Jægernes ansøgning er ikke imødekommet og Miljøstyrelsen fastholder, at der ikke må udsættes ræve på Bornholm

Af Miljøstyrelsen

Ræven får ikke hjælp til at vende tilbage til Bornholm.

Ræven har tidligere været en fast del af den bornholmske natur, men rovdyret uddøde på Bornholm i midten af 1980’erne på grund af sygdom.

Sidste år søgte Danmarks Jægerforbunds kreds 8 på Bornholm tilladelse til at genudsætte ræv på Bornholm. Men Miljøstyrelsen har nu i en afgørelse vendt tommelfingeren nedad til ansøgningen.

Jægerne argumenterede i ansøgningen med, at bornholmerne skulle have mulighed for at opleve ræven i landskabet. Man mente også, at ræven ville kunne bidrage til at sikre sunde vildtbestande og holde bestande af vildkaniner, vildkatte samt mus og rotter nede.

Savner lokal opbakning

Miljøstyrelsen har i afslaget lagt vægt på, at ræven vil kunne få negative konsekvenser for markvildtet og husdyrholdere.

Styrelsen lægger desuden vægt på, at der skal være lokalt bred opbakning, når man giver tilladelse til udsætning af vildt. Men der er ikke enighed blandt bornholmerne om, at udsætning af ræv er en god idé.

Et rævefrit område på Bornholm kan også have den fordel, at man med et rævefrit referenceområde kan opbygge viden om rævens påvirkning af et områdes dyreliv, mener Miljøstyrelsen.