Vi er midt i marts, og viben er kommet, og nu er den højlydt brokkende strandskade også kommet tilbage Danmark for at yngle …

Af DN.dk

De fleste af de strandskader, der yngler i Danmark, opholder sig om vinteren ved kysterne lidt syd for Danmark i Holland, Belgien og Nordfrankrig. Men allerede nu kommer de trækkende tilbage til Danmark, fortæller naturvejleder Marianne Krag Petersen fra Danmarks Naturfredningsforening.

Samtidig trækker strandskader, der yngler i det nordlige Skandinavien og Rusland, også igennem Danmark de næste par måneder, og mange af dem opholder sig vinteren over ved Vadehavet. Fuglens vigtigste levesteder er strandenge, lavvandede fjorde, strandbredder, søbredder og åbne arealer nær kysten med lavt græs og vader.

Det er her de vil lægge deres æg fra sidst i april. Hun og han vil hjælpes ad med udrugningen, og som noget lidt usædvanligt for vadefugle, vil forældrefuglene fodre deres unger med sandorme, krebsdyr, insekter og muslinger – deres næb er særligt indrettet til at åbne muslinger.

Hans skingre stemme og kampdans

Strandskaden hører til brokfuglene – en gruppe af vadefugle med blandt andre vibe, hjejle og præstekrave. I gamle dage kaldte man her strandskaden for vandskade.

– Ligesom vandskade ikke har noget at gøre med sprængte vandrør at gøre, så har brok ikke noget med brokkeri at gøre, men de kan larme pænt meget, siger Marianne Krag Pedersen.

Stemmen er høj og ret skinger og høres tit om foråret, når fuglene jager rundt med hinanden, eller når hannerne laver deres spøjse fællesdans eller kampdans, hvor de går rundt i en klynge med nedbøjede hoveder og skriger højlydt.

Strandskaden er en af vores vadefugle, der er dejligt let at kende. Den er ca. på størrelse med en due, med sorte og hvide tegninger: Den har sort hoved, hals og ryg og hvidt bryst og underside, overgump og vingebånd. Næb og ben er orangerøde.

Han og hun er næsten ens – hunnen har dog en anelse længere næb end hannen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »