Bladskud eller bladkugle. Hvad dækker begrebet egentlig over? Læs Netnaturs bukkeleksikon

Af Redaktionen

Artiklen herunder indgår i en a, b, c og d serie, som henvender sig til nye såvel som mere erfarne bukkejægere. Serien hedder Bukkeleksikon og virker som opslagsværk til afklaring af begreber, som dukker op, når man læser og snakker om råvildt og jagt på råbukke.  

I reglen tilstræbes det, at kuglen placeres som en såkaldt bladkugle. Det vil sige en kugle, der rammer hjertet og dermed virker øjeblikkelig dræbende selv om bukken kan ”leve” nogle sekunder efter skuddet, da den først ”dør”, når den ikke længere får ilt til hjernen.

En bladkugle er dog meget mere end blot en bladkugle, da bladet dækker over et forholdsvist stort område.

Man taler f.eks. om en regulær bladkugle eller en ren bladkugle. Ligeledes anvendes betegnelsen lav bladkugle og høj bladkugle.

De forskellige udtryk er i sig selv beskrivende, men i reglen er der stor forskel på hvordan bukken reagerer, alt efter om den træffes lavt eller højt på bladet.

Den lave bladkugle vil ramme bunden af hjertet og en ren bladkugle ramme hele hjertet og en del af lungerne.

Når man jæger og jæger imellem taler om en ren bladkugle, er det altså en kugle placeret i den nederste del af bladet. En ren hjertekugle.

En buk, der træffes her, vil i reglen løbe fra anskudsstedet og reagere voldsomt – oftest ved at springe frem når den træffes af skuddet.

En buk, der træffes midt på bladet, vil reagere på stort set samme måde. Her vil kuglen, ud over at ramme toppen af hjertet, også punktere lungerne.

En høj bladkugle vil i reglen dække over betegnelsen for det skud, der ikke rammer hjertet, men kun det øverste af lungerne. Bukkens reaktion kan her være anderledes end den, som man ser hos de øvrige bladskud.

Jo tættere skuddet placeres i nærheden af ryggen, jo voldsommere vil reaktionen være.

I de tilfælde, hvor en større del af kuglens energi forplanter sig til rygsøjlen, kan en buk reagere som ramt af lynet. Den synker omkuld og kan være forendt inden den rammer jorden.

Under jagt er det dog langt fra altid at bukken står med hele bredsiden vendt mod jægeren. Den vil i reglen stå ”lidt skråt” og det betyder, at kuglen kan gå ind som en bladkugle, men gå ud på modsatte side, som en lungekugle – eller omvendt.

Vurdering af bukkens vinkel i forhold til jægeren, kan være af afgørende betydning for et velplaceret skud. Man siger i reglen, at man sigter efter området bag bukkens modsatte forben – eller forløb, som det også kaldes.

Gør man dette til en regel, vil man få et velplacet skud selv om bukken ikke står med hele bredsiden til. Dog stiger risikoen for et dårligt skud, hvis vinklen bliver alt for spids. Desuden bør man undgå, at vinklen bliver så spids, at kuglen – på vej ind eller på vej ud – kommer i kontakt med bukkens maveregion. Mavesaft nedsætter kvaliteten af kødet og bør af den grund frarådes.

Hvor udtrykket bladskud stammer fra, står lidt uklart. Men det hævdes af og til at udtrykket går tilbage til den tid, hvor man ikke anvendte skydeskiver eller bukkeskiver. I stedet skød man til måls efter blade fra løvtræer.

Et velplaceret skud på et blad hæftet til f.eks. en træstamme var således en ren bladkugle – hvis altså teorien holder stik.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »