Mortensaften er den 10. november og efterfølgende er det Mortensdag den 11. november. Det er dagen for Martin af Tours begravelse i byen Tours år 397

Af Redaktionen

I Danmark og Sverige kaldes han Sankt Morten eller Morten Bisp, og han er årsag til en lang række legender og skikke, f.eks. fejres mortensaften den 10. november i flere lande med festligheder som eksempelvis lanterneoptog og i Flandern og dele af Tyskland også med en rytter klædt som Morten. 

I Danmark, Skåne og dele af Tyskland spises der denne aften traditionelt gåsesteg – mortensgås, der i dag af de fleste er blevet konverteret til en mortensand. I Skåne er det endvidere tradition at spise skånsk æblekage som dessert. 

Selve legenden

Sankt Morten blev udnævnt til biskop i Tours den 4. juli 371. 

Den mest kendte legende fortæller, at den fromme Morten af ydmyghed ikke ville udnævnes til biskop. Han gemte sig derfor i en gåsesti for at undgå udnævnelsen, da man kom til ham. Gæssenes skræppen forrådte ham dog, og det siges, at Morten som biskop bestemte, at man hvert år skulle straffe gæssene for at have forrådt ham – ved at slagte og spise dem. 

Den ældste kendte danske kilde, der beskriver denne legende, er fra 1616, men der findes lignende tyske kilder tilbage fra 1500-tallet, og også i Danmark er der blevet spist mortensgås før 1616.

SE OGSÅ: Langtidsstegt vildand

Del gerne artiklen hvor du ønsker...