“ Tillykke til vores magtfulde modstandere i DOF – I slog os på målstregen”. Sådan lyder det fra Dansk Falkejagt Klub efter overraskende ministerbeslutning
Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 132)
Læserbrev af René Rask Bruun, fmd Dansk Falkejagt Klub
Tillykke til vores magtfulde modstandere i DOF:
I slog os på målstregen.
Nu har I siddet med kikkerten om halsen i baggården på Vesterbrogade og har nonchalant nippet til fredagens rosévin og glædet Jer over, at I atter fik rullet en sten i vejen for falkonererne.
I er dygtige lobbyister, benhårde til at eksekvere, men måske skulle I overveje i Jeres magtfuldkommenhed om I er i samklang med tiden.
Er det bæredygtig brug af naturens ressourcer I kæmper for, eller er det ren og skær usympatisk magtudøvelse overfor en samfundsnyttig minoritet ?
I sidder tungt på indflydelsen begunstiget af talrige fondes velvilje og med direkte adgang til ministerierne. 35-40 mill kr i balance, en velfungerende base i Fuglenes Hus samt en Miljøstyrelse, hvor Jeres medlemsskare er godt repræsenteret i embedsværket.
Samtidig kan I glæde Jer over et føjeligt Jægerforbund, der beredvilligt lader Jer få spalteplads til at gentage Jeres gamle grundløse påstande om mulig faunakriminalitet på Møns Klint.
Med stor undren ser mange helt almindelige jægere deres eget medlemsblad transformeret til et medie, hvor DOF´s fortræffeligheder løbende og ukritisk forherliges, imens de selv sættes under anklage for ikke at udøve deres jægerhåndværk godt nok.
Intet under at I sejrer, men har I mon alle de helt almindelige mennesker med Jer eller er I bare en lille magtfuld elite, der tryner 50 menneskers 4.000 år gamle UNESCO anerkendt kulturarv, for til stadighed at bevare Jeres magt over naturpolitikken.
I hylder mangfoldighed, men med miljøministerens beslutning har I forsøgt at modvirke, at vi kan komme til at indtage en vigtig rolle i fremtidens naturbevarelse.
Danmark er et af de få lande, hvor ornitologer ikke vil samarbejde med falkonerer omkring naturbevarelse.
Uendelig trist og uambitiøst, at vores nye regering bakker op om den holdning istedet for at arbejde på brede bæredygtige løsninger. Men vi vil naturligvis fortsat søge en åben dialog med Miljøministeren, helt i overenstemmelse med den velkomsthilsen vi sendte hende.
Spændende bliver det at få belyst baggrunden for hendes beslutning.
I vandt første run.
Læserbreve, der ønskes optaget på Netnatur.dk, sendes til info@netnatur.dk
Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 151)