Nogle finder abnorme bukkeopsatser fascinerende – andre det stik modsatte, men hvornår er en opsats abnorm og hvorfor er der nogle bukke, der udvikler atypisk opsatser?

Af Redaktionen 

Råbukke med opsatse der afviger fra normen kaldes ofte for abnorme. Men hvad bunder udtrykket egentlig i og hvorfor udvikler nogle bukke sig markant anderledes end normen?

Det ses der nærmere på i denne artikel fra Netnaturs Bukkejagtsleksikon …

Den klassiske råbuk har tre sprosser på hver stang. Men langtfra alle bukke falder ud som “normale” seksendere. Nogle optræder med flere sprosser på den ene stang end på den modsatte. Disse benævnes som ulige.

Men den abnorme buk er lidt vanskeligere at definere. Jæger og jæger imellem diskuteres det ofte, hvornår en buk er abnorm og hvornår den blot afviger fra normen.

Nogen endegyldig definering af kendetegnene ved en abnorm råbuk kan der nok ikke opnås enighed om. En råbuk som afviger så meget fra normen, at den ikke kan opmåles af en trofæopmåler, er dog i den terminologi at betragte som abnorm.

Nogle af verdens tungeste opsatser er f.eks. ikke opmålt i det europæiske funderede CIC system alene af den grund, at de ikke kan opmåles.

LÆS OGSÅ: ABNORME BUKKEOPSATSER

Non-Typical

Det amerikanske opmålingssystem udviklet af SCI har dog udviklet en kategori til bl.a. abnorme råbukke. Bukkene opmåles traditionelt efter det ret simple SCI system, men placeres på såkaldte Non-Typical lister.

Der er naturligvis delte meninger om abnorme råbukke. Nogle betragter det som en attraktiv kuriositet, og efterstræber abnorme bukke endnu mere end den klassiske råbuk med de lange sprosser og det flotte udlæg. Andre ser på de abnorme som afvigere, der bør udgå af avlen så hurtigt som muligt, da de må være bærer af gener, som måske kan risikere at forskubbe normaliteten i området.

Abnorme bukkeopsatser bunder dog ikke kun i arvelige afvigelser. Ofte er der en miljømæssig forklaring på, at en buk optræder med en opsats, der afviger markant fra hvad vi anser som værende normalt.

Bukke, som under opsatsens udvikling, er kommet til skade med den bastbeklædte opsats vil naturligvis risikere at udvikle en ejendommelig opsats. Navnlig hvis skaden opstår tæt på rosenkransene eller rosenstokkene, hvorfra al næring til den nye opsats flyder fra.

Måske er skaden permanent. Da vil bukken livet igennem sætte op med en opsats, der ser anderledes ud end den var genetisk programmeret til.

Men er skaden kun opstået på selve hornet eller stangen kan bukken allerede det følgende år, hvor en ny opsats vokser frem, sætte op med en opsats som en helt normal buk. Kun i de tilfælde, hvor skaden så at sige stikker dybere og går ned i selve rosenstokken, kan bukkens opsatsdannelse være påvirket permanent.

Endelig kan fysiske skader andets sted på dyret påvirke opsatsdannelsen. F.eks. vil en skade på venstre bagløb ofte risikere i en defekt på det højre horn og vice versa.

Bukke, som rammes af indvoldsorme, vil tillige risikere at udvikle opsatse, der er atypiske. De såkaldte proptrækkerhorn kan f.eks. være et udtryk for påvirket kondition under den energikrævende opsatsdannelse.

Danskeren Michael Stoklund har fået sin svenske buk nedlagt i 2011 opmålt og efterfølgende registret på SCI’s liste over abnorme råbukke. Bukken har fået hele 74 5/8 SCI point, hvilket sender den ind på alletiders liste over abnorme SCI opmålte bukke.

DANSKERS ABNORME RÅBUK TIL TOPS PÅ SCI-LISTE

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »