Er det virkelig nødvendigt at give hunden et tørredækken på under jagt ? Som i så mange andre situationer afhænger svaret af hunden og situationen

Af Michael Sand

Ikke mindst tidligere levede jægernes andeapportører et godt, men relativ kort liv.

Mange timers ophold i koldt vand under efterårets ande- og gåsejagter satte sine spor og det var ikke ualmindeligt, at en aktiv jagthund i otte-, niårsalderen allerede var plaget af gigt og gangbesvær.

I dag er jægerne blevet meget bedre til at passe på deres hunde.

En jæger, som jeg af og til driver andejagt med, har en gudsbenådet apportør. Men hunden er ikke ret stor og bliver hurtigere end en større hund afkølet under trækjagt på gæs og ænder.

Det kompenserer jægeren for ved i videst muligt omfang at holde hunden tør inden jagten begynder og den evt. skal i vandet for at apportere skudte ænder.

Når jagten drives langs lavvandende fjordområder, henter han selv de ænder, der falder i fjorden.

Kun når der virkelig er brug for en apportør, slipper han hunden, der under jagten holdes tør og skærmes mod vind og evt. regn og slud.

I de kolde måneder, er hunden desuden iklædt en isolerende dragt. I camu naturligvis, når det gælder andejagt.

Hunden har  – efter lidt tilvænning – i dag accepteret påklædningen og arbejder uhæmmet både på land og i vand med dragten.

 

Men bør man altid anvende dækken, når hunden anvendes under jagt, hvor en del af vildtet falder i vand?

Udover hundens størrelse, der betyder en del for afkølingen, vil det også afhænge af hundetype.

En labrador er f.eks. forsynet med en lettere fedtet vandafvisende pels med dækhår og underuld. Og en Chesapeake Bay Retriever har nærmest en vandtæt pels.

Det gør den særlig egnet til at arbejde i koldt vand.

Derfor vil den i mindre omfang skulle beskyttes mod kulde og nedkøling end f.eks. en springer spaniel eller korthåret, der ikke har meget pels at stå imod med, når det bliver rigtig koldt og den ikke kan holde sig varm ved at søge skudte ænder.

Det er nemlig ventetiden mellem chancerne, der især kan være en prøvelse. Ikke mindst fordi hunden oftest allerede er blevet våd frem mod terrænet.

Det er vanskeligt at undgå, selv om en cocker spaniel evt. kan bæres i en rygsæk undervejs. Det er ikke så nemt med en labrador eller en stor ruhår etc.  

Oftest indenfinder jægerne sig på posterne et stykke tid før trækket begynder. Det giver jægerne mulighed for at tilpasse sig og gøre sig nogle tanker omkring omgivelserne og hvordan de evn. vil skyde til de fugle, der viser sig. 

Men der er ingen grund til at kalde hunden ind, før de første ænder tegner sig på aften- eller morgenhimlen. Indtil da, kan man lade den søge lidt omkring og på den måde holde sig aktivere og varm. hvis altså kunne vil. Ofte indfinder de sig i samme øjeblik jægeren placerer sig i skjulet. 

En tætsiddende dragt i neopren kan ikke alene hjælpe hunden med at holde kulden fra knoglerne. Det kan også gøre den mere flydende. (Foto er fra en periode af dansk jagthistorien, hvor jagt på skalleslugere var tilladt. I dag er de ikke længere jagtbare) 

Der er næppe tvivl om, at jo mere man passer på sin hund under andejagterne, jo længere holder den og jo længere tid kan man anvende den til jagt. Hunden skåner ikke sig selv. Derfor er det et ansvar, der påhviler os, der er helt afhængig af deres indsats under jagterne.  

Når jagten er slut og den sidst and apporteret, er det meget vigtigt, at hunden tørres af inden den kommer ind i bilen. Herefter forsynes den med en tørredragt, der varmer og som samtidig kan absorbere fugt.

Er der områder og situationer, hvor man bør være forsigtig med at anvende tørredragt?

Det er helt oplagt at anvende dragt under jagt langs stranden.

Det er også her man i udpræget grad søger hen, når der varsles andevej og himmel og hav står i ét.

På sådanne dage kan få graders varme føles om flere graders kulde på grund af chillfaktoren og naturligvis vil det her være særlig oplagt at beskytte hunden. 

Langs stranden er der ikke særlig stor risiko for, at apportøren kommer i karambolage med grene og drivtømmer. Desuden har man næsten altid et øje på hunden, og kan komme den til undsætning, hvis den skulle opstå  problemer.  

I tætte moseområder med sammenvokset pil bør man være mere forsigtig. Ikke kun med anvendelse af dækken. Men også med anvendelse af halsbånd.

I meget uheldige situationer kan hunden sætte sig i en gren og dermed få problemer med at arbejde sig fri igen. Det sker sjældent, men det kan ske.

Ældre hunde, der allerede er påvirket af brug og tidens generelle tand, bør man i sagens natur være særlig opmærksomme på, når man anvender dem i koldt vand.

Men ikke kun under efterårets andejagter, bør man tænke på at holde hunden varm. Sidst på vinteren kan der af og til opleves formidabel duejagt. Især når det bliver rigtig koldt og markerne dækkes af sne.

Da søger duerne føde i skov og krat og det kan give spændende og udfordrende jagt.

En gammel regel siger, at et godt duetræk kendetegnes ved mindst syv skudchancer i timen. Men trækkende duer over trækronerne er ikke de nemmest at ramme og der falder ikke altid en due i hvert andet eller tredje skud. Derfor kan der selv under et godt træk blive lidt længere mellem apporteringerne.

Også her kan man derfor med fordel anvende et dækken, der kan holde hunden varm …

Når landskabet dækkes af sne, er det naturligvis oplagt at iklæde hunden i hvidt. Men det er sjældent nødvendigt.

Stammer og dele af skovbunden er i reglen fri for sne og hunden glider nemt ind i omgivelser, selv om den ikke er helt hvid.

Vigtigere er det, at jægeren er godt skjult, da det ikke alene giver flere chancer. Det gavner også træfstatistikken, hvorfor mange jægere – afhængig af trækket og ens placering – opfører skjul, hvor de kan bevæge sig og føre bøssen i anslag uden straks at blive afsløre af de vagtsomme skovduer.  

KLIK og læs også: VALG AF TØRREDÆKKEN

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »