne enten anvender blyfri ammunition eller bliver bedre til at skære kød væk omkring skudsåret.

Spiser man kød fra hjortevildt nedlagt med blyholdig ammunition mere end en gang om måneden, er der øget risiko for at få forhøjet blodtryk og nerveskader, hævder Mattilsynet.

LÆS OGSÅ: Kobberkugler preller ikke mere af end blykugler

Del gerne artiklen hvor du ønsker...