To jagtsæsoner er ikke ens. Unikt var det således, da vores mand her og en jagtkammerat røg ind i et intenst træk af spidsænder, der fyldte atmosfæren, og gav de to jægere en unik natur- og jagtoplevelse, de vil erindre til evig tid

Af Henning Kørvel

Han var jæger i dette ords bedste forstand, der havde fået sin viden om naturen og vildtet ved at færdes derude året rundt i al slags vejr. Han havde derfor en stor videnbank at trække på, som influerede på jagtheldet. Og det var tit med ham – ikke kun fordi han som få kendte naturen og vildtet, men også fordi han var godt skydende og således fik det optimale udbytte, hver gang vildt bød sig til inden for skudhold.

Han vidste, hvornår i løbet af jagtsæsonen det var bedst at jage grågæs, canadagæs, edderfugle og hele registret af svømmeænder. Indtil alderen og de skavanker, der ofte ledsager den, satte en stopper for den metier, han om nogen havde behersket i sine velmagtsdage, og ikke uden at være omgærdet af brødnid og misundelse (ja, tænk engang!), havde han dyrket jagtens glæder hver eneste uge sæsonen igennem.

Når man blev lukket ind på livet af ham, hvilket ikke var alle og enhver forundt, var han god at gæste, fordi man kun blev lukket ind, når man selv havde et videngrundlag, der gjorde en snak med ham til en kollegial erfaringsudveksling fra teknikken i udlægning af lokkeænder, hvor mange lokkere der skulle bruges, skjulets indretning, beklædningens farve, haglbøssens trangboring/choke, haglstørrelser og meget andet.

To haglstørrelser var nok

Uanset om han jagede krikænder, pibeænder, gråænder eller edderfugle, var hans over/under altid ladet med patroner med 3-hagl. Kun på gåsejagt blev de skiftet ud med 1-hagl, men hvad enten haglbøssen var ladet med 1-hagl eller 3-hagl, så havde han en tyrkertro på, at hans full choke nok skulle sende haglene samlet derud, hvor han ønskede de skulle gøre deres virkning. Han havde siddende på rygraden, hvilke skudhold han og hans ammunition beherskede og havde derfor ikke brug for nedskrevne anbefalinger. Han mente, de underdrev.

Han “læste” naturen og holdt fra sin strategiske egn i landet i forhold til fugletrækket efterår og forår et vågent øje med udviklingen. Han kendte fuglene og kunne på lang afstand fastslå, hvilken art der var tale om.

Selv alle småfuglene var han hjemme i og glædede sig, når han havde spottet en sjælden art. Han vidste også af erfaring, at når hans revir var som blæst for eksempelvis pibeænder på en tid af sæsonen, hvor de erfaringsmæssigt næsten skulle have stået i kø for at komme til at slå for lokkerne, så skyldtes det ikke en dårlig ynglesæson. Nej, årsagen var, at vejret var for godt i den periode, de ankom nord og nordøst fra, og han så dem derfor fortsætte forbi reviret i store flokke med kurs mod vest. Han gættede på, at deres GPS var indstillet på Vadehavet.

Jeg beundrede ham for denne dybe empati, der forklarede årsagssammenhæng, og jeg havde ham i tankerne, da jeg 10 år efter han var draget til de evige jagtmarker, besøgte hans revir sammen med Nils, der også havde kendt ham. Vejret var nemlig usædvanlig velegnet, fordi det blæste omkring 10 sekundmeter fra syd med et par grader til vest.

Perfekt vind

Hvis han havde været til stede, så var Nils og jeg overbevist om, at han så ville have lovprist vejrguderne for de perfekte vindforhold, kombineret med den ligeså vigtige detalje, at det var højvandet. Det er ikke altid, det flasker sig sådan, når en andejagt som denne datofastlægges lang tid i forvejen – tværtimod. Året før havde det nemlig været lavvandet. Jagtudbyttet blev derefter.

Vi lagde i en fart lokkeænderne – omkring et halvt hundrede – ud foran skjulet. Nils havde øget flokken med et par lokkesvaner, men kort efter, at vi havde sat os til rette i skjulet, væltede først den ene lokkesvane om på siden og så den anden. Nils sprang af sted for at bringe dem på ret køl, og mens han var i færd med at bringe nummer to svane flot, tonede en spidsand frem på den grå himmel i et højt bagskud og drattede ned på den oprørte haveoverflade ikke langt fra Nils, der blev overrasket, fordi han – i færd med at sætte skik på lokkesvanen – ikke var forberedt på, at en nyskudt spidsand skulle dratte ned få meter fra ham.

Efter at Nils atter havde indtaget sin plads i skjulet, gik der ikke lang tid, før spidsænder igen slog for lokkerne, og Chasse – min Labrador – apporterede. Kort efter igen … igen og igen. Det var, enedes vi om, spidsændernes dag. De kom i store flokke på mellem 40-50 og 100-200, og det var helt klart, at de ikke havde været her i flere dage, men kom direkte fra ynglepladserne mod nord-nordøst.

Med lidt held kunne blæsten måske holde dem her i nogle dage, før de fortsatte rejsen mod Vadehavet. Men de kunne også være borte i morgen. Stedet her er nemlig ikke et, hvor de normalt opholder sig gennem længere tid.

Normalt plejer vi her at spotte en del gråænder. Den dag så vi under en håndfuld, men derimod tonsvis af bramgæs, nogle få flokke mørkbugede knortegæs, tonsvis af skarver, mange trækkende småfugle og ja, så naturligvis spidsænder i hundredvis.

Men midt på formiddagen ebbede trækket ud næsten ligeså pludseligt, som det var begyndt omkring en halv time før solopgang. Og det vil til evig tid stå som en unik oplevelse, eftersom det var første gang nogen sinde, vi her havde spottet så store mængder spidsænder.

Vi var også enige om, at det ville have glædet vores gamle jagtven, hvis han kunne havde været til stede hin dag. Vi har her indimellem skudt nogle få spidsænder blandt alle de øvrige jagtbare svømmeandearter med undtagelse af atlingand. Derfra og så til, at de kom i stimer, og selv i flokke på 25-40 stykker slog hæmningsløst for lokkerne, er dog ikke en hverdagsoplevelse, men derimod en oplevelse af de sjældne, der til evig tid vil stå knivskarpt mejslet i erindringen hos Nils og jeg. Og jeg tror, du forstår …

Del gerne artiklen hvor du ønsker...