En borrelia-infektion skal tages meget alvorligt, og er hunden først smittet, kan sygdommen komme igen resten af hundens liv
Af Redaktionen
Borreliose er en bakteriel infektion som overføres af skovflåten (Ixodes ricinus).
Borreliose forårsages af bakterier, der som i udseende ligner proptrækkere. Symptomer på borreliose begynder først længe efter, at flåten har suget blod – der går mindst 4 til 6 uger og nogle gange endda endnu længere.
Hvor er der størst risiko for smitte?
Smitterisikoen kan findes overalt hvor der er skovflåter. I nogle områder er bakterien meget udbredt i flåterne. I Norden er det op til 20 procent af flåterne, som bærer borrelia-bakterien.
Flåterne findes især i skov- og markområder, men også områder tættere ved byerne kan huse skovflåten – faktisk også i en villahave, da flåterne kan spredes med fuglene.
Overførsel af borrelia
Når en smittet flåt begynder at suge blod, vandrer borrelia-bakterien til flåtens spytkirtler og bliver via flåtens spyt overført til dyret. Jo længere tid flåten sidder fasthæftet, jo større er risikoen for overførsel af borrelia-bakterien.
Hunde, der naturligt har været inficeret med borrelia, har ingen livslang beskyttelse mod en ny infektion.
Hunden kan til enhver tid smittes igen og igen. Antibiotikabehandling af syge hunde er muligt og kan også afhjælpe hundens symptomer. Dog kan hunde bære bakterien i årevis, og sygdommen kan blusse op igen, trods forudgående behandling.
Borreliose
Borreliose er en sygdom, som ikke altid giver et entydigt symptombillede og desuden kan den være svær at diagnosticere.
Der findes ingen test der entydigt kan sige, at symptomerne hos hunden skyldes borrelia. Det kræver ofte flere sammenlignende blodprøver og oftest igangsættes behandling ved forøget mistanke efter screening af en blodprøve.
Behandling
Behandling af sygdommen er mulig. Den består af en langvarig antibiotikakur, og en del hunde vil – trods behandling – være bærere af borrelia i årevis.
Vaccination som forebyggelse
Alle hunde, som er udsat for flåt-bid, kan smittes med borrelia.
Det kan også være en god idé at vaccinere familiehunde der bor eller færdes i flåtrige områder. Vaccination af hunden mod borrelia beskytter hunden mod 3 europæiske borreliastammer.
Især jagthunde og aktive brugshunde vil være meget udsatte for smitten.
Første gang skal hunden vaccineres to gange med 3 ugers mellemrum, og derefter en gang om året – helst sidst på vinteren eller tidligt om foråret, så hunden når at danne mange antistoffer, inden flåterne bliver aktive, når temperaturen stiger udenfor.
Hvalpe kan vaccineres fra de er 12 uger gamle.
Hvordan virker en borrelia vaccine
For at flåten kan overføre sin smitte med bakterien, skal den have et blodmåltid. Når flåten har suget blod kan bakterien vandre til spytkirtlerne og derefter overføres til hunden via spyt. Denne proces begynder 24 til 48 timer efter blodmåltidets start.
Hvis hunden er vaccineret dannes der antistoffer, som optages ved flåtens blodmåltid. Antistofferne forhindrer bakterien i at vandre fra tarmen til spytkirtlerne. Derved kan flåten ikke overføre sin smitte til hunden. Man kan populært sige, at det er flåten, der er blevet ”vaccineret”.
Forebyggelse er stadig vigtig
Det er stadig – trods vaccination – en rigtig god idé at bruge midler til beskyttelse mod flåtangreb.
En flåt kan være bærer af andre flåtoverførte sygdomme som f.eks. anaplasmose og vaccinen beskytter kun mod borrelia.
De fleste midler der er tilgængelige på markedet, beskytter også mod lopper.
LÆS MERE OM HUNDESYGDOMME