Jagthundens første andejagt kan blive afgørende for hvordan hunden udvikler sig som apportør under andejagten, der hører til hundens mest krævende jagtform

Af Micheal Sand

Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER

Jagt på svømmeænder er generelt den form for jagt, der stiller størst krav til apportøren. Ofte foregår jagten i vanskeligt terræn i dårligt lys og i dårligt vejr. Andevejr er som bekendt ruskvejr. Men andejagt kan også være ganske afslappet og udramatisk og dermed en glimrende debut for den unge hund.

LÆS mere om ANDEJAGT

Har man adgang til fugtige eller oversvømmede strandenge, kan man udmærket introducere apportøren til jagten i sådanne områder. De lavvandede eng- og moseområder er desuden karakteristiske rammer om et krikandetræk, og netop apportering af de små, håndtérbare krikænder er en fin begyndelse for apportøren.

Som det er tilfældet med duejagten, bør hunden først og fremmest lære at sidde stille under andetrækket. Kun dødskudte og ikke synlige fugle bør apporteres. Og igen er kunstpauser mellem skud og apportering af vildt et must, ligesom brug af dressurline og en tøjrepæl kan være en rigtig god gardering mod brud på reglementet.

Modsat duejagten, der foregår i dagslys, anvendes der under andetrækket i morgen- og aftentimerne sjældent skjul. Her gemmer hund og jæger sig i mørket, og når ænderne opdager jægeren, er det i reglen for sent. Da er de allerede på skudhold.

Mest almindeligt er det, at apportøren sidder ganske tæt ved jægeren, der venter på andetrækket. Men nogle hunde foretrækker at sidde lidt for sig selv, og er det tilfældet, mener jeg, man skal acceptere dette. Modviljen mod at sidde tæt kan skyldes skudstøjen, og er hundens dressurniveau ellers i orden, er risikoen for knaldapport næppe større, fordi den er 5-10 m borte. Line og det udmærkede tøjr kan ligesom under duejagten være en gardering.

Apportering af anskudte ænder

Anskydes der ænder under aften- eller morgentrækket, er det en opgave, der bør overlades til en mere erfaren hund. Dermed er det også antydet, at den unge hunds første andejagt skal assisteres af en erfaren apportør, som bør være inden for tilkaldeafstand.

At sende en ung og uerfaren hund på en anskudt and må frarådes, selv om mange hunde givetvis vil klare opgaven uden problemer. Chancerytteri hører dog ikke hundedressuren til. Og slet ikke på dette stadie, hvor man er kommet ganske langt og står med det første ben i målet. Ligeledes er det fristende straks at sende hunden på en påskudt and, som den har set tegne og glide mod jorden.

Under jagt sker det af og til, at dødskudt vildt fortsætter ufortrødent efter skuddet. Først efter en flugt på måske 200 m slipper livet op, og fuglen falder forendt mod jorden. Navnlig under andejagt er det ganske praktisk, at apportøren holder et vågent øje med det vildt, der skydes til. Hunde, som virkelig anvendes meget til andejagt, bliver ganske skarpsindige, og kan ofte aflæse for os at se ikke synlige skudtegn. Derfor kan det naturligvis være nærliggende at sende hunden på de ænder, den ser falde mod jorden. På den måde kan den 21lære at holde øje med de påskudte ænder, indtil de er ude af syne.

Engang drev jeg en del jagt med en kleiner münsterlænder, som havde udviklet evnen til at holde fokus på ramte ænder til det fuldkomne. Hundens dressurniveau er ikke noget at skrive om her, men den havde dog erfaret, at det var mest praktisk at sidde stille under andetrækket.

Det gav i reglen de fleste apporteringer. Men hunden var af natur en selvstændig og meget egenrådig knaldapportør, og så snart en and faldt ud af himlen, satte den af sted – uanset hvad dens ejer ellers mente om den sag. Men modsat mange andre knaldapportører, var det kun i de tilfælde, hvor der virkelig var noget at gå efter, den satte af sted. Når vi skød forbi, hvad vi ofte gjorde, var den rolig som en klippe.

Hunden evnede at læse selv de mindste skudtegn, og af og til skete det, at hun satte efter en and, som vi helt klart mente, vi skød forbi. I reglen vendte hun tilbage med forbieren i munden. Jeg er den egenrådige kleiner münsterlænder skyldig i meget.

Faldapportør

Af og til bliver der i mere nuancerede diskussioner om knaldapport nævnt udtrykket faldapport. En faldapportør er i reglen nogenlunde rolig under skudafgivelsen, men i det øjeblik, den ser et stykke vildt træffes og falde mod jorden, sætter den af sted uden tilladelse. Det er en meget almindelig uskik, som man bør tage i opløbet. Desværre skal der nemlig mange ærgrelser til, før hunden erfarer, at kun vildt, der er ramt, skal apporteres. De færreste hunde vil blive vidne til så mange påskydninger, at de vil være i stand til at kende de enkelte jagtsituationer fra hinanden. For det store flertal vil alene lyden af skuddet være startskuddet. Overvejer man at lade hunden afgøre, hvornår den skal apportere, bør den i flere sæsoner holdes i ultrakort snor, inden den tildeles det tunge ansvar.

                Andejægere hævder ofte, at faldapportører er at foretrække under trækket. Dette er dog en sandhed med modifikationer. Bedst er det, at hunden ser op og spørger om lov, inden den sendes. Der tabes næppe brøkdele af et sekund, såfremt hunden først sendes på ordre frem for på eget initiativ at gå efter anden, som faldt.

                Den meget hurtige apportordre kan dog have ulemper. Desværre medfører den apportordre, som afgives umiddelbart efter skuddet, at hunden ikke afventer apportordre næste gang, den befinder sig i en lignende situation. Husk på, at hunden først og fremmest opfører sig, som den gjorde forrige gang, den var i en lignende situation. Derfor kan en lille kunstpause være en fordel i de situationer, hvor der ikke er fare for, at det skudte vildt forsvinder.

                Hvor længe man trækker tidsintervallet mellem skud og apportordre må vurderes fra gang til gang. Vigtigt er det under alle omstændigheder, at hensynet til det anskudte vildts lidelser går forud for hundens dressurniveau. Har man haft en hurtig apportering, som man frygter har sat spor i hundens stabilitetsniveau, må man være særlig opmærksom næste gang, der skydes og evt. falder vildt.

                Den mest effektive apportør er, når alt kommer til alt, den selvstændige apportør, der kan samarbejde, og som er under kontrol. For selv om hunden har en god næse, er det i sidste ende jægeren, der har eller burde have overblikket over jagtens afvikling. Og selvfølgelig er det fascinerende, at en hund på eget initiativ sætter efter en and, den ser falde død mod jorden 300 m borte. Dette opvejer dog ikke tabet af den vingeskudte and, der når at sunde sig og dykker og aldrig mere viser sig på søens eller jordens overflade. Derfor er det jægeren, der skal afvikle jagtens gang og sørge for, at kabalen af apporteringer i sidste ende går op. Terrænet skal i bogstaveligste forstand være støvsuget for vildt. Hvor en god jagt før hen ofte blev målt i fugle på tasken, måles en god jagt i stigende grad på antallet af efterladte fugle i terrænet. Jo færre, jo bedre, og jo større er tilfredsheden, når man går hjem. End ikke de tungeste galger kan veje op på den dårlige smag af skudt vildt, som ikke blev fundet.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »