banner_985x232_nyvraa

 

Afskaffelse af brunstjagten er ikke kun en forudsætning for at for at opnå flere hjorte over 8 år. Det vil også føre til reducering af den alt for store hundyrbestand. Det skriver Egon Bennetsen i dette tillæg til sin hjorteplan (Hjorteplan, Kronvildtforvaltning, februar 2016) …

Tekst og foto: Vildtbiolog og skovejer Egon Bennetsen

Status medio februar 2016

Brunstjagt og bestandsstørrelse

I min nyligt fremsatte plan for afskydning af hjorte, har jeg fremlagt en ubureukratisk og effektiv model til opfyldelsen af hovedmålet om en væsentlig forøgelse af % – delen af hjorte, der er 8 år og ældre.

I modellen, som også tager højde for fastholdelsen af hjortebestanden på et bestemt niveau, har jeg ikke berørt afskydningen af hinder.

I det foreliggende forslag fra Den Nationale Hjortevildtgruppe, er et af argumenterne for afkortningen af jagten til 6 uger henover brunsten (1/9 – 15/10), at det vil give øget fokus på afskydning af hinder, som skal have jagttid fra 16/10 – 31/1 og kalve, hvis jagttid skal være 1/9 – 31/1.

Man mener vel, meget rigtigt, at hvis der er blandede rudler, vil jægerne lade hinder og kalve passere og vente på hjorten, der som oftest kommer sidst.

Jeg har omvendt argumenteret for, at det måske kan være vanskeligt for en del jægere at mobilisere tilstrækkelig gejst til hind- og kalveafskydning i december og januar, hvis ikke der er en gulerod i form af muligheden for afskydning af bare en enkelt hjort

Man ser det ved Naturstyrelsens udbud af dagjagter, som er en bragende succes med stor tilslutning. Der skydes her mange hinder og kalve, men det er sikkert muligheden for at skyde en enkelt hjort på jagten, der gør jagten nervepirrende spændende for alle jægere dagen igennem – uanset om hjorten bliver skudt eller ej.

Uden for brunsten er det normalt kun spidshjorte og evt. 2 – 3 års hjorte, der følger hindrudlerne. Man kan altså roligt skyde hinder og kalve af en sådan rudel uden at svække muligheden for senere på samme post at skyde den ene store hjort, der måske er frigivet til afskydning.

Problematisk bestandsstigning

I en årrække har stærkt stigende hjortevildtbestande visse steder skabt utålelige forhold for land- og skovbrug.

I visse områder – især i nærheden af store statsplantager – har landmænd bekostet opsætning af hegn for betydelige beløb. Det forstærker blot problemerne hos naboerne, så de måske også hegner.

I sidste ende forringer det naturligvis forholdene for kronvildtbestanden selv.

At det er kommet så vidt skyldes, at man i høj grad undervurderer bestandenes størrelse og for sent foretager en for lille afskydning. Når bestandene når over et vist niveau, er det svært – ja måske umuligt – at få dem reduceret.

Skydes der et enkelt hind ud af en rudel på 10 dyr, reduceres denne rudel med 10 %.

Skydes der derimod en hind ud af en rudel på 50 dyr, er denne kun reduceret med 2 %.

Og så er det svært at få skudt nok!

Hvad landmændene skyder af en sådan overtallig bestand har kun marginal indflydelse på bestandens størrelse. Især hvis der skydes hjorte som kompensation for skaderne. Reduktion af hjortevildtbestande kan kun løses ved øget afskydning i skoven, hvor dyrene står i dagtimerne.

Jeg vil her påpege, at opretholdelsen af bestanden på et rimeligt konstant niveau er langt vigtigere end overholdelse af diverse jagtetiske regler om jagthyppighed. Ellers forstærkes problemerne over tid.

I private skove og plantager spiller hjortevildtjagten en stigende rolle. For mange, der køber skov, er jagtinteressen drivkraften, og selve skovdriften indrettes derefter. Hvad enten man udlejer jagten eller selv driver den, målrettes indsatsen ofte mod at tiltrække flest mulig ”store” hjorte i brunsten. Det mest effektive middel hertil, er opretholdelse af en meget stor bestand af hinder og kalve. Der findes groteske eksempler på, at skove nærmest er uindhegnede dyrehaver med bestandstætheder på 50 dyr eller mere pr 100 ha.

Denne enorme bestand brødfødes i vid udstrækning af de omgivende landmænd.

Afkobling af brunstjagt fra hundyrantal

Som en tommelfingerregel bør kronvildtbestanden ikke overstige 10 stk. pr. 100 ha. skov. Ved naturnær skovdrift med højkvalitet træproduktion som mål, bør den nok være under 3 stk./100 ha.

I tidligere omtalte model dokumenterer jeg, at flytning af hjortejagten ud af brunsttiden er helt afgørende for opnåelsen af hovedmålet om en væsentlig forøgelse af antallet af hjorte, der er 8 år og ældre.

Det betyder samtidig, at der sker en afkobling af muligheden for at skyde en brunsthjort, som følge af en stor hindbestand. Når der ikke må skydes hjorte i brunsten, forsvinder incitamentet til at opretholde en stor hundyrbestand. Ud over herlighedsværdien af hinder og kalve og jagten herpå, er der så kun omkostninger forbundet med en hundyrbestand, der overstiger den økonomiske bæreevne. En yderligere tilskyndelse til at reducere bestanden af hinder og kalve er det faktum, at hjorte over 4- 5 år uden for brunsttiden undgår de områder, der huser en stor hundyrbestand.

Afkoblingen af brunsthjorte fra hundyrbestandens størrelse, vil altså være en kæmpegevinst for naboskove, der gerne vil kunne drive en produktionsskov med en rimelig krondyrbestand, men ofte er prisgivet naboens ambition om at skyde ”store” brunsthjorte.

Og det vil naturligvis give den største gevinst for nabolandmændene, som skal brødføde denne bestand.

Jeg tror altså, at motivationen til at øge afskydningen af hundyr vil stige væsentligt, når størrelsen af denne bestand ikke øger muligheden for at skyde en ”stor” hjort, men nærmest er en hindring herfor.

Derfor er jeg sikker på, at afskaffelse af brunstjagten ikke kun er en forudsætning for at opfylde målet om væsentlig flere hjorte over 8 år, men også vil give et væsentligt bidrag til at reducere den alt for store – og stadig stigende – hundyrbestand.