I weekenden 4.-5. januar er det tid at drage i felten for at tælle røde drager. Den danske vinterbestand af rød glente skal skrives i mandtal
Af Jan Skriver, dof.dk
Danske ornitologer skal kigge landskabet ekstra grundigt efter over trækronerne den første weekend af det ny årti, når der skal sættes tal på Danmarks vinterbestand af rød glente.
Den milde vinter får nemlig i højere grad end en streng vinter rovfuglene til at fordele sig i terrænet i stedet for at klumpe sammen til kollektiv overnatning i få småskove.
Der vil også være mulighed for at se sort glente på enkelte overnatningspladser
”Der er helt sikkert et par hundrede røde glenter eller flere i Danmark netop nu, men de kan være vanskelige at tælle præcist, fordi de optræder spredt og ofte skifter soveplads med jævne mellemrum”, siger den fynske ornitolog Per Rasmussen, der på vegne af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) holder talmæssigt styr på Danmarks røde glenter.
Chance for både sorte og røde
Den kommende vintertælling vil formentlig også byde på noget så usædvanligt for årstiden som sort glente, den rødes nære slægtning.
”En håndfuld lokaliteter landet over har i november og december budt på sort glente. Den er set både på Bornholm, Sydsjælland, Fyn og i Jylland. Det er meget usædvanligt, at sort glente, der på denne årstid burde opholde sig i Afrika, holder vinter i selskab med røde glenter i Danmark. Det er for tidligt at konkludere noget om fænomenet, men det er værd at holde ekstra øje med sort glente i flokkene”, siger Per Rasmussen, der med hjælp fra rundt regnet 100 erfarne feltornitologer vil samle det nationale glentetal efter tællingen den kommende weekend, hvor alle klassiske glenteterræner vil blive tjekket.
Flere glenter holder stand
I januar 2018 blev der talt 371 røde glenter i Danmark med de største forekomster i Østjylland og Storstrømsområdet, mens januars tælling anno 2019 gav et facit på 234 glenter.
Antallet kan variere en del fra år til år, men set over de seneste årtier går tendensen klart i retning af flere vinterglenter i det danske landskab.
Verdens bestand af rød glente bliver anslået til at være på et sted mellem 50.000 og 67.000 individer. Arten er i fremgang i Danmark og Sverige, mens den går tilbage i mange af sine klassiske kerneområder i Tyskland, Frankrig og Spanien.
Standfugle på stand by
De senere år har der tegnet sig et mønster af, at et stigende antal af de erfarne og veletablerede glentepar bliver i deres danske yngleområder, så de tidligt på foråret kan hævde territorium og indlede deres ynglesæson.
I reglen er det en fordel at droppe trækket sydpå, så glenterne undgår risikomomenter på rejsen.
Hvis kraftig kulde og større snemængder pludselig ændrer vejrbilledet, kan rovfuglene dog reagere prompte ved at trække til mildere egne mod sydvest i Europa.
Men rovfuglene vil hurtigt være tilbage med den første mildning, for der er rift om de bedste danske yngleområder.
FAKTA OM RØD GLENTE
Både i Danmark og Sverige er den røde glente i fremgang.
I 2016 registrerede Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) glentegruppe 150-180 danske ynglepar.
De senere år er ynglebestanden vokset til over 200 par, lyder et estimat fra DOF.
I det sydsvenske landskab yngler knap 3.000 par.
Rød glente breder sig fra Skåne nordpå i Sverige.
Rød glente er i tilbagegang i Spanien, Frankrig og Tyskland.
Den røde rovfugl har både nationalt og internationalt brug for hjælp, da arten globalt set er truet.
I 2009 blev den samlede verdensbestand bedømt til at være på rundt 25.000 ynglepar.
Stort set alle verdens røde glenter findes inden for Europas grænser, hvor Tyskland, Frankrig og Spanien huser næsten 80 procent af fuglene.
Men netop i kerneområderne er bestanden faldende blandt andet som følge af ulovlig bekæmpelse.
Derfor er den røde glente optaget på IUCN’s (International Union for the Conservation of Nature) globale rødliste over truede arter.
EU har pålagt Danmark at gøre en særlig indsats for den røde glente.
Det er baggrunden for den handlingsplan, som Dansk Ornitologisk Forening har lavet i et samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, de daværende amter og Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum.
I 2008 udkom folderen, ”Den røde drage – anvisninger på, hvordan vi kan fremme bestanden af rød glente i Danmark”.
Folderen er udgivet med økonomisk støtte fra Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet.
”Den røde drage” er et led i at få handlingsplanens elementer ud til hele befolkningen.