Henning Kørvel, der har drevet jagt i Spanien i 30 år, beretter her om en side af landet, ukendt for de fleste danske jægere: Spanien som bukkejagtdestination

Af Henning Kørvel

Rio Ebro har sit udspring her.

Til Bilbao er der cirka 70 kilometer, og blot 15 kilometer nordøst herfor findes Guernica, som under den spanske borgerkrig blev bombet af tyske fly 26. april 1937. Sydøst for Bilbao findes Pamplona, kendt for tyreløbet under San Fermin-festen i juli. Baskerlandet!

Vi er i bjergene nær småbyerne Lamona og Santitos øst for Villarcayo, hvor Rafa’, min spanske jagtven gennem 30 år og jeg, er indlogeret på Hotel Plati.

Hans søn, Rafa’ Jr., bor hos Rachel og Alfredo, som er vores vært ved bukkejagt på et cirka 2.000 hektar stort bjergområde med tilhørende dale, der så langt øjet rækker er dækket af vinterhvede. Det grønne look brydes af slåenhegn, vandløb og bevoksninger af pil, eg og fyr.

Foto: Henning Kørvel

Dato: 10. april 2010. Klokken er godt 18.00, da Alfredo, medhjælperen Gonzalo og jeg i Alfredos ældre Mitsubishi firetrækker forlader hans hus i Villarcayos sydlige udkant.

Rafa’ og Jr. skal jage sammen med Alfredos nabo og kører for sig selv i dennes bil. Lidt uden for Villarcayo går to stykker råvildt på en vintersædmark ind på nethinden. Endnu et stykke råvildt – rå – spottes, før Alfredo midt inde i Santitos, der består af et par gårde og et mindre antal almindelige huse, drejer ind på en grusvej, der fører os op i bjerget, beklædt med eg, fyr og enebær.

Hvedemarker

De spredte flade jordarealer 600-800 meter over havet er opdyrket. Og her dyrkes – ligesom nede i dalene – hvede. Råvildt, Europas mest udbredte hjorteart, har derfor let ved at finde føde her i vinterhalvåret. Kronvildt ville være stillet ligeså gunstigt, men det findes ikke her – derimod i store bestande mange andre steder på den iberiske halvø – fx i Sierra Morena. Vildsvin findes her derimod. Sporene fra deres natlige søgen i jorden efter føde taler sit eget sprog om deres tilstedeværelse.

Bukkejagt i Spanien

Foto: Henning Kørvel

– Råvildt, udbryder Alfredo og standser bilen brat på bjergvejen. Men de er snart ude af synsfeltet. Lidt længere fremme kører han derfor op af et spor til et lille plateau på modsatte side af vejen.Og da vi er kommet ud af bilen, ser vi de to dyr på bjergsiden over for os søge bort i den retning, vi kom fra. Blot råer.

Da vi kort efter ankommer til bjergets plateau, stopper Alfredo bilen, og vi afsøger terrænet med vores håndkikkerter.

Men da intet råvildt opfanges af linserne, fortsætter vi til et klippefremspring, hvor vi i morges spottede en god ældre buk. Efter nogen tid får vi også øje på den – desværre ikke på bjergsiden, men nede på en vintersædmark i dalen.

Langt hold

Afstanden mellem den og os er 500-600 meter. Men vindretningen er ikke god, og vi vil ikke kunne gå ned af bjergsiden for at snige os ind på skudhold af bukken, uden den får fært af os. Da vi inden solnedgang heller ikke levnes tid til at køre ned i dalen og forsøge at snige os ind på skudhold af den fra den modsatte side, opgiver vi og kører videre til en anden bjergslugt, hvor vi i morges spottede en anden god ældre buk.

Bukkejagt i Spanien

Foto: Henning Kørvel

Bilen parkeres under et par træer, og til fods når vi kort efter frem til slugten cirka 200 meter borte.

Og vi spotter dem – to stykker råvildt – straks. De fouragerer nede på vintersædmarken i dalen, og et vue med håndkikkert afslører, at de to dyr, endnu iført den mørkebrune tykke vinterpels, er en buk og rå – på spansk henholdsvis corzo og corza.

Bukken, som den store kropsvolumen og tykke hals indikerer, er et ældre individ og sandsynligvis den, vi spottede her i morges, der har slugten som en del af sit territorium. Klokken er nu blevet 19.30. Og da der ikke er mere end halvanden time, til solen forsvinder bag bjergtinderne mod vest, beslutter vi os for at afvente begivenhedernes gang. Og jeg sætter derfor den trebenede skydestok op. Da vi nu kun kan hviske sammen, og samtidig er nødt til at stå bomstille, så vi ikke vækker opmærksomhed, føles ventetiden lang.

Så sker der noget

Men efter en halv times tid sker der noget, idet råen og bukken stopper fourageringen og søger ind til bjergsiden for snart at søge opefter. Nået et stykke opad, men stadig uden for skudhold, gør de holdt for at fortsætte måltidet og er i det ene øjeblik synlige for i det næste øjeblik at forsvinde bag klippestykker, før de atter dukker op nye steder.

Samtidig med, at de nipper til græs og andre fødeemner, fortsætter bukken og råen efter en tid opefter i slugten i langsomt tempo. Snart når de frem til en tæt bevoksning, som de forsvinder ind i. Råen kommer efter et stykke tid først til syne, derefter bukken. Men selv om afstanden for afgivelse af skud nu omsider er i orden, hvilket vil sige, cirka 200 meter, så kan jeg ikke her og nu lade kuglen flyve, fordi kuglebanen ikke er fri.

Alfredo og Gonzalo følger spændt forløbet, men med ét træder bukken lidt frem og stirrer lyttende i retning af, hvor vi står. Har den set en af os gøre en bevægelse eller hørt en lyd, der gør den vagtsom? Kun bukken kender svaret.

Men da hørelsen er bedre udviklet end synet, er det mere sandsynligt, at den har hørt en af os røre på sig, end den har spottet en af os bevæge sig. Med tilbageholdt åndedræt står vi som statuer, forberedt på, at bukken – hvis den føler sig utryg ved situationen – tager flugten. Men heldigvis falder den efter yderligere fire-fem minutters tid til ro og genoptager fourageringen.

Vi, men nok mest jeg, ånder lettet op. Bukken er dog fortsat delvis skjult bag træer og klippestykker. Det ene øjeblik ses kun hovedet og lidt af halsen og ryggen og i det næste øjeblik kun bagpartiet. Men med ét træder bukken op på en lille forhøjning og står fuldstændigt fri med bredsiden til, mens den nipper til knopperne på en eg.

Bukkejagt i Spanien

Foto: Henning Kørvel

Det var lige det, jeg havde ventet på. Og i samme øjeblik, trådkorset i sigtekikkerten er låst fast på ”bladet” giver jeg aftrækkeren det lette tryk, der får 11,7 grams kuglen til at suse af sted. Brøkdele af sekunder senere når den plumpe lyd af, at den rammer målet, frem til trommehinderne.

Alfredo og Gonzalo giver mig et klap på skulderen og ønsker tillykke med bukken, som vi havde haft på nethinden i en time og fem minutter, før skuddet faldt præcist 20.35. Men råen forbinder åbenbart ikke skuddet med noget usædvanligt. Hun fortsætter i hvert fald fourageringen på stedet, som om intet er sket og nipper uanfægtet til snart den ene plante og snart den anden, da Gonzalo og jeg efter fem-syv minutters venten begynder nedstigningen i slugten.

Snart når vi frem til den afsjælede buk, som vi oprindelig havde tippet til fire-fem år, men som efter tandsliddet i underkæben at dømme snarere er seks-otte år gammel. Og den er tung – over seks kilo tungere end danske bukke – men Gonzalo insisterer desuagtet på, at han – som vores hjælper – vil slæbe den op til plateauet. Og det skal han så have lov til. Imens sender jeg Diana – jagtens lunefulde gudinde – en venlig tanke med tak for det jagtheld, hun skænkede mig her i Baskerlandet 10. april 2010 klokken 20.35.

Dagen efter var hun gavmild over for Rafa’. Og dagen efter igen kom turen til Jr. Men den historie vil jeg fortælle en anden gang.

Måske.

Tættest bestand i Nordspanien

Bukkejagt i Spanien

Den fremgang for råvildt, som gennem en længere årrække har fundet sted i en række lande i Europa, involverer Spanien.

Bestandene her er størst i landets nordlige del: Cantabria-regionen, Castillien og León og Pyrenæerne, samt den centrale del af landet med Monte de Toledo som en vigtig lokalitet.Råvildt forekommer desuden i tyndere bestande i Sierra Morena, Extramadura og bjergegnene i Jaén og Cádiz.

Råvildt i det sydlige Spanien afviger fra nordspansk råvildt ved at være mindre af krop og bære mørkere sommer- og vinterdragt. Det sydspanske råvildt betragtes som en underart af Capreolus c. capreolus med navnet, Capreolus c. garganta, men blandt zoologer er dette er ikke almindeligt anerkendt. Tesen, at det sydspanske råvildt skulle være en underart, bygger på, at det er efterkommere i lige linje af det råvildt, der genindvandrede efter den sidste istid for cirka 10.000 år siden, og dyrene har beholdt sit oprindelige særkende, fordi der ikke er sket indvandring af råvildt fra andre egne, og de oprindelige gener således ikke er mikset med fremmede arveanlæg.

Licensstyret jagt

Bukkejagt forår/sommer i Spanien er licensstyret. Licenstildelingen sorterer under provinsregeringerne, hvoraf der på fastlandet findes 14, og i Castillia y León, hvor nærværende reportages bukkejagt fandt sted, strækker jagttiden for bukke sig fra 1. april til 31. juli. I Spanien kræver jagt på klovbærende vildt et areal på minimum 500 hektar. Mindstekravet til udøvelse af småvildtjagt er 250 hektar.

Ejere af mindre arealer har lov til at slå dem sammen for at nå op på minimumskravet for at kunne drive jagt. Der skal betales afgift for jagttilladelsen. Udover på privatejede arealer har jægere mulighed for at drive bukkejagt på spanske statsejede områder, og jægerne udvælges ved lodtrækning, som det koster et gebyr at deltage i.

Flere provinser kræver, at jægere, herunder udenlandske, der deltager i lodtrækningen, har gyldigt spansk jagttegn. Jægere kan – efter samme mønster – lægge billet ind på jagt på jagt på spansk stenbuk og deltagelse i monteria – drivjagt – på kronvildt og vildsvin.

Spanien har to typer jagttegn. Til småvildtjagt kræves Permiso de Caza. Riffeljagt kræver jagttegnet, Recargo. Jagttegn udstedes af de regionale myndigheder. Kravet er herudover, at jægere hos et forsikringsselskab tegner en ansvarsforsikring – Seguro de Caza.

Jægere, der ønsker at opleve bukkejagt i Spanien, vil kunne hente information på hjemmesiden for den region, der er udset til jagten.

Information kan også fås hos det spanske miljøministerium – Ministerio de Medio Ambiente og den spanske jagtorganisation, Federation Espanola de Caza

Se også: Spansk jagttegn – sådan gør du

BOG-ANNONCE:

Råvildt og råvildtjagt
Henning Kørvel
KLIK, bestil og læs mere i Netnaturshop.dk

Del gerne artiklen hvor du ønsker...